Lise Bech
svarer
Magnus Heunicke

Hvor mange steder i Danmark kan man ikke bade eller fange fisk pga. landbrugsproduk­tion?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Miljø- og Fødevareudvalget, Spørgsmål 428

Hvor mange steder i Danmark kan man ikke bade eller fange fisk pga. landbrugsproduk­tion? Spørgsmålet er affødt af at Anne Paulin (S) i Debatten den 25.januar 2024 siger, at det er vigtigt, at den produktion vi har, ikke sker på bekostning af, at man kan bade i vores fjorde, at man kan fange en fisk, og det er desværre det, som er tilfældet mange steder.

Svar fra torsdag den 22. februar 2024

Der er slet ingen tvivl om at det danske havmiljø er presset. Kun 5 ud af i alt 109 kystvande i Danmark er i god økologisk tilstand. Det er faglig veldokumenteret, at den primære årsag til den dårlige økologiske tilstand, er for store udledninger af næringsstoffer fra landbrugsproduktionen.

Mulighed for at bade
Det er kommunerne, som er de ansvarlige myndigheder på badeområdet og derfor både udpeger badeområder og fører tilsyn med badevandskvaliteten. Miljøministeriet har ikke noget overblik over områder, hvor badning er forbudt eller frarådes. Miljøministeriet har på denne baggrund ikke mulighed for, at lave en opgørelse over, hvor mange badeområder, der har forbud mod badning eller hvor badning frarådes, og hvorvidt det skyldes landbrugsproduktion.

Generelt kan jeg oplyse, at kommunerne altid skal udarbejde en badevandsprofil, som skal udarbejdes for alle badevandsområder. Herved vurderes også placeringen af et kontrolovervågningssted, som skal udpeges for alle badevandsområder. Hvis kommunerne konstaterer en forurening af badevandet ved kontrolovervågningen, skal kommunen træffe passende foranstaltninger. Det kan eksempelvis være en meddelelse om et badeforbud.

De to primære årsager til forbud mod badning eller at badning frarådes er, at der er for mange bakterier i vandet, som oftest skyldes overløb fra spildevand og kloakker ved skybrud, eller opblomstring af alger, som kan være sundhedsskadeligt. Opblomstring af alger følger vind- og vejrforhold og kan derfor opstå pludseligt, hvormed der ikke altid vil være skiltet med, at der frarådes badning. På Miljøstyrelsens hjemmeside er derfor opstillet et par gode algeråd, som den badende bør følge. Opblomstring af alger sker navnlig ved høje temperaturer i kombination med en høj koncentration af næringsstoffer i vandet. Næringsstofferne kan eksempelvis blive tilført ved

Mulighed for at fange fisk
Miljøministeriet har ikke en opgørelse over, hvor i Danmark man ikke kan fange fisk pga. landbrugsproduktion. Den økologisk tilstand i havmiljøet bliver opgjort ud fra en række biologiske, fysiske og kemiske elementer. Den økologiske tilstand er således et udtryk for et vandområdes generelle sundhed. Et vandområde i god økologisk tilstand vil derfor kunne understøtte de naturlige biologiske processer og organismer, herunder naturlige fiskebestande. På Miljøgis.dk kan man finde et kort over vandområderne i Danmark og deres økologiske tilstand.

For store udledninger af næringsstoffer vurderes at være den primære årsag til iltsvind i de danske farvande. Iltsvind påvirker alle levende organismer, herunder fisk, der naturligt vil søge væk fra områder med iltsvind, hvis de kan. Iltsvindet var særligt omfattende i 2023, hvor det samlede areal, der var berørt af iltsvind i de indre danske farvande i september udgjorde knap 7.500 km 2 , dvs. et areal større end Sjælland. Miljøstyrelsen holder løbende øje med iltsvind i danske fjorde, kystvande og åbne havområder som en del af det nationale overvågningsprogram (NOVANA). Man kan læse mere om iltsvind på Miljøstyrelsens hjemmeside, hvor de løbende iltsvindsmålinger desuden offentliggøres.

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024