Christian Kock: Blamegame-retorik øger mistillid til politikerne

Tiden er for alvor kommet til "dueller" og "topmøder" mellem statsministerkandidaterne Løkke og Frederiksen.

DR lagde allerede ud i TV Avisen 31. marts. TV 2 ville have holdt "topmøde" den dag, valget blev udskrevet, 7. maj, men Mette Frederiksens mave kom i vejen. Søndag 19. maj mødtes de to så ved et "valgfolkemøde" på Kvægtorvet i Odense.

Disse topmøder og dueller kommenteres mest ud fra spekulationer om, hvem der "vandt". Men de er også værd at studere både med hensyn til, hvordan tv-stationerne formaterer og styrer dem, og hvordan debattørerne agerer retorisk.

Man kan spore en udviklingstendens. Det er, som om det er ved at gå op for begge topkandidater, at det måske ikke længere er så smart blot at lave blamegame på modparten. Altså at man primært åler og disser den andens person og parti, derunder hakker vedholdende på, hvor dårligt modparten har ageret i den forløbne tid.

Den form, TV 2 har udviklet for 'Topmødet' siden 2015, trækker i en rigtig retning: Nu inddrages (som i det gamle 'Højlunds Forsamlingshus') borgeres spørgsmål seriøst; de spørgende borgere er til stede og bliver spurgt, om de synes, de får svar.

Denne formatudvikling minder om, hvad to retorikere Magnus Boding Hansen og Marcus Lantz anviste i 2012 ud fra en empirisk undersøgelse i afhandlingen 'Forhørslederen, Natvægteren og Ambassadøren' i forhold til, hvilken ordstyrerstrategi der bidrager mest til en oplysende debat.

Løkke er en skarpsindig og snu politiker, og han er tilsyneladende begyndt at fornemme, at den strategi i stadig højere grad fremmedgør og frastøder vælgere.

Christian Kock
Professor emeritus

Blamegame-retorikken kulminerede på Venstres berømte pressemøde 9. april, der hamrede løs på, hvad Socialdemokratiet – at dømme ud fra fortiden – kunne finde på at gøre på udlændingeområdet, og hvad de ville have gjort, hvis de havde haft magten i den forløbne tid.

Alt dette frem for at fokusere på Venstres egen fremtidige politik og argumentere for den. Selv de kommentatorer, som Henrik Qvortrup, der har markedsført modangrebsstrategien, måbede og fandt, at Venstres håndgranat ramte partiets egen fod.

Løkke er en skarpsindig og snu politiker, og han er tilsyneladende begyndt at fornemme, at den strategi i stadig højere grad fremmedgør og frastøder vælgere. Måske ikke kernevælgerne i ungdomsorganisationer og lignende, men svingvælgerne – og det er jo dem, der skal afgøre valget.

I debatten på Valgfolkemødet søndag var Løkke mere imødekommende over for Frederiksen, end han var i marts, og betydelig mere fokuseret på, hvilken politik han selv gerne vil føre, hvis han får lov.

Antallet af de stikpiller, som han altid skyder af, var reduceret. Midt i enigheden om behovet for flere sygeplejersker fik han dog lige indskudt, at i Nordjylland, hvor ambulancetjenesten skal forbedres, har socialdemokraterne jo altid haft ansvaret for de ting ...

Frederiksen har tilsyneladende hurtigere fornemmet, at blamegame-strategien med så mange indskudte stikpiller som muligt irriterer stadig flere vælgere.

Ser vi på de to partilederes første møde i TV Avisen 31. marts, ser vi, at Frederiksen – på linje med hvad hun har markeret i andre sammenhænge, blandt andet i Aftenshowet på DR – var langt den mest forsonlige i debatformen.

Løkke møvede i sin vante stil. Cirka 15 gange stak han til Socialdemokratiets fortidssynder, også Thornings. Ofte var disse stikpiller helt irrelevante i sammenhængen – da man for eksempel diskuterede, om skolelærere kan medregnes til de nedslidte, fik Løkke lige indskudt, at Mette og den regering hun sad i greb ind over for skolelærerne i 2013 (med Venstres støtte, kan man tilføje). Frederiksen "stak" kun 4-5 gange på denne måde.

Afbrydelser er et andet kendetegn. Løkke afbrød i TV Avisens duel Frederiksen cirka 12 gange; hun afbrød ham cirka 4 gange. (Nogle af eksemplerne er grænsetilfælde.)

Blamegame hænger ofte sammen med blær. Løkke uddelte hyppigt skamros til sin egen regerings fortidige gerninger; Frederiksen gjorde intet af den art. Hun leverede derimod enkelte eksempler på anerkendelse af, hvad Løkke og hans regering har gjort; noget tilsvarende faldt ikke Løkke ind.

Et par gange fik vi egentligt "mundhuggeri", hvor parterne slyngede angreb mod hinanden (eksempelvis Frederiksen: "I ødelagde efterlønnen" – Løkke: "I ødelagde seniorførtidspensionen.")

Frederiksen beklagede i Aftenshowet den slags. Men Løkke var klart foran på heftig polemik, for eksempel med den ofte gentagne talelinje om "det største bluffnummer" i dansk politik om Socialdemokratiets pensionsudspil.

Den spydige blamegame-stil er politisk dna hos Løkke, og han har svært ved at lægge den af. Han kørte den for fuldt tryk mod Thorning, blandt andet i TV 2's 'Topmøde' i 2015, også dengang med Cecilie Beck som ordstyrer.

Jeg har selv udført en undersøgelse med et hold højskoleelever, der så dette 'Topmøde'. De var dybt irriterede over begge parters blamegame-retorik, blandt andet at Løkke stak til ”løftebrud” ni gange i én debat (det gjaldt selv dem, der ville stemme på Venstre eller Liberal Alliance).

Men Venstre og Løkke har dengang og helt op til denne valgkamp troet på, at blamegame er smart – skønt de allerede i 2015 fik et historisk mandattab.