Kommentar af 
Lars Trier Mogensen

Lars Trier Mogensen: DF's fumleri med Arne-aftalen indvarsler en ny politisk virkelighed

KOMMENTAR: Med forliget om tidlig pension er statsminister Mette Frederiksen overrumplende tæt på at have erobret midten og opløst blokpolitikken, simpelthen fordi S-regeringen nu har bevist, at den snildt kan operere på kryds og tværs af Folketinget med skiftende ideologiske flertal.

Med ét slag har den nye Arne-alliance givet S-regeringen et langt mere sikkert parlamentarisk fundament, skriver Lars Trier Mogensen.
Med ét slag har den nye Arne-alliance givet S-regeringen et langt mere sikkert parlamentarisk fundament, skriver Lars Trier Mogensen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Arne-alliancen har rystet det politiske spillebræt. Brikkerne er kastet rundt på ny, og den borgerlige blok står alvorligt svækket tilbage. Forladt, livløs og skindød. Omvendt har S-regeringen kunnet rykke selvsikkert frem – og indtage endnu flere gamle vælgerbastioner rundt om i landet.

Dynamikken i dansk politik er pludselig ændret. Igen. For endnu engang har Dansk Folkeparti ladet sig lokke ud af geleddet blandt de blå partier: Med opbakningen til lørdagens aftale om en ny ret til tidlig pension har partiformand Kristian Thulesen Dahl atter byttet side – til ensidig fordel for Socialdemokratiet.

Aldrig har Dansk Folkepartis 16 mandater været så kritisk afgørende, og aldrig har partiformand Kristian Thulesen Dahl evnet at veksle sine mandater til så få og små resultater. Begge bølger af krav – først om udlændingestramninger og dernæst om en udvidelse af Arne-ordningen – blev droppet undervejs, uden at Dansk Folkeparti formåede at opnå andre markante modydelser.

Realpolitisk, symbolsk og vælgermæssigt er Arne-pensionen kulmineret som en historisk triumf for statsminister Mette Frederiksen (S), og da Dansk Folkeparti ikke engang endte med at få synlige og kontante indrømmelser, kan og skal det ikke overvurderes, hvor skelsættende aftalen kan blive for dansk politik. Fronterne er i opløsning.

Fakta
Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Med ét slag har den nye Arne-alliance givet S-regeringen et langt mere sikkert parlamentarisk fundament, for udover de eksisterende flertalsmuligheder med såvel støttepartierne som Venstre alene, har statsministeren nu fået også fået bedre muligheder for at spille dem alle sammen ud direkte mod hinanden.

Støtten fra Dansk Folkeparti har altså ikke alene hjulpet Mette Frederiksen til at realisere Socialdemokratiets største valgløfte, men har også brudt det politiske Christiansborg-landskab op og gjort det mere end usikkert, hvad Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen kan regne med op til og efter næste folketingsvalg.

Blåstemplingen af Socialdemokratiet giver reelt kun politisk mening, hvis Dansk Folkeparti satser på at indgå flere og nye forlig med regeringen.

Lars Trier Mogensen

For på samme måde som Radikale Venstre tidligere har evnet at rokere blok-tilhørsforhold og på skift indgået omfattende økonomiske aftaler med både højre- og venstrefløjen, har Dansk Folkeparti nu også endegyldigt løsrevet sig fra den borgerlige blok. Fremover vil det altid være tvetydigt, hvem Dansk Folkeparti vil ende med at støtte, når det for alvor gælder.

Det mest opsigtsvækkende er imidlertid, at Dansk Folkeparti ikke engang har fået markante og kontante indrømmelser for nu at lægge stemmer til statsministerens personlige pensionsløfte. Tværtimod er det hverken lykkedes for Dansk Folkeparti at udvide anciennitetsmodellen mærkbart, at hæve ydelsesbeløbet eller få strammet udlændingepolitikken yderligere.

Den endelige Arne-model ligger bemærkelsesværdigt tæt det udspil, som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) langt om længe præsenterede for offentligheden sidst i august. Rent teknisk er det selv sagt blevet filet hist og her, men hverken Kristian Thulesen Dahl eller DF’s chefforhandler René Christensen kan meningsfuldt hævde, at de har fået presset S-regeringen til at gøre noget som helst, som Socialdemokratiet ikke på forhånd selv har ønsket.

Efter mere end års vilde spekulationer om, hvad Dansk Folkeparti enten kunne finde på at kræve ultimativt eller ligefrem bruge som lokkemad for at bringe Mette Frederiksen til fald, er klappet sammen som en total fuser: På bizar vis er Kristian Thulesen Dahl endt med at opføre sig, som om han var leder af et parlamentarisk støtteparti.

End ikke et lille iscenesat drama i sidste øjeblik bidrog til at skabe spænding. Netop som Radikale Venstres detroniserede leder Morten Østergaard gik til bekendelse på Facebook om yderligere tre tilfælde af ”uønsket seksuel kontakt fra min side”, forsøgte Dansk Folkeparti fredag eftermiddag at spille kostbare – og udeblev fra slutforhandlingerne.

Men Dansk Folkeparti havde for længst accepteret grundmodellen i Arne-løsningen, og da Kristian Thulesen Dahl heller ikke evnede at forklare, hvad han egentlig krævede af ændringer, kunne han lige så godt sende finansordfører René Christensen tilbage til Beskæftigelsesministeriet.

Kun de mest nørdede arbejdsmarkedsfreaks vil i fremtiden kreditere Dansk Folkeparti for de små ændringer, som de rent faktisk fik igennem, for eksempel at grænsen for at være berettiget til seniorpension hæves fra 15 til 18 timers arbejdsduelighed, at den kommunale beskæftigelsesindsats skal omorganiseres, så der kan spares en milliard kroner, samt at indførslen af såkaldte ”digitale salgsregistreringssystemer” fremrykkes nogle år.

Fraværet af klassiske DF-mærkesager er larmende. Sidst i sommerferien gik Kristian Thulesen Dahl ellers i offensiven med fire krav. Dengang hed det, at ”der skal være et kryds mellem tidlig pension og udlændinge”. Absolut intet er lykkedes.

Konkret krævede Dansk Folkeparti tilbage i juli – som en præmis for at lægge stemmer til Arne-pensionen – at S-regeringen skulle indvilge i at tvangshjemsende flere flygtninge, at udlændinge skulle skæres yderligere i ydelserne, at der skulle indføres loft over antallet af ikkevestlige indvandrere i Danmark, og at en række offentlige ydelser kun skulle udbetales efter et optjeningsprincip.

Da disse fire krav om udlændingestramninger kuldsejlede, forsøgte Kristian Thulesen Dahl sig i stedet med et andet krav: ”Vi går ind i forhandlingslokalet for at finde en løsning. Vi kerer os om de her mennesker, som har arbejdet rigtig mange år og typisk har haft de fysisk mest nedslidende job,” sagde Kristian Thulesen Dahl, da S-regeringen havde fremlagt udspillet.

Frem for ”et kryds mellem tidlig pension og udlændinge” ville Dansk Folkeparti nu have flere omfattet af retten til tidlig tilbagetrækning og krævede samtidig, at ydelsen på 13.550 kroner om måneden skulle hæves. Begge dele viste sig dog forventeligt at koste ekstra milliarder af skattekroner, og undervejs besindede DF-forhandlerne sig derfor på, at de heller kunne komme igennem med dette andet krav.

Sammenlignet med Dansk Folkepartis to bølger af mislykkede krav er der altså ikke meget symbolsk smæk for skillingen over, at Dansk Folkeparti i stedet har fået afsat et millionbeløb til seniorpension-ordningen.

For de få nedslidte danskere, der rent faktisk får gavn af justeringen, vil det selv sagt være en klar forbedring, men i det samlede billede må det konstateres, at Kristian Thulesen Dahl ganske enkelt ikke har formåede at veksle sine mandater til andet end småtekniske præciseringer, som SF og Enhedslisten tilmed har været enige i eller ligefrem selv foreslået.

Læs også

Forklaringerne på Dansk Folkepartis pauvre resultater er for så vidt ligegyldige. Ingen fortæller tabernes historie, og der vil derfor heller ikke være noget stort publikum, når Kristian Thulesen Dahl i de kommende uger og måneder skal forsøge at forklare, hvorfor han droppede DF-mærkesagerne, aflyste truslerne mod S-regeringen og endte med blot at acceptere en række justeringer, som Beskæftigelsesministeriet på forhånd selv havde beregnet og formuleret.

Dansk Folkeparti vil helst bare hurtigt videre. Men den nye realpolitiske virkelighed kan ikke viskes væk: Kristian Thulesen Dahl har reddet Mette Frederiksen fra en potentiel ydmygelse, uden at få noget for det, og blåstemplingen af Socialdemokratiet giver reelt kun politisk mening, hvis Dansk Folkeparti satser på at indgå flere og nye forlig med regeringen. Betalingen må komme senere.

Hvis Arne-alliancen ikke bliver begyndelsen til, at det velfærdspolitiske flertal mellem Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og venstrefløjen nu begynder at arbejde tættere sammen – uden om Radikale Venstre – vil Kristian Thulesen Dahl kun have medvirket til at styrke statsminister Mette Frederiksen og svække Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen tilsvarende, uden noget strategisk formål.

Masterplanen for Dansk Folkeparti må derfor være, at der nu skal laves endnu flere forlig direkte med sosserne. Ellers har hele forløbet jo været spildt, rent parlamentarisk, og blå blok er blevet splintret til atomer til ingen verdens nytte. Selv om det sidste scenario ikke kan udelukkes, er det alligevel næsten lidt for tragisk, hvis Kristian Thulesen Dahl har fejret Dansk Folkepartis 25-års fødselsdagsuge ved at optræde som nyttig idiot for S-regeringen.

I indeværende valgperioden vil der ikke opstå et nyt forhandlingsforløb, og der vil heller ikke være ét parti, hvis mandater vil være lige så udslagsgivende, som Dansk Folkeparti har stået her i det langstrakte Arne-drama. Kristian Thulesen Dahl spillede sit eneste trumfkort uden at få gevinst‚ og nu er presset taget af Mette Frederiksen.

Regeringstoppen kan se frem til en langt mindre tilspidset parlamentarisk situation, hvor de forskellige flertalsmuligheder kan spilles ud mod hinanden. Med Arne-pensionen leveret, har Socialdemokratiet ikke flere store uindfriede valgløfter, som statsministerens troværdighed står og falder med. Det muliges kunst vil fremover være alt rigeligt for S-regeringen.

Flere partier tegner tilmed til at ville byde sig til. I en situation, hvor Radikale Venstre er i indre opløsning, vil den nye leder Sofie Carsten Nielsen på den ene side være nødt til at overveje, hvordan hun kan skabe lidt ro i partiet ved at skabe konkrete resultater gennem et tættere samarbejde med S-regeringen. Radikale bliver lettere at have med at gøre for Mette Frederiksen i de næste mange måneder.

I en sprængt borgerlig blok, hvor ingen længere rigtigt tror på Jakob Ellemann-Jensen som en realistisk statsministerkandidat ved næste folketingsvalg, vil Venstre på anden side også kunne fristes til at indgå større forlig på politi- og klimaområderne. Konservatives formand Søren Pape Poulsen har allerede ved Folketingets åbningsdebat budt sig til med mandater til et nyt sundhedsforlig, som S-regeringen også hellere end gerne vil lave henover midten.

Med sin mere eller mindre betingelsesløse opbakning til Arne-pensionen har Kristian Thulesen Dahl sprængt de gamle blokke, og givet statsminister Mette Frederiksen sjældent gunstige muligheder for at dele og herske sig videre gennem valgperioden med skiftende flertal.

For alle praktiske formål har oppositionen trukket sig tidligt tilbage – uden større værdighed: Blå blok virker nedslidt, smerteplaget og begyndende dement.

..... 

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er medvært på podcasten BorgenUnplugged og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Lars Trier Mogensen

Politisk kommentator
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00