David Trads: Man får sympati med Løkke i stærk portrætbog

Da jeg får den nye Løkke-bog, skrevet af Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen, i hånden, er min umiddelbare tanke, at den her bog bliver virkelig hård ved statsministeren – ja, alene titlen For enhver pris sætter ærligt talt et hårdt anslag.

Men da jeg nogle timer senere – jep, jeg læste den medrivende bog i et langt stræk – var færdig med de 357 indholdstætte sider, sad jeg tilbage med en helt anden fornemmelse: Jeg fik kapitel for kapitel mere og mere sympati med Løkke – og det tror jeg også forfatterne fik.

Dramatiske scener
Bogen er opbygget kronologisk gennem 12 skarpe kapitler, der i det, man på tv kalder drama-dokumentarisme, genfortæller nogle af de allermest dramatiske scener fra en politisk epoke, som vitterlig er rig på lav- og højdepunkter. Der er virkelig gang i den:

I bogens efter min mening stærkeste kapitel er vi så tæt på, som vi hidtil har været i de forhandlinger, der fører til, at Venstre-regeringen udvides med Liberal Alliance og De Konservative.

David Trads

Vi begynder med ’Taberens triumf’, som genfortæller, hvordan Løkke blev statsminister i 2015 trods et eklatant valgnederlag. Vi slutter med ’Sprækker indefra’, der erindrer os om stigende modløshed helt op til nu blandt ministre og partifæller.

Bogen er ingen egentlig biografi om Lars Løkke Rasmussen, men det er tæt på. Vi får et virkelig godt closeup af en statsminister, som har brug for at udfolde alle sine talenter som politisk håndværker, fordi han agerer i en meget svær parlamentarisk virkelighed.

Det er klart, at forfatterne hælder salt i såret, når de indleder bogen med Løkkes famøse citat til Berlingske i maj 2014 om, at ”jeg vil ikke være statsminister for enhver pris. Hvis jeg skal være statsminister, skal jeg have plads til at føre min politik ud i livet”. Sådan gik det slet ikke.

En overlever af rang
Løkke er – ifølge forfatterne – en overlever af rang. Spidskompetencen, når det virkelig gælder, er at trænere, udsætte, forhale, så han via en kombination af benhårde bøllemetoder og overvenlig smiger kan få lokket venner og fjender ud af gordiske knuder og ned af træet.

Statsministeren vinder ikke hver gang. Langtfra.

Bogen opruller store nederlag – for eksempel da Søren Pape, som Løkke ellers tror, han kan tryne, fyrer Eva Kjer Hansen som fiskeriminister – men den giver også et unikt indblik i Løkkes manøvredygtighed.

Vi får – selvfølgelig – også fortalt, at statsministeren er villig til at ofre enhver, der står i vejen for hans evne til at komme videre. I ’Den første ofring’ kommer vi helt tæt på, hvordan Carl Holst, Løkkes nære ven, pludselig ignoreres, da han hænger og dingler. Han ofres.

Helt tæt på
I bogens efter min mening stærkeste kapitel, ’Hakkebøfmødet’, er vi så tæt på, som vi hidtil har været i de forhandlinger, der fører til, at Venstre-regeringen udvides med Liberal Alliance og De Konservative. Vel at mærke med Dansk Folkeparti som overdommer.

Det er Anders Samuelsen, LA’s leder, som ivrigt presser på for at komme i regering. Løkke har indset, at han ikke har det ’tryllestøv’, der skal til for at få fem procentpoints fald i topskatten, som LA kræver, og Samuelsen er også ved at forstå det. Løkkes tid er ved at rinde ud.

Men under et møde på Marienborg, hvor Løkke er sekunderet af Claus Hjort Frederiksen, og hvor Samuelsen tropper op sammen med Simon Emil Ammitzbøll, kommer LA-lederen pludselig med et forslag, som åbner helt nye muligheder:

”Lars og Claus,” siger Samuelsen, ”der er jo også en anden mulighed. Vi kan løse problemet én gang for alle: Vi dropper de fem procent hele vejen op – til gengæld indlemmer I os i regeringen.”

Under efterfølgende møder presser LA hårdt på – og Ammitzbøll bøjer pointerne i neon, da han meget direkte siger til Løkke og Hjort, som på det tidspunkt er finansminister:

”I kan selv bestemme det, om Liberal Alliance skal være et moderat eller et yderligtgående parti.”

Vi kender i dag alle svaret: Løkke bød LA ind i regeringen, LA opgav dets krav om lavere topskat. Klassisk Løkke. Han reddede sig fra en ydmygelse – og han fik endnu en chance. Det ser ikke altid kønt ud, når statsministeren holder på magten. Men han har den endnu.

Kan vi stole på det?
Den intime beskrivelse af dialogen, som Qvortrup og Trier eksempelvis giver af møderne mellem Løkke/Hjort og Samuelsen/Ammitzbøll, er selvsagt både bogens styrke og angrebsflanke. Vi kommer virkelig tæt på med direkte citater, men kan vi stole på det?

Personlig er jeg helt tryg ved, at vi er tæt på sandheden – dels fordi jeg kan genkende flere af forløbene fra egne kilder, dels fordi de to journalister bag bogen er troværdige.

Men når en bog udelukkende er baseret på anonyme kilder – slet ikke skriftlige – så bliver man sårbar.

Det virker eksempelvis, som om forfatterne har rigtigt gode kilder i Dansk Folkeparti og Venstre, og knap så gode hos De Konservative og især Liberal Alliance.

Det kommer til at forme visse forløb, hvor teksten udlægges mere venligt over for dem, de har talt mest med.

Nyheder i bogen
Politiske nørder – den slags, der sidder med næsen begravet i politiske nyheder dagen lang – vil måske ærgre sig over, at lange passager af bogen er genfortællinger af kendt viden. Alle andre vil imidlertid med stor fornøjelse kunne læse en meget velfortalt bog.

Der er i øvrigt masser af egentlige nyheder i bogen – eksempelvis om Løkkes fortsat anstrengte forhold til Kristian Jensen. Løkke, som givet har været nervøs for udgivelsen, bør i øvrigt ikke være utilfreds.

Jo, han fremstår rå; ja, han famler ofte; ja, han går meget på kompromis; ja, gamle skandaler rulles op; men, og det må være vigtigst for ham, bogen understreger også hans styrker.

Især hans manøvreevner. Nogle ville kalde det principløshed. Andre evnen til at beholde magten. 

Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen: For enhver pris, 357 sider, People's Press, udkommer 25. oktober 2018.