Søren Egge Rasmussen
 svarer 
Jeppe Bruus

Er det lovligt at bruge landbrugsdiesel i traktorer eller andre landbrugsmaskiner til demonstrationer eller blokader af trafikken?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Skatteudvalget, Spørgsmål 368

Vil ministeren oplyse, om det er lovligt at bruge landbrugsdiesel, som er omfattet af afgiftsgodtgørelse, i traktorer eller andre landbrugsmaskiner til demonstrationer eller blokader af trafikken, og dermed uden for den pågældende bedrifts ejendom til ikke-erhvervsmæssige eller ikke-momspligtige aktiviteter inden for jordbrug? Ministeren bedes endvidere oplyse, hvad sanktionerne er for ulovlig anvendelse af landbrugsdiesel.

Svar fra torsdag den 4. april 2024

Der betales energiafgift af mineralolieprodukter, herunder af motorbrændstof, jf. § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1349 af 1. september 2020 om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. (mineralolieafgiftsloven) med senere ændringer.

Der ydes som hovedregel ikke godtgørelse af energiafgift af mineralolieprodukter, der anvendes som motorbrændstof. Der ydes dog afgiftsgodtgørelse for motorbrændstof, der udelukkende anvendes til momspligtige aktiviteter inden for jordbrug, gartneri og skovbrug mv. Desuden ydes der afgiftsgodtgørelse af forbrug af motorbrændstof ved transport af egne produkter, der er produceret i landbruget, bort fra ejendommen. Der kan fx være tale om transport af grise, mælk eller roer med traktor til slagteri, mejeri mv.

Det er dog en betingelse for afgiftsgodtgørelse, at der i disse tilfælde anvendes farvede olieprodukter. Reglerne herom findes i bekendtgørelse nr. 1126 af 25. august 2023 om farvning af gas- og dieselolier og petroleum (oliefarvningsbekendtgørelsen).

Som udgangspunkt må farvet dieselolie ikke anvendes til formål, der ikke er godtgørelsesberettigede. Det er dog tilladt for landbrugsvirksomheder at benytte farvet dieselolie i køretøjer, der anvendes til både godtgørelsesberettigede og ikke-godtgørelsesberettigede formål. For at få godtgjort afgiften for den del af landbrugsdieselen, der er anvendt til landbrugsformål, må der foreligge den nødvendige dokumentation for denne del af forbruget.

Reglerne om dokumentation fremgår af bekendtgørelse nr. 153 af 10. februar 2023.

Den, der ulovligt anvender farvet dieselolie som motorbrændstof, kan efter omstændighederne straffes med bøde.

0:000:00