David mod Goliat: Frivilligt vandværk trodser forurening og genstridig kommune – men kampen er først lige begyndt

Historisk har aspirationer om hurtige penge og biler aldrig domineret arbejdsvilkårene i forsyningssektoren.

Og bevæger man sig over i den frivillige dimension, er det åbenlyst, at jagten på penge, prestige og privilegier er så godt som fraværende.

Branchen taler til jordbundne mænd med hænderne fornuftigt skruet på, som ønsker at gøre en mærkbar forskel for lokalsamfundet.

Timerne brugt med svensknøglen i maskinrummet og kaffekoppen i mødelokalet bliver hurtigt til flere end det beskedne antal, man lovede konen, da man overtog formandsposten på den seneste generalforsamling, fordi der ikke var andre, der gad.

Folk forventer i dag, at alting fungerer omkring dem. Men som man sagde det på min gamle arbejdsplads Mærsk: “Den, der har evnen, har pligten.” Og det gælder altså også for det frivillige arbejde.

Poul-Henrik Larsen
Formand, Hedehusene Østre Vandværk

Forventer man ros for sit arbejde, bliver man kun skuffet: I forsyningssektoren gælder reglen om, at den, der lever stille, lever godt.

Et veldrevet vandværk kan sagtens risikere kun at mønstre et lille dusin fremmødte på den årlige generalforsamling. Men er der problemer med kvaliteten eller vandtrykket eller udsigt til stigende priser, så bryder helvede løs, og så kan den sagesløse bestyrelse se frem til at skulle besvare vrede spørgsmål fra salen hele aftenen.

Jeg synes, at det er lækkert at få ryddet op i de gamle rørføringer. Det er min opgave at muge ud i det gamle møg og også forklare folk, at det altså er dem selv som interessenter i vandværker, der ejer ledningerne. De fleste tror, at det er kommunens ejendom.

Karsten Skydsgaard
Næstformand, Hedehusene Østre Vandværk

Sådan er vilkårene i forsyningssektoren.

Og i det perspektiv giver det mening, at Poul-Henrik Larsen har brug for at markere bare en lille del af verden som sin ejendom.

“Det er formandens,” siger han og stikker fødderne ned i de hvide træsko, der trofast venter ved døren til produktionshallen.

Efter at have krydset den gule advarselsstreg til produktionshallen i sine hvide træsko, mens vi andre må nøjes med plastikovertræk af typen, som er populære i vuggestuerne, viser Poul-Henrik Larsen rundt i det moderne isenkram.

Fra industriby til pendlerbase
Altinget er kørt 30 kilometer vest for København for at besøge Hedehusene Østre Vandværk. Et af landets i alt 2.500 frivillige vandværker, som ifølge brancheorganisationen Danske Vandværker samlet set leverer drikkevand til lidt under halvdelen af danskerne.

Hovedparten af disse vandværker har ingen ansatte. Ingen sekretær til at besvare opkald fra utilfredse forbrugere. Ingen servicetekniker til at dreje på knapperne i maskinrummet.

Lige så snart vi bevæger os væk fra de store byer − København, Aarhus, Odense, Aalborg og de store købstader − er det frivillige danskere, der sørger for, at der kommer vand ud af hanerne.

Og sådan har det været de sidste 100 år.

Hedehusene Østre Vandværk (HØV) kom til verden i 1906. Dengang var byen, der i dag mest tjener som pendlerbase i ingenmandslandet mellem Roskilde og København, en veltrivende industriby. Man husede frem til 1950’erne et af Nordeuropas største teglværker. Ligesom Rockwool i mange år beskæftigede en stor del af byen og stadig har hovedkvarter i Hedehusene.

HØV skulle tage sig af husstande og virksomheder nordøst for jernbanen. Året senere − i 1907 − voksede Hedehusene Vestre Vandværk (med det knap så fyndige akronym HVV) så frem til at tage sig af byen sydvest for jernbanen.

Moderne vandværk i villakvarter
Meget har ændret sig 113 år senere.

På afstand tegner HØV stadig konturerne af et klassisk vandværk med det grønmalede 15 meter høje vandtårn, der skyder op midt i byen. Men tårnet står kun for et syns skyld, viser det sig snart.

Og skulle det være i stand til alene at skabe det nødvendige tryk til at pumpe vandet ud til de små 700 ejendomme og lejligheder, skulle det være cirka 40 meter højt. Det kan godt være, at et byggeri af den størrelse ville skabe problemer med ejerne af haven med det trefarvede gyngestativ, som grænser op til vandværket midt i et af Hedehusenes utallige villakvarterer.

Heldigvis har den teknologiske udvikling tilsmilet HØV og resten af vandsektoren.

Tanke, cylindre og rør i rustfrit stål skaber illusionen af at vandre omkring i et moderne mejeri.

Ganske vist er der stadig levnet plads til enkelte håndtag og møtrikker, der kan justeres manuelt. Men det meste af arbejdet styres fra computeren langs endevæggen. Og som alternativ til det 40 meter høje vandtårn finder man i hjørnet en undseelig elpumpe kraftig nok til at forsyne husstandene med nok tryk til at skylle shampooen ud af selv Søren Pinds sølvgrå lokker.

Nogle vil hævde, at det moderne vandværk er kedeligt. At der ikke er nok at pille ved og skrue på. Men det synspunkt deler hverken formand Poul-Henrik Larsen eller næstformand Karsten Skydsgaard.

Lokalt vand tilbage i hanerne
Efter en kort rundtur i teknikken er formanden tilbage i de vante sorte træsko ved mødebordet. Her er der sort kaffe på kande uden mælk og en dåse med småkager, som aldrig bliver åbnet.

Men der er også nok at snakke om. Historien om HØV er en sjælden solstråle i en presset forsyningssektor anno 2019. Hvert år må frivillige vandværker landet over dreje nøglen om. Enten fordi det ikke er økonomisk rentabelt at køre dem videre, eller fordi det ikke er muligt at rekruttere kompetente kræfter til at lægge de nødvendige timer.

Her er HØV gået den modsatte vej: I 1988 blev Hedehusene centrum i en større forureningsskandale, da klorerede opløsningsmidler fra byens tøjrenserier, som i årevis var blevet hældt ud på jorden, trængte ned i grundvandet.

Forureningen skete kun 200 meter fra det østlige vandværks brønde. Og HØV blev derfor pålagt af sundhedsmyndighederne at lukke brøndene ned.

Men vandværket overlevede skandalen. Man trak et kabel til den kommunale vandforsyning, og således kunne man fortsat levere vand til kunderne: Dog kunne det ikke undgås, at priserne steg en smule i forhold til tidligere.

Gratis vin og generationsskifter
Der var ikke megen aktivitet på vandværket i denne periode. Man skulle ikke længere bekymre sig om at pumpe friskt grundvand op af jorden. Men blot sørge for at lappe de værste brud på de efterhånden 100 år gamle ledninger. Og så ellers fortsætte med at afværgepumpe de stadig mere ubetydelige rester fra klorudslippet.

“Jeg husker, da vandværket fyldte 100 år i 2006. Alle interessenter var inviteret til at afhente to flasker jubilæumsvin på vandværket. Her begyndte vi første gang at tale om, hvorfor vi ikke producerede vores eget vand,” fortæller Poul-Henrik Larsen.

Dengang var han ikke formelt engageret i vandværket. Men som geolog med lang fortid i Mærsk og Geus faldt det ham naturligt at orientere sig i datagrundlaget.

“Jeg tog en snak om det med Karsten, som var entreprenør og dermed kunne stå for den byggetekniske del af arbejdet, og vi blev enige om, at det var en skam, at vores lokale vandværk skulle forfalde, som det var ved at ske,” siger han og suppleres af Karsten Skydsgaard.

“Dengang groede der metertyk efeu hele vejen rundt om vandtårnet. Brønddækslerne var i forfald. Der var virkelig nok at tage fat på.”

Generationsskiftet kom i 2009: Her forklarede den daværende bestyrelse på den årlige generalforsamling, at den ikke orkede længere. Og at den agtede at lade Høje-Taastrup Kommune overtage infrastrukturen.

“Bestyrelsen var helt nede i kulkælderen. Vi fik at vide, at kommunen gerne ville overtage ledningsnettet, men at det ville koste 20.000 kroner for hver husstand. Argumentet var, at nettet var så nedslidt, at det ellers ville blive en underskudsforretning for kommunen. Men på det tidspunkt havde Poul-Henrik allerede skrevet den første rapport, så vi besluttede, at det var på tide, at vi overtog vandværket,” forklarer Karsten Skydsgaard.

Historien om Karsten og Poul-Henrik
Man kan ikke fortælle historien om HØV uden at fortælle historien om Karsten og Poul-Henriks venskab. Et venskab, som i år kan fejre 55 års jubilæum, og som begyndte, da Karsten flyttede til Hedehusene i 1964. De mødte hinanden i spejderforeningens orkester. Og de sidste 40 år har de fejret jul og andre højtider med deres brassband: Karsten på euphonium, Poul-Henrik på trækbasun.

Endvidere er de faste makkere i badminton, hvilket giver dem den fordel, at de kan vende vandværksrelaterede aktiviteter i bilen til og fra træning.

Det var med andre ord et rutineret makkerpar, der i 2009 besluttede, at borgerne i den østlige del af Hedehusene ikke længere skulle være afhængige af den kommunale vandforsyning. Men at de ville reetablere deres tidligere boringer.

Det blev startskuddet på en lang bureaukratisk kamp udkæmpet med vandprøver, ansøgninger, klager, afvisninger, appeller og syltninger. Og så til sidst: I 2015 kom tilladelsen til endelig at kunne pumpe deres eget lokale vand op af jorden og ud til borgerne i Hedehusene igen.

“Det er en god historie. Vi er stolte af, at vi er lykkedes med det. Vi kunne ikke forstå, at kommunen i første omgang gav os blankt nej til at pumpe vores vand op, når prøverne viste, at det ikke længere var forurenet. Og I har jo selv smagt det direkte fra brønden. Det fejler intet,” siger Poul-Henrik Larsen.

I 2015 blev det nu 113 år gamle vandværk på hjørnet af Brøndvej og Frihedsvej totalrenoveret. Ligesom bestyrelsen med makkerparret i spidsen er gået i gang med at udskifte værkets ti kilometer lange ledningsnet i bymæssig bebyggelse. En kæmpe opgave, som forventes at løbe op i 25 millioner kroner, men som kan gøres økonomisk overkommelig ved at dele den op i etaper.

Naturlig interesse i undergrunden
Mens Karsten Skydsgaard har kroppen solidt plantet i stolen under samtalen, har Poul-Henrik Larsen meget svært ved at blive siddende. Hver gang samtalen strejfer nye pointer og nuancer, rejser han sig i jagten på ringbind eller andre artefakter, som understøtter hans udsagn:

Her er analyserne, som dokumenterer renheden af vandet; her et gammel kort over Hedehusene anno 1906; her resterne af et støbejernsrør, som har ligget 100 år i jorden; her drikkedunken med logoet, som formanden selv har tegnet, og som blev foræret væk på sidste års generalforsamling.

“Jeg har altid været interesseret i, hvad der foregår nede i jorden under os,” forklarer Poul-Henrik Larsen på 63 år, som er vokset op i Hedehusene og som ung tilbragte mange timer i de store grusgravsområder vest for byen.

En interesse, som han senere vekslede til en lang karriere som geolog. Og som er årsagen til, at han i dag kan hævde at kende den danske undergrund bedre end de fleste.

“Når Poul-Henrik tager fat, får folk ikke et ben til jorden,” supplerer Karsten Skydsgaard, der i en alder af 69 år er pensioneret efter et langt arbejdsliv som tømrer og entreprenør.

Badmintonmakkeren begynder straks at opremse navnene på en række projekter, som Karsten Skydsgaard har stået i spidsen for: herunder renoveringen af Odd Fellow Palæet, Spies Rejser og Flyvestation Værløse.

“Jeg synes, at det er lækkert at få ryddet op i de gamle rørføringer. Det er min opgave at muge ud i det gamle møg og også forklare folk, at det altså er dem selv som interessenter i vandværker, der ejer ledningerne. De fleste tror, at det er kommunens ejendom,” siger Karsten Skydsgaard.

Læk julemorgen
Gennemsnitligt mener de at bruge en time hver om dagen på vandværksrelaterede aktiviteter. Og så kan der opstå akutte opgaver, som gør, at makkerparret pludselig får travlt.

I slutningen af januar kunne de se, at vandforbruget pludselig steg mellem klokken tre og fire om natten. Nogle gange skyldes den slags blot en god fjernsynsudsendelse, som holder folk længe oppe. Men vandforbruget faldt ikke igen. Og det fortæller dem, at der er en lækage på spil.

“Når vi skal lokalisere lækagen, foregår det altid om natten, så det generer folk mindst muligt. Vi lukker skiftevis ned for vandet i forskellige sektioner, og så ser vi, hvornår lækagen stopper. Selve driften af vandværket kan styres direkte på vores tablet på vandværket,” forklarer Karsten Skydsgaard.

Og selv om det kan lyde relativt komfortabelt, er der ikke altid lige sjovt, når vandrørene springer julemorgen, som det er sket to gange i makkerparrets regeringstid. Jernrør med 100 år på bagen kan være nogle porøse størrelser, som hurtigt kan smide 2.000 liter vand i timen.

Det lyder dyrt: Men faktisk viser det sig ofte, at det bedre ville kunne betale sig at lade læk være læk frem for at betale dyre genetillæg til eksterne entreprenører, som banker asfalten op i nattens mulm og mørke.

Ny kamp med kommunen
Og i disse måneder har det frivillige vandværk da også større bekymringer end mørnede metalrør.

De juridiske trakasserier med Høje-Taastrup Kommune sluttede ikke med tilladelsen til at kunne pumpe det lokale grundvand ud til kunderne i 2015. Efterfølgende er parterne havnet i slagsmål om mængden af det oppumpede vand.

I dag er HØV godkendt til at indvinde 165.000 m³ vand årligt. Heraf gør man i dag brug af cirka 90.000 m³, som pumpes ud til de 543 målere i byens nordøstlige del.

Men står det til bestyrelsen, vil man gerne kunne producere langt mere vand.

“I 2017 fik vi afslag på vores ansøgning om at blive godkendt til at indvinde 480.000 m³ årligt. Bekymringen fra kommunen er, at vandet risikerer at blive forurenet igen, hvis vi pumper for store mængder op. Men der er ingen indikatorer i analyserne af vores vand, der peger i den retning,” siger Poul-Henrik Larsen.

Han minder om, at HØV tilbage i 70’erne producerede over 200.000 m³ årligt. Og størrelsen på produktionen er ikke en petitesse, men derimod af afgørende betydning for vandværkets økonomi. Når først boringen og filtreringssystemerne er etableret, er omkostninger ved at opskalere produktionen minimale. Det betyder, at HØV uden større meromkostninger ville kunne fordoble antallet af kunder. Og dermed skabe den fornødne volumen i arbejdet.

“Lige nu er vi halvvejs i processen. Vi har ombygget vandværket og reetableret boringerne. Nu mangler vi den dyre del, og det er at få skiftet ledningerne ud til forbrugerne. Og her betyder det alverden, at vi kan skrue op for produktionen og dermed fordele anlægsudgifterne ud på et større kundegrundlag,” forklarer Karsten Skydsgaard.

Med den nuværende kapacitet vil det tage omtrent 20 år at få skiftet de 100 år gamle ledninger. Mens en fordoblet produktion og afsætningen ville kunne reducere anlægsfasen til ti år.

Hedehusene udvider − men kommunen tager alle kunderne
Og det er her, at den aktuelle fejde med kommunen spidser til. Høje-Taastrup Kommune er nemlig i gang med at udstykke et nyt boligområde − Nærheden − som skal huse op mod 10.000 borgere i løbet af de næste 25 år. Borgere, som alle vil få brug for drikkevand.

Men i stedet for at fordele det forøgede kundegrundlag ud på de lokale vandværker har man besluttet at tilslutte udstykninger til det kommunale forsyningsnet.

“Der står i bekendtgørelsen om vandforsyningsplanlægning, at kommunen skal indkalde til forhandlinger. Men det har man ikke gjort. Faktisk har Høje-Taastrup Kommune ikke lavet vandforsyningsplanlægning siden 1998,” siger Poul-Henrik Larsen.

Dagen efter at HØV i 2017 fik afslag på ønsket om at udvide produktionen til 480.000 m³, annoncerede kommunen i et tillæg til den eksisterende vandforsyningsplan, at man underlagde sig de nye udstykninger i Nærheden.

“Høje-Taastrup Kommune var udmærket klar over, at vi ønskede at udvide produktionen. Alligevel ignorerer man vores ønsker uden så meget som at tage et møde med os,” forklarer Poul-Henrik Larsen.

Efter gentagne klager er det lykkedes HØV at få det ønskede møde med kommunen. Og på et opfølgende møde i begyndelsen af februar lovede borgmester Michael Ziegler (K), at der nu skulle laves nye vandforsyningsplaner.

“Hurtigt stod det dog klart for os, at Nærheden allerede var pillet ud af puslespillet, og at vi derfor kun skulle forhandle om nogle små rester. Og så er det, at vi bliver bekymrede for retssikkerheden, når de offentlige instanser ikke giver os mulighed for at få et ben til jorden,” siger bestyrelsesformanden.

Alt håb er dog ikke ude. Et bud på en salomonisk udgang kunne være, at HØV får lov at fordoble produktionen med dertilhørende adgang til nyt kundegrundlag.

Evner forpligter i demokratiet
Og sker det, kan borgerne i den nordøstlige del af Hedehusene takke bestyrelsen for at være kompetente og ressourcestærke folk til at kæmpe deres sag mod systemet.

Men det understreger også skrøbeligheden i den frivillige model, som organiserer store dele af vandsektoren. Det er langtfra alle steder, at bestyrelsen anføres af en formand og næstformand med ekstensive erfaringer fra bygge- og anlægssektoren.

Og så har vi slet ikke nævnt ressourcer som Iris Weidich, der med 40 års erfaring fra vandsektoren i Brøndby Kommune og Hofor står i spidsen for vandværkets digitale arbejde.

Hvad skal der ske, når I en dag trækker jer tilbage? Hvad er chancerne for, at en ny bestyrelse kan stille med så stærkt et hold igen?

“Hedehusene er en relativt stor by med det nødvendige potentiale. Det er bare et spørgsmål om at få sat bestyrelsen sammen på den rigtige måde. Først og fremmest handler det om at engagere folk i fællesskabet. Folk forventer i dag, at alting fungerer omkring dem. Men som man sagde det på min gamle arbejdsplads Mærsk: “Den, der har evnen, har pligten.” Og det gælder altså også for det frivillige arbejde,” siger Poul-Henrik Larsen.

Tæt på hvert andet glas vand fra danske haner er produceret ved hjælp af frivillig arbejdskraft. 

Men frivilligheden i forsyningssektoren er et truet levn fra andelsbevægelsen: Presset af økonomisk teori og usentimentale regnemaskiner i Finansministeriet. 

Ny serie fra Altinget går tæt på de oversete frivillige danskere. Læs mere på Altinget: civil