Efter Østergaards fald er Radikale tilbage i rollen som elitens fortrop

Det var ikke selve hånden
Med sagen om hænder på Lotte Rods lår og den håndtering, der onsdag førte til det vel nok mest overrumplende lederskifte i et parti siden jeg-ved-ikke-hvornår, er Radikale tilbage som elitens fortrop.

Det var ikke selve hånden på låret for ti år siden, der fældede ham, siger de. Men sådan vil de fleste mennesker opfatte det.

Alle dem, der ikke sidder og hører de politiske analytikere forklare, at Morten Østergaard ifølge kilder nærmest sad på krisemødet og løj sin folketingsgruppe lige op i ansigtet. Alle dem, der ikke minutiøst har set og læst alt, hvad Morten Østergaard er kommet til at sige til medierne om sexismesagen, som siden viste sig at være et røgslør for hans egen rolle.

Alle dem, der i forvejen synes, det er alt for meget med det MeToo. Alle dem m/k, der synes, der er for mange hysteriske kvinder i øjeblikket, og at de skulle til at slappe bare en smule af. Alle dem, der er bange for, om man ikke længere må give sin kvindelige kollega en kompliment eller have det sjovt til julefrokosten.

"En hånd på låret - Vor herre til hest"
De vil spørge hinanden, om det virkelig kan være rigtigt, at en partileder skal tvinges ud og bekende sine synder foran alle Danmarks medier og smides på porten fra den ene dag til den anden, fordi han tog en ung kvinde på låret for et årti tilbage.

De vil nikke forsigtigt, når Pernille Vermund som tidens nye Pia Kjærsgaard siger til TV 2: "Hvis det var mig, der havde fået lagt en hånd på låret af en mand for ti år siden, så ville jeg nok have glemt alt om det allerede".

De vil flække i et grin, når samme Vermund i Debatten på DR siger, at folk, der er så kontrollerede som Radikale, vil uddø som art, for de vil aldrig nå langt nok i en flirt til, at de kan forplante sig.

Eller måske vil de endda som tusindvis af andre skrive en vred kommentar til Lotte Rod på Facebook: "En hånd på låret – Vor herre til hest!".

Og de vil se, at dem, der nu overtager magten i partiet, er, hvad de vil kalde hard core feminister. 

Hermione-t-shirt
Partiets nye leder, Sofie Carsten Nielsen, havde ligestilling som en af sine mærkesager allerede ved sit første folketingsvalg i 2011. Og som håndfast politiker og debattør med selvtillid og en masse at have den i, når det gælder uddannelse og karriere, er hun et oplagt feministisk forbillede for yngre radikale vælgere i København, hvor hun er opstillet.  

Sofie Carsten Nielsen har i årevis talt for forandringer som øremærket barsel til mænd og bekæmpelse af sexchikane, som stadig flere bakker op om.

Men hun har også sagt, at hun fik associationer til tv-serien The Handmaids’ Tale om et totalitært, kvindefjendsk samfund og til racisme i USA’ s sydstater i 60'erne, da DF foreslog at betale danskere for at passe børn derhjemme, mens indvandrerbørn skulle tvinges i børnehave. Og hun har talt for kønsneutrale børnehaver og kønsneutrale pas og cpr-numre.  

Det er elitens - ikke folkets - ligestillingssager. 

Og selv om debatten om køn og grænser i disse uger åbner manges øjne, vil der formentlig stadig være et flertal, som rykker sig lidt uroligt på stolen, når de ser en kvinde med en feministisk statement t-shirt på. “Without Hermione Harry would have died in book #1,” står der på Sofie Carsten Nielsens. 

"Alle har jo kunnet komme til Sofie"
Efter onsdagens drama har Martin Lidegaard, som på krisemødet stillede op mod Carsten Nielsen i kampvalg om lederposten, bidraget til tegningen af en ny partiledelse, som i forhold til gennemsnitsdanskeren er radikal på ligestillingspolitikken. 

I Lidegaards version blev det ved kampvalget brugt imod ham, at man med ham som leder kunne risikere en ny mediesag om sexisme. 

“(…) En sag, hvor jeg ikke selv har nogen som helst erindring, men hvor Sofie Carsten Nielsen har fortalt mig – alle har jo kunnet komme til Sofie – at for nogle år siden er der én, der følte, at jeg måske kom for tæt på på et dansegulv. Og det var den sag, der ligesom blev nævnt. Jeg er selvfølgelig ked af, hvis det er rigtigt. Jeg kan desværre ikke huske det, og jeg ved ikke mere om det end det,” fortalte han torsdag til Berlingske og en række andre medier.

Elitens parti
Det er taberens fortælling, og vi ved ikke, hvad der er sket på det dansegulv. Men for dem, der i forvejen er trætte af den form, sexismebølgen har taget, vil Lidegaards historie udløse endnu et suk.

Billederne af Sofie Carsten Nielsen, Samira Nawa og Lotte Rod, der forlader Københavns Sorte Diamant onsdag aften efter Morten Østergaards fald, er billeder af et parti, som kun en snæver skare vil kunne se sig selv i. 

Dermed blev rejsen væk fra det elitære nærmere en smuttur ud og hjem. For Radikale er elitens parti. Om det er godt eller skidt, afhænger jo af øjnene, der ser. Men det, der skete på det kongelige bibliotek onsdag den 7. oktober, var i hvert fald antipopulistisk.

Om det også bliver et first move i begrebets egentlige forstand, kræver at andre følger efter.