Om  
Erland Kolding Nielsen
Jytte Hilden

Jytte Hilden skriver mindeord om Erland Kolding Nielsen (70)

Fhv. kulturminister Jytte Hilden (S) skriver mindeord om fhv. direktør for Det Kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen, der er død i en alder af 70 år.

Erland Kolding Nielsen, direktør i hele tre årtier for Det Kongelige Bibliotek er nu ikke mere, jeg vil savne ham og huske ham med stor respekt.

Erland var en flot fyr med stor selvforståelse, flittig som få, følsom, stædig, en kærlig ægtemand og en ret så fraværende far for sine børn – ifølge hans egen datter. Han vidste altid, hvad han ville. Han havde fuldskæg, gik i store sko, rød jakke med stribet slips holdt fast med guldnål, og når man går i store sko, så kommer man langt i sit virke. Og så får man noget fra hånden og ikke blot venner. Det gjorde han så, fik noget fra hånden.

I en sen nattetime tilbage i 1986 i baren på Hotel Nyborg Strand udspillede der sig et sandt drama. Scenen var sat til ballade: Det Kongelige Biblioteks fremtidige opgaver var til vild debat. Erland nyudnævnt. Deltagerne var forskningsbibliotekarer til den årlige generalforsamling og så som debattører Ole Bernt Henriksen, konservativ ordfører i biblioteksspørgsmål, jeg stod for de socialdemokratiske synspunkter i Folketinget dengang.

Diskussionerne bølgede frem og tilbage og frem igen, skulle nationalbiblioteket være for de lærde blot med ene encyklopædier, kloge bøger til forskere med disputats, doktorring og doktortitel, eller skulle biblioteket osse kunne rumme Anders And og andet populært til hele folket.

Erland og jeg stod mest for det sidste synspunkt – og resten af forsamlingen for det modsatte. En herlig holmgang med vid og bid. Det var første gang vi mødtes, men det blev slet ikke den sidste, for siden kom utallige andre oplevelser i lyst og nød. Interessant var det altid, aldrig kedeligt. Vi rykkede og rokkede sammen lidt ved dagens biblioteksvirkelighed.

Som kulturminister var jeg Erlands chef, da jeg blev kulturchef, blev han min boss, det var vi helt enige om ville gå godt. Og det gjorde det. Vi var sandelig uenige om mangt og meget, men når beslutningerne var taget, så var de det. Sådan.

Fra det øjeblik Erland startede som Det Kongelige Biblioteks førstemand, havde han en drøm om et nationalbibliotek for alle. Drømmen blev til virkelighed, da Diamanten åbnede officielt og på et splitsekund blev til hele verdens medborgerhus med studerende, videnskab, fladskærme, musik, mad og raffineret arkitektur at skue og med plads til det hele – både encyklopædierne og Anders And.

Pavestolt var direktøren da osse den septemberdag i 1999, da Dronningen – ganske som H.C. Andersen – ved indvielsen af Den Sorte Diamant fortalte et lille eventyr om Frederik III og det første kongelige bibliotek med bøger i reoler bag glasdøre, nu forvandlet til et boghus i sort granit ved havnefronten.

Det var hårdt arbejde at gøre drøm til hverdag, og mange kampe blev udkæmpet, men æres den, der æres bør. Det var Erlands fortjeneste, at København nu har et fornemt vartegn på Slotsholmen, så når solens stråler rammer vandet og sender sine blink op på Den Sorte Diamants skæve mure, så lever han.

Æret være hans minde.

København 23. januar 2017

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erland Kolding Nielsen

Fhv. direktør, Det Kongelige Bibliotek
cand.phil. i historie (Københavns Uni. 1973)

Jytte Hilden

Forfatter og foredragsholder, fhv. kultur- og forskningsminister (S), fhv. MF
cand.polyt. i kemi (DTH 1966)









0:000:00