Danmarks hemmelige klima-superhelt om den grønne omstilling: Vi har ikke lært en skid

FEATURE: Eventyret om Samsøs transformation fra oliehungrende lokalsamfund i knæ til hele verdens grønne solstrålehistorie kan ikke fortælles uden Søren Hermansen. Hans opskrift på den grønne omstilling handler om lokal forankring og medejerskab. Politik giver han til gengæld ikke meget for.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Klaus Ulrik Mortensen

To mænd nyder morgenens blege solstråler i en fiskerjolle på havnen i Kolby Kås.
Én er trukket i skrigorange waders med matchende gummihandsker. Han er ved at gøre garnet klar til den rituelle muttur ud på Kattegat. Den anden i løstsiddende kedeldragt. Pibe i mundvigen og guldring i øret. Ansigtet vejrbidt. Han har allerede halet garnet ind og gør nu fangsten på syv skrubber og en hvilling op. Begge synes at have passeret midtvejspunktet i livet. Og trodser blæsten ved ikke at lade tophuen dække ørerne. Direktør i Samsø Energiakademi Søren Hermansen har bedt os møde ham på havnen i Kolby Kås. En hurtigt overset landsby på det vestlige Samsø. Tidligere var der daglige afgange herfra til Sjælland. Nu befolkes kajen mest af lokale fritidsfiskere.

Fakta
FAKTA
  • Der bor omkring 3.700 mennesker på Samsø fordelt over 22 landsbyer. Det er landets tredjemindste kommune. Samsø blev i 1997 udnævnt til Vedvarende Energi-ø og blev på ti år selvforsynende med vedvarende energi.
  • Samsøs elforbrug dækkes i dag 100 procent af 11  landbaserede vindmøller, ligesom 70 procent af varmen kommer fra vedvarende energikilder.
  • Tre fjerdedele af de privatejede oliefyr i de cirka 2.000 husstande på Samsø er erstattet af pillefyr, solvarmeanlæg og varmepumper.
  • Ti havvindmøller syd for Samsø producerer så meget overskud, at de kompenserer for den del af CO2-udledningen, som stadig kommer fra blandt andet trafik. Dermed er Samsø 100 procent CO2-neutral.
  • En enkelt af Samsøs havvindmøller producerer hvert år strøm svarende til 2.000 husstandes elforbrug. En landbaseret vindmølle producerer strøm svarende til 600 hustandes forbrug.
  • Vindmøllerne på Samsø har krævet en investering på 300 millioner kroner. 3.700 samsinger har personligt investeret 70 procent af i de alt 440 millioner kroner, der er investeret i vedvarende energi.

“Der sker noget med hjernen, når du sætter dig i båden. Den slår fra. Nu handler det om bølgerne. Og om man har fanget noget,” forklarer Søren Hermansen, manden i den orange uniform, mens vi sejler ud på Kattegat.

Men turen på havet er andet end vindblæst naturterapi. Det er forankringen i et hektisk arbejdsliv, som med 60 årlige rejsedage på tværs af kloden kan gøre det svært at bevare forankringen i lokalmiljøet. Og så hjælper det på vej ud af havnen at støde på “olderne i jollerne”, som på den lokale dialekt, samsk, svovler over den forbandede sælhund, som endnu en gang har forgrebet sig på deres fangst.

Altinget er rejst til Samsø for at beskrive den største succes i moderne dansk energihistorie. Det er fortællingen om, hvordan en visionær miljøminister fik tændt ilden under et stagnerende øsamfund, som så den grønne omstilling som en vej til at overleve i en stadig mere centraliseret og globaliseret verden.
Men det er også en historie om, hvordan civilsamfundets dybe rødder i andelsbevægelsen kan løse opgaver, som hverken marked eller stat magter at tage hånd om. Og en påmindelse om, hvad der sker, når politikerne alligevel efterfølgende forsøger at sende ansvaret tilbage til markedskræfterne.

Fakta
Tæt på hvert andet glas vand fra danske haner er produceret ved hjælp af frivillig arbejdskraft. 
Men frivilligheden i forsyningssektoren er et truet levn fra andelsbevægelsen: Presset af økonomisk teori og usentimentale regnemaskiner i Finansministeriet.

Ny serie fra Altinget går tæt på de oversete frivillige danskere. I seriens seks sidste artikler er vi taget til Samsø for at undersøge frivillighedens rolle i den grønne omstilling, som gjorde Samsø berømt fra Tokyo til Canada.
Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Fremtiden var sort
Vi begynder hos Søren Hermansen på Energiakademiet, fem minutters kørsel fra det nye færgeleje i Ballen på den østlige side af øen. To langhuse rejser sig på betonstolper fra den våde strandeng. Hvert år tiltrækker Samsø cirka 5.000 gæster fra ind- og udland, der – ligesom Altinget – håber at blive klogere på hemmeligheden bag den grønne succes. Og for at skære fortællingen ud i pap, har man opført det karakteristiske hovedsæde, der trækker tråde til landbrugets andelsbevægelser, men også inkorporerer solcelleanlæg og lokalforsynede halmfyr.

“Et moderne guldaldermaleri i gråtoner” døber turistbureauet langhusene i det årlige feriekatalog.

Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Og således er noget så ufolkeligt som en energirådgivningsvirksomhed blevet en turistattraktion i sin egen ret.

“Baggrunden for Samsøs forvandling handler om tab af arbejdspladser. Det store problem i Udkantsdanmark er, at hver gang nogen får en god ide, flytter virksomheden ud af lokalsamfundet. Vi kan få den ene gode ide efter den anden, men så snart den eksterne finansiering falder på plads, er de væk,” forklarer Søren Hermansen.

I 1990’erne eksisterede Samsø på omverdenens nåde. Hvert år importerede øen, der efter den seneste istid for 11.000 år siden dukkede op midt i Kattegat, 9.200 ton olie til at holde kritisk infrastruktur som el og varme i live. Og mens olien flød ind, var halvdelen af Samsøs 7.000 beboere flyttet ud – ikke mindst de unge. Stordrift i landbruget, nedgang i industrien og globale megatrends som urbanisering – alle de klassiske forklaringer. Fremtiden var i flere betydninger sort.

Men 1990’erne var også en periode, hvor klimaet begyndte at få verdenspolitikkens opmærksomhed. I 1997 kom daværende miljøminister Svend Auken hjem fra FN’s topmøde i Kyoto i Japan. Her havde han som del af Kyoto-aftalen lovet verden, at Danmark ville skære 21 procent ned på CO2-udledningen. Nu var spørgsmålet: hvordan?

Løsningen blev en god gammeldags konkurrence: Hvem ude i det danske land havde det bedste bud på, hvordan Danmark kunne gå forrest i en global grøn omstilling? Og for at gøre opgaven praktisk overskuelig: Hvilket dansk øsamfund ville på ti år kunne gå forrest og gøre sig selv CO2-neutral. Året efter blev det afgjort, at Samsøs små 4.000 indbyggere halvvejs mellem Sjælland og Jylland vandt opgaven. 

“Det første vi gjorde, da det stod klart, at vi havde vundet konkurrencen, var at danne en forening,” husker Søren Hermansen.

Hermansen er barnefødt samsing og skulle – som så mange andre i hans situation – have overtaget forældrenes gård. Troskyldigt havde han færdiggjort uddannelsen som landmand, men efter fem år i stalden og traktorens førerhus indså han, at formidlingen trak stærkere i ham. Han begyndte at undervise på højskoler og endte med at tilbringe samlet 12 år væk fra øen, før Svend Aukens løfter i Japan fik ham tilbage til fødeøen. Nu stod han sammen med en teknisk begavet ingeniør i spidsen for Samsø Energi- og Miljøkontor, som foreningen endte med at hedde.

“Det blev vores opgave at oversætte den politiske målsætning til konkrete værktøjer. Vi skulle bløde den store masterplan op og vise, at det var muligt at blive 100 procent selvforsynende på ti år. Ambitionerne skulle brydes ned i forståelige størrelser. Nogle kunne lide vindmøller, andre fjernvarme. Vi skulle få det praktiske puslespil til at gå op,” siger han.

For Søren Hermansen blev svaret at tænke Aukens grønne omstilling sammen med øens truende udkantsskæbne som forladt, forældet og forurenende. 

Miljøhelt på forsiden af Time Magazine
“Den fælles begrundelse bag den grønne omstilling blev spørgsmålet om fremtiden. Hvor ender vi, hvis vi ikke gør noget ved affolkning, stigende aldersgennemsnit, faldende fødselstal og manglende arbejdspladser. Det lokale andelsslagteri var efter en lang dødskamp netop lukket, og øen havde mistet yderligere 100 arbejdspladser. Der skulle ske noget drastisk,” fortæller Hermansen.

Og hvad er mere drastisk end borgermøder? Hermansen skulle først og fremmest overbevise øboerne om, at grøn energi var en god ide. Det krævede masser af møder. Og endnu vigtigere: en klar business case.

“Vi fik over 50 ansøgninger til de 11 landmøller, som skulle dække Samsøs elforbrug. Landmændene ville have anpart i møllerne for at stille jord til rådighed. Og husejere, som kunne se møllerne hjemme fra vinduet, skulle have lov at købe andel i møllerne. Hvis man tjener penge på vindmøllen, er den pænere at se på og støjer ikke nær så meget.”

Efterfølgende er ti havvindmøller syd for Samsø kommet til. I alt producerer de så meget overskydende strøm, at de kompenserer for den del af CO2-udledningen, som stadig kommer fra trafikken. Målt i kroner og ører har samsingerne personligt investeret 70 procent af de i alt 440 millioner kroner, der hidtil er spyttet i den grønne omstilling. I 2007 kom belønningen så: Efter ti års grønne anstrengelser kunne Samsø prale med ikke alene at være CO2-neutral. Men tilmed at være verdens første karbonnegative samfund med en gennemsnitlig udledning på minus 3,7 ton CO2 per indbygger.

“Det blev en stor historie rundtom i verden,” siger direktøren med et smil.

Personligt gik Hermansen fra lokal energikonsulent til international miljøforkæmper på rekordtid: Han kom på forsiden af Time Magazine, som i samme ombæring udråbte ham blandt verdens vigtigste stemmer på den grønne dagsorden.

”Politikerne har intet lært”
Den del af historien vender vi tilbage til. Men superstjerne eller ej: Projektet var ikke afsluttet. 

“Vi kunne jo ikke blive ved med at gå rundt og kalde os karbonnegative, når vi stadig brugte olie. Vi gik derfor i gang med at udfase fossile brændsler og satte som mål, at vi skulle være uafhængige af olie, benzin og diesel senest i 2030.”

Det arbejde er nu i fuld gang. Og på mange måder en meget sværere opgave end den første, som i bund og grund blot bestod i rejse et hav af vindmøller.
Nu skal den økonomiske logik helt ind i de private hjem: Hvornår kan det betale sig at efterisolere hulmuren og udskifte oliefyret med en elektrisk varmepumpe? Hvornår bliver elbilerne så driftssikre, at familier tør udskifte husholdningens eneste bil med en elektrisk variant? Og hvad stiller man op, når de politiske vinde på Christiansborg skifter, og det ikke længere er attraktivt for borgerne at investere i sol og vind og effektiv isolering af boligmassen?

“Vi satte målet om at være fossilfri i 2030 for at vise resten af Danmark, at det kan lade sig gøre at opfylde ambitionen på landsplan i 2050. Men vi har ikke lovet, at det kommer til at lykkes allerede om 11 år. Og hvis det skal ske udelukkende på markedsvilkår, så kommer det aldrig til at ske,” siger Hermansen.

Og for at det ikke skal være løgn, har Energiakademiet sat sig et tredje mål, som dog er noget mere diffust end de to første. Det handler om at skabe et økologisk kredsløb på øen, som gør, at ressourcerne bevæger sig i cirkulær rotation. Eksempelvis pumper Samsø årligt cirka 2,8 millioner ton renset spildevand ud i havet. Det spildevand er fyldt med næringsstoffer, som ville gøre langt mere gavn ved at blive ledt tilbage til landbrugsjorden.

“Det næste træk bliver svært. Vi er blevet verdensberømte på vores grønne omstilling. Men nu har politikerne besluttet, at vindmøllerne skal ud på havet. Borgerne skal ikke længere eje vindmøllerne. Det skal de store selskaber, som er de eneste, der har råd til at investere de store summer, der skal til. Men vi glemmer ofte, at der kun er økonomi i de store havmølleparker, fordi Energinet forpligter sig til at trække kabler helt ud til parkerne. Og det betyder, at det i sidste ende er forbrugerne, der hænger på regningen.”

“Problemet er, at vi ikke har lært en skid. Politikerne tror, at den grønne omstilling kan ske på markedsvilkår. Men markedet tænker kortsigtet og tager kun umiddelbare hensyn. De store selskaber tænker ikke på lokalbefolkningen, når de rejser vindmøller. De køber gårde op og rydder store områder, som vi så det i Østerild, uden at gå i dialog med lokalbefolkningen. Det har skabt det had til landmøllerne, som gør, at Dansk Folkeparti i dag er lykkedes med at trumfe igennem, at vi fremover kun kan opføre dyre møller langt ude på havet.”

Løsningen ligger ifølge Hermansen i at huske, hvordan det hele startede. At vindmøllebevægelsen i 1960’erne og 1970’erne var stærkt inspirerede af andelstanken fra landbruget om, at vi bliver stærkere af at løfte i flok.

“Du kan bare se på Vattenfall, som har tabt mange penge på at kæmpe mod lokal modstand i Nordjylland. Det har været dyrt for dem, at de ikke har forstået at interagere med folkehavet. Men på Samsø accepterer folk møllerne, fordi de enten personligt eller gennem kommunens investeringer tjener penge på dem. De ved, at fortjenesten ikke bare havner i lommen på en udenlandsk investor, og det gør en kæmpe forskel.”

Men selv på Samsø er fællesskabet under pres. Og det pres tvinger Søren Hermansen til at acceptere løsninger, som han tidligere aldrig var gået med til.
Historien om solcellerne er den samme som møllerne. Projekterne vokser sig stadig større. Og i sidste ende betyder det, at borgerne bliver kørt ud på et sidespor, frygter direktøren.

“Lige nu er vi i dialog med en godsejer, som ejer en femtedel af Samsøs areal. Han vil bygge 60 megawatt solceller midt på øen. Det bliver ikke et godt projekt. Vi bliver ikke inviteret til at gå med. Og for ti år siden havde jeg skudt det ned med det samme. Det er ikke en skid folkeligt. Men alligevel er det det bedste, der kan lade sig gøre under de vilkår, som regeringen har givet os.”

Indianerne på øen
Et mundheld i dansk politik lyder, at en statsministers succes kan måles på antallet af internationale rejsedage. Jo mere bøvlet det er at få de hjemlige ender til at mødes, desto større er fristelsen til at forsvinde i udfordringerne på de bonede gulve. Og efter i nullerne at have taget Danmark med storm indså Hermansen, at han befandt sig i en lignende situation.

“Auken var væk for længst. Og Anders Fogh Rasmussen havde aflyst den grønne omstilling med argumentet om, at Danmark ikke behøvede at bære den grønne førertrøje. Det ændrede drastisk på vores arbejdsbetingelser.”

“Jeg arbejder næsten kun internationalt efterhånden. Jeg er involveret i projekter i Canada, Indonesien, Australien og Japan. Og hjælper også EU med at forsøge at overføre erfaringerne fra Samsø i europæisk skala. Jeg skulle have været i Indonesien med en officiel dansk delegation tidligere på året, men takkede nej: Jeg behøver ikke være med på de officielle besøg. Men vil hellere være med, når der skal løses konkrete opgaver.”

Men direktøren kan ikke altid takke nej til charmeturene. Energiakademiet er i dag en halvstor forretning med otte fuldtidsansatte og tilbagevendende budgetpost på finansloven frem til 2024. Det betyder, at Søren Hermansen er kontraktligt forpligtet til at hjælpe med at sprede det gode ord.

“Jeg husker, da jeg var i Japan med kronprins Frederik. Frederik er et ordentligt menneske, men han er fandme ikke god til at markedsføre danske energiløsninger. Han markedsfører kongehuset og Danmark som et eventyrland, men ikke et eneste spørgsmål fra pressen handlede om grøn omstilling. Det hele handlede om Mary og børnene.”

Mest stolt er Hermansen dog af samarbejdet med et indianersamfund i det vestlige Canada. Halvtreds kilometer ude i Stillehavet ligger Haida Quai. Her bor Haida Nation: Et traditionelt indianersamfund, som slås med mange af de samme problemstillinger, som Samsø og Søren Hermansen har kæmpet sig ud af.

“Det fede ved det er, at de er nogle bonderøve ligesom os andre. Og at de kæmper med de samme problemer: En aldrende befolkning, mangel på innovation og ligesom os et kæmpe energiforbrug.”

Historien begynder med, at Søren Hermansen i 2015 bliver inviteret til at tale ved en workshop på Waterloo University i Toronto. Her falder han i snak med lederen af et program – Catalyst 20/20 – som skal hjælpe indianersamfundene mod større selvstændighed. Hurtigt viser det sig, at kemien mellem de to passer, og Søren tilbydes at blive mentor for Catalyst 20/20.

“Hele det nordlige Canada består af virtuelle øer. En lang række samfund, som kun er forbundet af ice roads, og som har brug for enorme mængder brændstof for at holde hverdagen kørende. Provinserne er forpligtet til at sørge for, at samfundene har brændstof til samme priser som på fastlandet, og det er en gigantisk underskudsforretning. Men samtidig betyder det også, at samfundene ikke har nogen incitamenter til at spare på olien.”

“Nu forsøger man at gøre samfundene selvforsynende med grøn energi. Man giver dem de samme penge, som man før brugte på olie, men kræver nu, at de bruges på investeringer i vedvarende energi. Og på den måde sikrer man, dels at pengene bliver i lokalsamfundet. Men også, at man gør sig uafhængig af det voldsomt forurenende olieforbrug. Man kan se på det som en række skalerede udgaver af Samsø.”

Hvert år kommer Søren Hermansen på den måde i kontakt med 25 nye lokalsamfund. Og efter fire års grøn omstilling på tværs af de canadiske vidder blev han sidste år ringet op af den danske ambassade i Toronto, som havde hørt en fugl synge om, at han var i kontakt med Haida Nation ude i Stillehavet. Det viste sig, at Danmark havde brug for hans hjælp. En ny vindmøllepark på 900 megawatt skulle opføres tæt på Haida Quai. Bag buddet stod Ørsted og Siemens. Men indianerne var ikke interesserede i møllerne.

“Nu var repræsentanter fra Haida Nation inviteret til Danmark for at se på udskibning af vindmøller fra Esbjerg og meget andet. Tanken var, at de skulle smøres med den helt store tur. Men det gad de ikke. Til gengæld ville de gerne en tur til Samsø og besøge os. Og det var derfor, at jeg nu havde ambassaden i røret. De spurgte: ‘Kan det lade sig gøre.’ Og jeg svarede, at vi ikke laver andet, og at det er beskæmmende for jer, at I ikke engang ved det.”

Nogle måneder senere ankom en kortege i slips og jakkesæt til Samsø. Men i gruppen var der også to langhårede fyre i sneakers og sweatpants.

“Det var fascinerende at se, hvordan jakkesættene fra Ørsted og Siemens slikkede de to indianere i joggingtøj op og ned ad ryggen. Det var dem, det hele handlede om. Og indianerne ved jo godt, at det er big business, men samtidig er de bekymrede for, at det går ud over deres hummer- og laksefiskeri.”

Efterfølgende var det Søren Hermansens tur til at besøge indianerne i Stillehavet sammen med den danske ambassadør. “Vi blev sat i en rundkreds sammen med 17 høvdinge. Og så måtte jeg forklare dem, hvorfor jeg synes, at de skulle give projektet en chance. Jeg forklarede, at de ved at stille en lang række krav til Ørsted og Siemens kunne få opdateret deres forældede elsystem og samtidig kræve gratis strøm eller fibernet. Måske et uddannelsescenter på øen eller et lokalt reservedelslager. Og hvis de stadig efter at have listet alle deres krav op mente, at det ikke var interessant, skulle de sige pænt nej tak.”

Haida Nation har i første omgang stemt nej til at få opsat en vindmøllepark, men arbejder fortsat med en bæredygtig energiplan. Og til september skal direktøren endnu en tur til Stillehavet for at følge op på udviklingen.

“Jeg arbejder i den danske stats tjeneste. Jeg arbejder aldrig for firmaerne. Jeg skriver i kontrakten, at jeg har frihed til at tale og handle, som jeg finder det nødvendigt. Og det er årsagen til, at de lytter til os. Vi er en troværdig fortælling, fordi vi ikke stopper markedsføring ned i halsen på dem.”

Kritik: Samsø står stille
Men ligesom den omkringfarende politiker kan blive udsat for hjemlig kritik, er ikke alle på Samsø lige begejstrede for direktørens internationale fokus.
Altinget har talt med projektkoordinator i Samsø Kommune Knud Tybirk. Han frygter, at øen er i fare for at blive overhalet af omverdenen.

“Energiakademiet er enormt gode til at folde historien om Samsø ud på et globalt plan. Men der er ikke sket så meget nyt på den tekniske front på Samsø de sidste ti år. Og vi ser, at resten af verden nu også producerer vedvarende energi,” siger han.

Knud Tybirk kæmper i disse år for at skabe opbakning til det biogasanlæg, som er en nødvendig dimension, hvis Samsø skal leve op til ambitionen om at lade færgen til Jylland sejle på lokalproduceret, grøn naturgas.

“Min bekymring er, om vi kan finde det investeringsmod, som gjorde, at Samsø fik rejst vindmøllerne i starten af nullerne. Vi står foran et nyt kapitel i øens historie. Og her er ord ikke længere nok.”

Søren Hermansen har svært ved at genkende kritikken.

“Jeg forstår ikke helt hans skeptiske holdning. Jeg kan godt se, at han er i klemme, fordi hans opgave var at skabe grundlag for et biogasprojekt. Det har vi også prøvet på Energiakademiet og har erkendt, at vi ikke kunne få det til at hænge sammen.”

Men har han en pointe i, at udviklingen på Samsø er gået i stå?

“Jeg synes, at det går forrygende med projektet. Målet var jo at dele erfaringerne på den internationale scene. Og det gør vi til fulde. Vi har dobbelt så mange gæster som State of Green, som er statens officielle grønne udstillingsvindue. Man kan så indvende, at vi er gået lidt i stå på den tekniske front, men vi er stadig langt foran resten af de danske kommuner, målt blandt andet på antallet af elbiler og varmepumper.”

Nej til Uffe Elbæk
I midten af maj fyldte Søren Hermansen 60. Og efter 20 år i spidsen for Samsøs grønne omstilling er det måske ved at være sidste udkald, hvis han skal nå at prøve kræfter med nye udfordringer i livet.

“Jeg får masser af henvendelser fra folk over hele verden. Og flere gange har jeg overvejet at blive selvstændig konsulent. Jeg elsker at være i dialog med folk. Og ofte vil folk bare gerne have, at jeg møder op. På den måde er jeg lidt af en rockstjerne. Jeg har lige optrådt på Al Gores show ’24 Hours of Reality’. Og hvis jeg begynder at gøre den slags op i reklameværdien for Danmark, er det klart, at det har en kæmpe værdi.”

Han holder en kort pause.

“Men hvis jeg først begynder at gå på kompromis med egne idealer, så bliver jeg også lidt en idiot. Og det gider jeg ikke være. Jeg har heller ikke brug for det.”

Og derfor bliver Søren boende på det lille husmandssted ned til stranden i Kolby Kås sammen med kære Malene, som i øvrigt står i spidsen for Energiakademiets kommunikationsarbejde.

“Grunden til, at jeg ikke flytter til København, er den samme. Hvad fanden skulle jeg lave inde i byen? Jeg har fået masser af interessante jobtilbud. Jeg er også blevet tilbudt at gå ind i politik. Uffe Elbæk bad mig være hans miljøminister. Jeg sagde, at jeg troede, at han ville være langt bedre stillet ved at have mig som personlig rådgiver på miljøområdet – og siden har han ikke efterspurgt min ekspertise.”

“Jeg sagde nej af samme årsag, som jeg ikke ønsker at arbejde for Ørsted. Jeg ville miste min troværdighed. Jeg ville blive stemplet med det samme og få et kæmpe Å midt i panden. Og det ville ikke gavne noget som helst. Jeg har stor respekt for at ville lave en ny samtalekultur, men politik er for mig at se ekstremt kortsigtet. Al Gore har ikke forandret en disse i toppolitik. Jeg var så inspireret af ‘En ubekvem sandhed’, da filmen kom frem, og sådan nogle talks laver jeg selv over hele verden i dag. Men det bedste, jeg ved, er at blive involveret i processen som med de canadiske indianersamfund.”

Men du kan ikke redde det globale klima fra Samsø. Hvis du vil gøre en reel forskel i verden, er du så ikke nødt til at træde op på en større scene?

“Jeg er enig i, at hastigheden går for langsomt. Og den måde, jeg arbejder på, speeder ikke processen op. Men det gør politik heller ikke. Når Lars Løkke Rasmussen er ude i verden, er han grøn som en vårhare. Og når han vender hjem igen, er han sort som kul. Den selvmodsigelse kan vi ikke bruge til noget. Den er utroværdig. Og det er desværre billedet på, at selvom politiske ledere på højt plan siger, at det skal gå stærkere, er der ingen, der har handlekraften til at få det til at ske.”

“Jeg kunne også gå med i hylekoret og stille mig op ved siden af Greta Thunberg foran Christiansborg. Det er patetisk at se en masse voksne mennesker falde i svime over Greta Thunberg – som i øvrigt gør det fremragende – når de samme mennesker kunne have handlet for længst. De maler dramatiske overskrifter op om verdens sande tilstand, men jeg kan ikke se omsætningen til praktik. Og derfor er jeg tilbage ved vores vej. Jeg tror, at den bedste måde at forandre verden på er ved at lade de tusinde blomster vokse. Og se resultaterne sprede sig som dynamiske ringe i vandet.”

Måske er Sørens Hermansens projekt slet ikke at redde verden. Men at bruge de globale udfordringer som katalysator til at lade verdens lokalsamfund redde sig selv. Og hvis det i sidste ende kan gøre en forskel for klimaet, er det så værd at tage med.

“Det ligger i Samsøs kollektive erindring, at vi er nødt til at være lidt foran og hurtigere end de andre. Ellers taber vi i sidste ende som afsondret lokalsamfund.”

Tilbage i Kolby Kås har Søren Hermansens fiskerjolle atter fundet ly for bølgerne i havnen. Arbejdsdagen trænger sig så småt på. Men først er der en halv times garn, der skal sorteres. Manden i kedeldragten med piben hængende fra mundvigen stikker hovedet ned i båden. Der går rygter om, at Jan skal fiske stort senere på dagen. Og så må det snart være nok med den frække sælhund, som æder oldernes fangst. Søren trækker vejret ind og filosoferer lidt over værdien af livet ved havet.

“Jeg kan lide havet som indikator for, at klimaet er ok. Og når jeg ser, at der er færre fisk i havet, minder det mig om, at det ikke er bullshit. At klimaforandringer ikke kun er noget, som man taler om i Paris eller på Christiansborg. Men at det betyder, at det ikke er til at fange torsk ved Samsø, men at der til gengæld er millioner af krabber. Det minder mig om, at der er en mening med arbejdet.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Hermansen

Direktør, Samsø Energiakademi, adjungeret professor, Aalborg Universitet
miljøstudier (Aarhus Uni.)

0:000:00