Benny Damsgaard: Det radikale blodbad?

KOMMENTAR: Krisen i Radikale minder om det konservative blodbad i sluthalvfemserne. En moralsk sag har afdækket gamle politiske uenigheder og fløjdannelser. Krisen vil trække spor mange år frem, og for hver dag, der går, bliver regeringens efterår lidt lettere.

"Den ukrainske havneludder", "Bruntungen", "Judas-Bent".

Lækagerne, de gensidige beskyldninger, paranoiaen og til sidst også øgenavnene sad løst, da Det Konservative Folkeparti var ved at nedsmelte i interne magtkampe i sluthalvfemserne.

Væk var enhver fokus på politik og debat med den socialdemokratiske regering. I stedet var al energi og fokus på at bekrige den anden fløj på enhver tænkelig måde. Intet var helligt: Man gik efter hinandens privatliv, personlige forretninger og alt, hvad man ellers kunne få fat i.

At den konstante ballade og de evindelige skriverier samtidigt gjorde uopretteligt skade på partiet, blev af de involverede i øjeblikket opfattet som mindre væsentlig.

Begge sider havde hurtigt overbevist sig selv om, at hvis de andre vandt, så ville skaden være større. Målet helligede midlet.

Man skal have prøvet at være på indersiden af politiske magtkampe, før man helt forstår, hvor ondskabsfulde de er, og hvor meget de fylder.

Jeg arbejdede dengang i slutningen af halvfemserne som studentermedhjælp for partiet på Christiansborg og oplevede det på egen krop fra første parket.

For mig kostede oplevelsen lysten til politik i flere år efter. Personer, man før anså for gode kollegaer og måske ligefrem personlige venner, blev med ét ens fjender og er det for nogens vedkommende stadig.

Det Radikale Venstres igangværende krise er slet ikke dér, hvor den konservative var til sidst, hvor øgenavnene og modbydelighederne sad løsest.

Kigger man på opstarten af den konservative krise tilbage i 1997 og den seneste uge hos de radikale, er der imidlertid overraskende mange lighedstræk.

Begge kriser blev udløst af ikke-politiske sager, men alligevel genoplivede de lynhurtigt gamle politiske fløje, som mange havde glemt eksisterede.

Hans Engells tur ind i betonklodsen og fald fra magten genoplivede de gamle, konservative fløje fra striden mellem Ninn og Haunstrup-Clemmensen i 1970'erne, som igen kan føres helt tilbage til striden om Sydslesvig efter Anden Verdenskrig.

Hos Det Radikale Venstre var det Morten Østergaards krænkelser og manglerne i håndteringen, der fik det frem i lyset, at en del af folketingsgruppen ikke kan se sig i den meget konfrontatoriske linje over for regeringen, som især Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen har stået for.

I begge tilfælde er de nye ledere blevet voldsomt udfordret fra begyndelsen af interne beskyldninger om urent trav.

Per Stig Møller blev mødt med beskyldningen om, at han bevidst havde skjult sin egen gamle spiritusdom. Sofie Carsten Nielsen er blevet beskyldt for at dække over Morten Østergaards krænkelser og ikke tale sandt om, hvor meget hun har vidst undervejs.

I 1997 var genoplivningen af Per Stigs gamle sag orkestreret for at nedslide og stække ham. Hvem, der stod bag lækket, vides stadig ikke, men rygtet er i mange år gået på, at Ninn, som var kendt for sin elefanthukommelse, havde en finger med i spillet.

Om Ida Aukens angreb også er første del af en længere orkestreret nedslidning af den nye radikale leder eller bare udtryk for indestængt vrede, er ligeledes endnu uklart.

Det sidste kan nemt være tilfældet.

Politiske fløjkampe af den slags, som der foregik hos Det Konservative Folkeparti og som nu foregår hos Det Radikale Venstre, er i høj grad drevet af følelser.

Politik er for langt hovedparten af dem, der er politisk aktive, ikke bare et job. Det er ens liv og har ofte været det, siden man var ung. Man er følelsesmæssigt dybt involveret og agerer derfor ikke altid rationalt.

Derfor bliver kampene ofte meget hurtigt ekstremt giftige, personlige og langtrukne. Stadig i dag kan den konservative ballade, som efterhånden ligger 25 år tilbage i tiden, vække stærke følelser hos de involverede.

Om radikale tillidsfolk vil snakke om disse dages ballade om 25 år, vil blive afgjort over de næste par dage.

Det, der skulle til hos Det Konservative Folkeparti for at få ro på, var, at den største fløj erkendte, at den eneste måde at få tingene til at falde til ro var at dele magten.

Det førte til trioen Bendt Bendtsen, Brian Mikkelsen og Lene Espersen, som var i spidsen for partiet i de efterfølgende ti år. Og nok kom der ro på, men prisen var også høj.

Den interne politiske debat døde, ingen ville risikere at starte en ny runde ballade, og en lang række talenter som for eksempel Gitte Seeberg og Jens Heimburger blev skubbet ud i mørket.

For politisk interesserede er interne magtkampe altid super interessante. Det er som ugebladssladder: Rent slik til hjernen.

Realpolitisk er det dog langt mere interessant, hvilken indflydelse den nuværende radikale nedsmeltning vil få på regeringens parlamentariske og politiske muligheder.

Umiddelbart peger mest i retning af, at krisen er til fordel for regeringen. Regeringen står over for en række vanskelige klimaforhandlinger og en svær finanslov, hvor De Radikale allerede har været ude og true med, at de vil stemme nej.

Når Radikale Venstre i stedet er optaget af at slås med sig selv, er deres overskud til at slås med regeringen desto mindre.

Det var i hvert fald erfaringen fra den konservative nedsmeltning. Det skulle alt andet lige gøre efteråret lidt lettere for regeringen.

-----

Benny Damsgaard (født 1971) er selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver og tidligere kommunikationschef i Det Konservative Folkeparti. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel David Trads: Joe Biden er snart 78 år. Er han for gammel? David Trads: Joe Biden er snart 78 år. Er han for gammel? Næste artikel Nikolaj Saadat: Hvem stoler på Sofie Carsten Nielsen? Nikolaj Saadat: Hvem stoler på Sofie Carsten Nielsen?
Rigsretten punkterer Løkkes drøm om den magiske midte

Rigsretten punkterer Løkkes drøm om den magiske midte

ANALYSE: Med sit nej til en rigsretssag har den nye LLR-bevægelse for første gang meldt ud om konkret politik. Den placerede sig et andet sted end alle andre midterpartier. Det er et varsel om hverdagens realiteter, hvis Løkkes nye folkebevægelse bliver til et parti.