Nina Groes: Sexisme-kultur holdes ikke i live af enkelte fjolser

Debatten om #metoo skylder nu ind over Danmark. Med forsinkelse i forhold til mange andre steder. Her i ligestillingens historiske foregangsland havde vi åbenbart svært ved at indse problemernes omfang.

Men nu er vi her. Og det er tid til at gøre status og lægge en plan for den videre færd.

Jeg har arbejdet med ligestilling i mange år, og kniber mig lige nu i armen hver morgen, fordi det er stærkt, rørende og ikke mindst befriende at se det nybrud, der sker i de her uger. Jeg ved, det gør en konkret forskel for alle de unge kvinder, vi er i kontakt med, at de ting, de slås med i hverdagen på jobbet, får opbakning i den bedste sendetid, af kvinder i andre brancher, i alle dele af Danmark.

Min bøn i disse dage: må det ikke stoppe her. Nu skal vi videre.

Vi er mange, der har været stille. Af gode grunde. For når man er i en kultur, der er stærk, kan det være vanskeligt at se den. Og endnu mere vanskeligt at sige fra. Især når man ikke aner, hvortil man skal adressere problemet.

Da jeg startede projektet Boss Ladies op, var det mit mål at gøre op med det ligestillingsproblem, som vi i Danmark endnu ikke havde formået: Den manglende ligestilling på arbejdsmarkedet. Løn, uddannelse, karriere.

Jeg har arbejdet med ligestilling i mange år, og kniber mig lige nu i armen hver morgen, fordi det er stærkt, rørende og ikke mindst befriende at se det nybrud, der sker i de her uger.

Nina Groes

Og jeg tog fat på de klassiske “mandefag”, som de blev kaldt, og fandt de unge kvinder i hele Danmark, der hver dag bryder med stereotyperne og går på skole og arbejde med næsten kun mandlige kolleger. Det kræver nogle gange sin kvinde.

Det har samtidig været så inspirerende for mig at møde de her modige unge kvinder. Al den glæde og stolthed over, hvor meget de rykker. Og også deres mod over at sige fra over for en kultur, som desværre har de samme eksempler på sexisme, som vi nu ser i alle brancher.

Det er langt fra en gratis omgang at fortælle om overgreb. Endnu sværere bliver det, hvis du som kvinde er udtalt minoritet i dit fag.

Jeg mærker selv det snigende ubehag i rummet, hver gang vi er ude på en uddannelsesinstitution eller virksomhed og sætter ord på seksuel chikane. Den mistro og afstand, mange reagerer med som refleks - man mærker et "ahh, var det nu også det, der skete", når en 16-årig lærling fortæller, at hun blev taget på, mens hun stod med hænderne oppe og holdt om tunge materialer.

"Er du sikker på, det ikke var en joke?", lyder responsen om en mester, der fortæller sin lærling, at "næste gang du laver den fejl, så voldtager jeg dig."

Eller en tredje variant, når der stilles spørgsmålstegn ved problemets generelle karakter, som da en gruppe lærere den anden dag sagde til deres elever: ”Kan I ikke fortælle om en oplevelse mere”, - som om ét overgreb ikke var nok. Og pigerne kunne godt fortælle mere, men nu måtte det være nok.