Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: Frederiksen forærer Ellemann vejen tilbage til flertallet

KOMMENTAR: S-regeringen spiller ekstremt højt spil ved at afvise enhver coronakritik fra den borgerlige opposition som fnidder. I takt med at restriktionerne fremstår mere og mere vilkårlige for vælgerne, er statsministeren ved at miste sin autoritet som commander in chief, skriver Lars Trier Mogensen.

Mette Frederiksen (S) har med sin bedrevidenhed og enevældige dumstædighed foræret Jakob Ellemann-Jensen (V) en vej tilbage til vælgerflertallet, skriver Lars Trier Mogensen.
Mette Frederiksen (S) har med sin bedrevidenhed og enevældige dumstædighed foræret Jakob Ellemann-Jensen (V) en vej tilbage til vælgerflertallet, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sejre har normalt mange fædre, dog ikke her i Danmark.

I foråret greb statsminister Mette Frederiksen (S) først magten alene og tog dernæst hele æren for, at coronapandemien – i første omgang – ramte Danmark mindre fatalt end i andre lande.

Med den hastegodkendte epidemilov i hånden kunne hun træffe overvældende beslutninger henover hovedet på resten af Folketinget, og da smittetallene begyndte at dykke, måtte man forstå, at dét var S-regeringens fulde fortjeneste.

Mette Frederiksen lod ingen i tvivl om, at det var hendes resolutte beslutsomhed og egensindige vilje til at suspendere den almindelige parlamentariske palaver, som havde reddet Danmark fra den omsiggribende febervildelse og udbredte kvælningsdød. Dengang lod S-regeringen sig hylde alene – og de andre partier så sig reduceret til anonyme gummistempler.

Fakta
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det begyndende nederlag vil derfor heller ikke blive forældreløst. Modsat det berømte citat af John F. Kennedy om, at "sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst", har Mette Frederiksen optrådt så hovskisnovski henover den lyse sommer, at hun risikerer at blive holdt eneansvarlig for den vintermørke nedtur, som Danmark er i færd med at blive ramt af.

Den voksende coronatræthed, som særligt spreder sig blandt yngre og selvstændigt erhvervsdrivende, og som forstærkes af vilkårligheden i de omskiftelige restriktioner, er ved at forplante sig til en ny form for Mette-misnøje.

Den enestående popularitet, som Mette Frederiksen nød for et halvt år siden, synes at have virket så magtberusende, at socialdemokraterne måske har glemt, at de kun repræsenterer en tredjedel af vælgerne.

Lars Trier Mogensen

Statsministeren er tydeligvis ikke ufejlbarlig, og uden opbakning fra et enigt Folketing bliver Mette Frederiksen nu holdt personligt ansvarlig for de stadig mere irriterende, begrænsende og økonomisk ødelæggende følgevirkninger af coronabekæmpelsen. Vælgerskredet lader dog endnu vente på sig.

Foreløbigt er Socialdemokratiet ikke blevet straffet markant af vælgerne. I de to nyeste meningsmålingerne står regeringspartiet kun til en tilbagegang på et par procentpoint.

Hos Megafon glider sosserne ned på 27,9 procent, mens Voxmeter viser en aktuel opbakning på 29,7 procent, og dermed ligger Socialdemokratiet begge steder væsentligt over valgresultatet fra sidste år.

Ikke desto mindre er der tale om et skelsættende dyk siden sommerferien. Mette Frederiksens historiske rolle som en slags commander in chief er ved at klinge af.

Retfærdigvis kan den faldende vælgerstøtte også forklares med andre faktorer end coronatræthed og Mette-misnøje, ikke mindst #metoo-balladen og uroen i kølvandet på overborgmester Frank Jensens (S) ydmygende exit.

Men det nye covid19-backlash spiller også ind, og den negative coronaeffekt er næppe heller slået fuldt igennem endnu.

Først her i løbet af den seneste uge har de borgerlige partier turdet sige fra og nægtet at lade sig bruge som passiv legitimering af de beslutninger, som S-regeringen har truffet på forhånd.

Sammenlignet med forløbet i foråret, hvor alle partier samvittighedsfuldt valgte at blåstemple de restriktioner, som statsminister Mette Frederiksen og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) havde magt til selv at gennemføre, er der nu ved at ske et banebrydende omslag.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, trådte skarpere i karakter end nogensinde før, da han fredag skrev på Twitter:

"Regeringen er ved at miste kontrollen med corona. Test, opsporing og inddæmning halter. Restriktioner meldes ud i øst og vest. Erhvervslivet bløder, og Folketinget holdes ud i strakt arm. Det går ikke".

Formelt set kan Jakob Ellemann-Jensen ganske vist intet gøre, eftersom Venstre og de andre partier for længst har videredelegeret alle beføjelser til S-regeringen.

Realpolitisk har udmeldingen dermed mest karakter af et råb om hjælp. Men meldingen fra Ellemann-Jensen er trods alt et vidnesbyrd om, at stemningen for alvor er skiftet, og coronapolitikken for første gang i et halvt år er blevet politiseret.

Venstres formand udfordrer direkte den mørkelagte konsensus, som hidtil har hersket på Christiansborg, og appellerer derved til de flere og flere vælgere, som enten allerede har mistet tilliden til statsministerens zigzagkurs eller er ved at miste overblikket over de konstante og lunefulde ændringer.

Jakob Ellemann-Jensen rammer dybt ned i en folkelig snusfornuft, når han nu siger: "Hvis man ikke fra myndighedernes side kan forklare restriktioner, så vil vi som politikere heller ikke forsvare dem. For så mister vi altså legitimiteten for danskerne".

Modviljen mod Mette Frederiksen har også fået Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til at sige klart fra:

"Vi skal have demokratiet genindført, så det ikke alene er ét parti med regeringsmagt pt, som indskrænker danskernes frihed! Sådanne vigtige beslutninger skal basere sig på beslutninger i Folketinget! Af et flertal. Ikke kun en orientering kort tid før pressemøde," skrev Thulesen Dahl umiddelbart efter fredagens pressemøde.

Læs også

Tankevækkende nok har Socialdemokratiet valgt at gå til direkte modangreb.

S-regeringen har således valgt en dumdristig kurs i den døgnaktuelle debat om nye restriktioner og kompensationsordninger her i anden coronabølge.

I stedet for at søge bred, parlamentarisk støtte til det seneste katalog af påbud og anbefalinger er S-regeringen iværksat en modoffensiv mod de borgerlige.

Socialdemokratiets loyale løjtnanter på sociale medier forsøger at affeje kritikken som fnidder og mudderkast og gør sig mange anstrengelser for at tegne et billede, hvor en statsminister med internationalt format står på den ene side, mens borgerlige sognerådspolitikere puster sig op på den anden side med mindreværd og misundelse.

Måske vil udskamningen ligefrem virke efter hensigten? Måske vil Jakob Ellemann-Jensen og Kristian Thulesen Dahl blive opfattet som forsmåede undermålere, der ikke selv ville have kunnet håndtere en pandemi?

Men udskamningen vil i givet fald nok kun virke på de allerede omvendte. For selvom smittetallene stiger i Danmark, er situationen i dag meget langt fra et rædselsscenario, hvor hele sundhedsvæsnet kollapser i en kaotisk dødsmesse.

Kapaciteten på landets intensivafdelinger virker fuldt ud betryggende, og netop derfor er det ikke længere et perifert spørgsmål, hvordan og på hvilket grundlag de meget vidtgående beslutninger træffes.

I dag er der – modsat situationen i det rådvilde forår, hvor ingen kendte sygdommen – tid til at fremskaffe og fremlægge dokumentation for virkningerne af forskellige tiltag. Alt behøver ikke længere at ske i panik.

Oppositionen står faktisk på en solid platform, når partilederne nu stiller sig på tværs af S-regeringens fortsatte egenrådighed.

Den danske coronastrategi med en stram politisk topstyring og pludselige, hemmelighedsfulde ordre, der skifter med stor vilkårlighed, har blottet sine svagheder.

Blot at afvise enhver kritik som udslag af enten skøre konspirationsteorier og dumme drillerier virker derfor også mere og mere politisk risikabelt for S-regeringen.

Som en krigsskadeomkostning ved coronabekæmpelsen er statsministeren nemlig endt med at polarisere tilliden til de offentlige myndigheder:

Hidtil har det store vælgerflertal bakket blindt op om Mette Frederiksen, og skepsissen har været forbeholdt et lille mindretal. Men nu, hvor stemningen er begyndt at vende, vil det være naivt at tro, at alle borgere bare vil makke ret fremover.

Covid-19 er blevet polemik, og flere og flere borgere begynder derfor at forvente, at alle beslutninger skal begrundes åbent og sagligt og ikke blot henføres til, at myndighederne rent juridisk har fået tildelt beføjelser til selv at kunne gennemtvinge restriktionerne med magt.

Uanset hvad myndighederne formelt dekreterer, virker det sandsynligt, at en stor og stigende gruppe vil begynde at opføre sig, som de har lyst til eller selv finder meningsfuldt.

De belærende ord preller simpelthen af på flere og flere, og det har tydeligvist mistet sin opdragende effekt, når statsminister Mette Frederiksen udtaler sig på pressemøder. Coronatrætheden slår i stigende grad ud i ligegyldighed og trodsighed.

I forhold til coronabekæmpelsen kan timingen mildest talt siges at være uheldig, for paradoksalt nok stiger behovet for bred politisk enighed, når coronatrætheden spreder sig.

Når stadig flere opgiver at følge med og bare gør, som de selv vil, vokser behovet således for, at politikerne kan blive enige om nogle få og enkle regler, ja, kættersk nok præcist, som de gjorde med rolig hånd fra begyndelsen i Sverige.

Rent virologisk er regeringens autoritetstab det sidste, der er brug for lige nu. Men når borgerne ikke længere instinktivt forstår logikken bag nye restriktioner, og myndighederne heller ikke formår at dokumentere tiltagene med sundhedsfaglig evidens, før de eventuelt bliver lavet om – hvis ikke ligefrem ændres til det stik modsatte af tidligere – er det altså ikke vælgerne, som har et forklaringsproblem. Så er det statsministeren og hendes embedsapparat, som har tabt borgerne.

Hovmodet står for fald, og Mette Frederiksen risikerer at blive ramt af nemesis.

Når man spiller højt spil og kun dobler ekstra op undervejs, som statsministeren har gjort igennem hele sundhedskrisen, kan man nemlig også tabe stort.

Særligt når den faktiske sygdomsudvikling er helt ude af statsministerens egne hænder og reelt afhænger af tusindvis af tilfældige faktorer.

Mette-misnøjen er dog ikke nogen naturlov. Politiseringen af coronabekæmpelsen kan potentielt falde ud til både S-regeringen og oppositionens fordel.

På kort sigt kan det ikke udelukkes, at Mette Frederiksen får held med at udskamme de borgerlige partier, særligt hvis smittetallene og sågar dødeligheden vokser eksponentielt.

Men på længere sigt er der – heldigvis – intet, som tyder på, at Danmark skulle være på vej mod den røde kurve fra regeringens berømte planche, som heller ikke er blevet fremvist i flere måneder. Den røde kurve har vist sig at være en bøhmand i Danmark.

Lykkeligvis er Danmark ikke og har heller ikke været i en epidemisk undtagelsestilstand, hvor hospitalerne balancerer på kanten af sammenbrud.

Og derfor har oppositionen en slidstærk indvending, når de nu kræver de hidtidige, magtfuldkomne mavefornemmelser afløst af sundhedsfaglig dokumentation og demokratisk legitimitet.

Hvis Mette Frederiksen står stædigt fast på, at hun alene har ret, risikerer hun, at forårets statsministereffekt afløses af en udbredt Mette-misnøje.

Hvad der begyndte som en politisk triumf, hvor den smalle etpartiregering kunne handle hurtigt og resolut, er nu ved at udvikle sig til en administrativ fiasko, hvor restriktionerne kan ende med kun at blive fulgt af dem, der enten er mest sygdomsangste eller bedsteborgerligt lovformelige, mens store dele af befolkningen – ikke mindst de unge – modsat begynder at gøre, hvad der passer dem.

Den enestående popularitet, som Mette Frederiksen nød for et halvt år siden, synes at have virket så magtberusende, at socialdemokraterne måske har glemt, at de kun repræsenterer en tredjedel af vælgerne – på en god dag, vel at mærke.

Og om et halvt år med øget arbejdsløshed, forretningslukninger og coronatristesse kan styrkeforholdet være forskubbet yderligere.

Den snigende misnøje behøver dog ikke at forplante sig direkte i øget opbakning til de borgerlige partier. Blå blok har tidligere forplumret alt for sig selv og spildt kræfterne på interne slagsmål. Det kan bestemt ske igen.

Men statsminister Mette Frederiksen har med sin fortsat tillukkede bedrevidenhed og enevældige dumstædighed foræret Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen en farbar vej tilbage til vælgerflertallet.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00