Protestpartier begår altid selvmord. Også Dansk Folkeparti

Ved det ikoniske valg i 1973 – sommetider kaldet ’jordskredsvalget’, andre gange ’protestvalget’ – stormede tre spritnye partier ind i Folketinget:

Fremskridtspartiet med kontroversielle – og, skulle det vise sig, kriminelle – Mogens Glistrup i spidsen erobrede 28 mandater. Partiet kæmpede for dramatiske skattelettelser. Glistrups selv fremviste stolt, at han selv betalte ’nul procent’ i skat. Det var der stemmer i.

Centrum-Demokraterne (CD) med karismatiske Erhard Jakobsen, hidtil folketingsmedlem for Socialdemokratiet, i front stormede også ind på Christiansborg med 14 mandater. Løftet var lavere skatter på biler og boliger. Den gik rent hjem i især småborgerlige hjem.

Kristeligt Folkeparti med den stilfærdige skolelærer Jens Møller i spidsen røg også direkte ind i Folketinget med syv mandater. Partiet kæmpede mod fri abort og mod fri porno. Den dagsorden gik især rent igennem i det troende Vestjylland.

Og hvad skete der så for de tre protestpartier, som tilsammen fik 49 mandater – flere end Socialdemokratiet fik i 2019 (!) – ved valget i 1973? Tja, de faldt fra hinanden efter dødskampe, som ofte lignede selvmord:

Glistrup ragede uklar med alle. Det førte i 1995 til, at Pia Kjærsgaard efter et pinligt årsmøde brød ud og skabte Dansk Folkeparti. Hos CD endte de ledere, som fulgte efter Erhard Jakobsen, også med at slide hinanden ned. I 2008 blev det nedlagt. Kristeligt Folkeparti har i årevis befundet sig i personkriser. Har ikke opnået valg siden 2001.

Personoprørerne var en følge af to forhold, som kvalte protestpartierne:

Dels at de protester, som partierne blev grundlagt på, forsvandt fra vælgernes dagsorden. De traditionelle partier kvalte emnerne: Det tempo, som skatterne var steget med i 1960’erne, faldt, og den debat, der oprindeligt havde været om fri abort og fri porno, gled ud af vælgernes opmærksomhed.

Dels at de politikere, som gik ind i politik som idealistiske aktivister, lod sig besnære af magten og endte som pragmatiske bogholdere. Fremskridtspartiet prøvede at agere ansvarlige under Schlüter; CD sad både i regering under Schlüter og Nyrup; De Kristelige ligeså. De endte som en del af den politiske midtergrød.

Den kombination, der endte med at kvæle 1973-protesterne – de interne selvmord i form af bitre personopgør + fristelsen til at blive ansvarlige – er præcist den samme, som Dansk Folkeparti plages af big time op til det, som i 2022 kan ende som deres kollaps:

Først personopgøret: Kristian Thulesen-Dahl, afgående leder, er reelt blevet underløbet af Pia Kjærsgaard, partistifteren. Morten Messerschmidt, favoritten til at blive ny formand, skældes offentligt ud af andre folketingsmedlemmer. Martin Henriksen, næstfavoritten til ny formand, hånes indirekte af Kjærsgaard for, ja, at være grim. Føj selv til listen.

Så ansvarligheden: Det var reelt fristelsen til at blive det etablerede midterparti – historisk De Radikales rolle – som endte med at gøre DF mindre relevant. Omfavnelsen af Socialdemokratiet, ærgrelsen over ikke at gå med i Løkkes regering, det manglede mod til for eksempel at kræve Danmark ud af EU er alle eksempler på kontraintuitiv moderation.

Derfor er Dansk Folkeparti i disse uger i overhængende fare for at begå selvmord – og derved ende som Fremskridtspartiet, CD og Kristeligt Folkepari. Som et parti, der havde stor indflydelse i et par årtier, men som så forsvandt ud i glemslen. Fældet af sig selv.

Alle kan forudse, hvad der sker efter formandsvalget i Herning 23. januar:

Hvis Messerschmidt vinder, smækker Henriksen og med ham givetvis adskillige andre profiler med døren. Måske skaber de endda et nyt parti. Thulesen-Dahl vil blive marginaliseret. Og så venter byretten og landsretten på den nye formand…

Hvis Henriksen omvendt vinder, har han allerede sagt, at Messerschmidt og Kjærsgaard godt kan lede efter udgangen. Det vil naturligvis føre til et kaos af følelser og udfald, som vil få 1995-klimakset til at blegne.

Og hvem glæder sig så?

Det gør naturligvis Pernille Vermund, hvis Nye Borgerlige er det nye protestparti på blokken. Måske også Inger Støjberg, som ifølge Ekstra Bladet koketterer med at skabe sit eget parti.

Som Esben Schjørring, Altingets politiske redaktør, muligvis profetisk konstaterer på Twitter, som en kommentar til Dansk Folkepartis krise:

“Now this is not the end. It is not even the beginning of the end. But it is, perhaps, the end of the beginning.”