Lars Trier Mogensen: Socialdemokratiets klimapolitik lugter af løftebrud

Selv hvis S-regeringen havde viljen, mangler evnerne til for alvor at sætte gang i den grønne omstilling.

Skattevæsenet er bombet så dybt i knæ, at Skat stadig ikke engang er i stand til at udfærdige retvisende ejendomsvurderinger, og en endnu mere omfattende opgave med at udvikle en avanceret CO2-afgift ligner umiddelbart en umulig mission.

Skatteminister Morten Bødskov (S) nøjedes da også med kun at satse på det sikre, da han mandag præsenterede regeringens udspil til en såkaldt "grøn" skattereform. Frem for at fremlægge et konkret udkast til en ny CO2-afgift, som hele otte partier i Folketinget ellers enedes om i juni, indskrænkede skatteministeren sig til kun at foreslå, at de allerede eksisterende energiafgifter skal hæves og rulles bredere ud.

"Nu tager vi fat med de værktøjer, vi har i værktøjskassen nu," lød det hyperpragmatisk fra skatteministeren, da han med klimaminister Dan Jørgensen (S) som en akavet statist fremlagde 'Grøn skattereform #1' med den sigende undertitel "På vej mod et grønnere Danmark".

For der er lang vej. 

Socialdemokratiets klimapolitik må i dag karakteriseres som 'business-as-usual plus': I det store hele skal butikken køres uændret videre – med nogle små justeringer, der helst ikke må kunne mærkes. Risikoen for et nyt it-sammenbrud er dog kun én af de bagvedliggende forklaringer på S-regeringens faldende ambitioner på det grønne område.

Når klimapolitikken bliver konkret, bliver den også kontroversiel, og S-regeringen har lige nu ikke brug for en ny og større konfrontation med hverken landbefolkningen eller forstadsvælgerne.

Lars Trier Mogensen

Hovedmotivet til langsommeligheden er klassisk og taktisk vælgermaksimering, for der er mange mulige swingvælgere i at fremtræde mere eller mindre antigrøn. Og kynisk betragtet har S-regeringen endnu en del at vinde på at tale kulsort.

Evnerne mangler, men det gør viljen bestemt også. Når klimapolitikken bliver konkret, bliver den også kontroversiel, og S-regeringen har lige nu ikke brug for en ny og større konfrontation med hverken landbefolkningen eller forstadsvælgerne. Så hellere trække tiden ud, helst om på den anden side af næste folketingsvalg, og så tage det rituelle slagsmål med støttepartierne i forhandlingerne.

Enhedslisten, SF og Radikale Venstre er ganske vist dybt frustrerede og havde nok også oprigtigt troet på, at S-regeringen rent faktisk ville gøre alvor af hensigtserklæringerne fra forståelsespapiret. Men realpolitisk er der ikke meget, som støttepartierne kan gøre. Slet ikke efter den nye leder af Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, har afblæst alle valgtrusler.

Så selv om det umiddelbart kan virke ubekvemt for Socialdemokratiet, at alle eksperter, organisationer og grønne græsrødder straks har været ude og kalde mandagens udspil for "uambitiøst" og "ineffektivt", ja, så er det ikke ligefrem verdens undergang for regeringstoppen. For Socialdemokratiet har tydeligvis intet ønske om at fremstå progressivt, endsige elitært.

Ved at stille sig afventende, fodslæbende og vrangvilligt an i klimadebatten forsøger S-regeringen at opnå den samme form for småborgerfolkelighed, som kursskiftet i udlændingepolitikken og den nye EU-skeptiske linje også skal understøtte. Socialdemokratiet vil ikke skræmme carport-Danmark, og her er det kun en fordel, når klimaklogeågerne himler op.

Klimapolitikken er således ved at blive forvandlet til en ny kulturkamp, hvor Socialdemokratiet forsøger at appellere direkte til borgerligtsindede vælgere i provinsen og ude i parcelhuskvartererne.

Vælgermæssigt er den sorte manøvre ikke videre risikabel for S-regeringen. Tværtimod. De grønne vælgere, som er skuffede over Socialdemokratiets sløvhed, kan jo som udgangspunkt ikke gå mange andre steder hen end til støttepartierne, og da regeringen samtidig kan håbe på at vinde øget opbakning fra alle dem, der frygter for morgendagens priser på diesel og tilbudsflæsk, tegner det samlede regnskab sig gunstigt.

Reaktionerne fra oppositionen er heller ikke farlige. Ingen forestiller sig, at en Venstre-regering ville have sat mere turbo på den grønne omstilling, og derfor klinger det hult, når Jakob Ellemann-Jensen udtaler:

"Jeg havde ønsket mig den store Imperial Star Destroyer fra Lego, og så fik jeg fire Duplo-klodser i stedet. Det er jo fint, dem er der ikke noget galt i. Men det var bare ikke dét, vi havde aftalt."

Formelt er det dog ubestrideligt, at S-regeringen ikke lever op til ordlyden i klimaaftalen fra juni. Her skrev alle partier – med undtagelse af Nye Borgerlige – under på, at "der er enighed om, at CO2-beskatning bør være et afgørende instrument til at indfri den ambitiøse 70-procentsmålsætning". Og videre: "Aftalepartierne forpligter derfor regeringen til at udarbejde et oplæg til en grøn skattereform og indkalde til forhandlinger herom i efteråret 2020".

Konkret blev S-regeringen pålagt at præsentere "en ensartet CO2e-afgift", hvor det lille e står for ækvivalenter, altså andre drivhusgassers forholdsmæssige indvirkning på den globale opvarmning.

Men Socialdemokratiet har ikke travlt, og derfor har skatteminister Morten Bødskov da også valgt at fokusere på en anden passage i aftalen, nemlig sætningen: "Partierne anerkender det betydelige udviklingsarbejde forbundet med en effektiv CO2e-afgift". 

På godt og ondt er status, at det danske skattevæsen – efter flere års serielle sammenbrud, mislykkede organisationseksperimenter, bevidst underbemanding og ledelsesmæssig inkompetence  – endnu ikke har kapacitet og driftssikkerhed til at kunne eksekvere en "effektiv CO2e-afgift".

Når det kommer til massive, digitale omstillingsprojekter er Danmark desværre ikke længere et foregangsland, snarere et kaos af uformåen og løse ender. Men dét gør kun udfordringen endnu mere påtrængende.

Ligesom skatteminister Morten Bødskov i september måtte udskyde de længe ventede ejendomsvurderinger – for sjette gang i alt – kan udviklingen af CO2e-afgiften potentielt også komme til at trække i langdrag. Sammenlignet med de udskudte ejendomsvurderinger, som har været dysfunktionelle siden 2011, kan man ligefrem frygte, at det kan blive svært at nå at få en gennemarbejdet og virkningsfuld CO2e-afgift på plads inden 2030.

Konceptet er ellers uomgængeligt: Enhver, der har beskæftiget sig seriøst med, hvordan den danske udledning af drivhusgasser bedst og billigst kan nedbringes med 70 procent i 2030, anbefaler en CO2e-afgift. Eller rettere sagt: Alle andre end S-regeringen.

For det passer tilsyneladende socialdemokraterne fint at udskyde netop det instrument, som på den ene side ville rykke substantielt, men som på den anden side også ville kunne mærkes af både borgere og virksomheder, og derfor er politisk ubelejligt.

Regeringens plan B er nu at stavre videre med en klodset og gammeldags form for energiafgift, som hverken rammer CO2-udledningen eller øger efterspørgslen efter den nye cutting edge-klimateknologi, der i stigende grad udvikles uden for Danmark. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at den innovative del af erhvervslivet også har mistet tålmodigheden med S-regeringen.

End ikke den pulje på 5,2 milliarder kroner, som S-regeringen vil uddele i lempelser til erhvervslivet – og som ikke engang behøver at blive brugt på grønne investeringer – vækker større begejstring.

Som i en omvendt verden er det nu den administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, som presser på for en reel omstilling og derfor kritiserer udskydelsen af CO2-afgiften: "Den grønne skattereform bør i stedet adressere CO2, for det er jo det, som vi vil have mindre af," lyder det fra den tidligere konservative økonomi- og erhvervsminister.