Nina Groes: Nu kommer ligestillingen til skurvognen

KOMMENTAR: Det er en lille lås på en dør, men det er et stort skridt i retning mod at gøre op med det kønsopdelte arbejdsmarked. Sådan skriver Nina Groes om en ny aftale om, at der fra 2021 skal være lås på døren til baderummet i en skurvogn.

Forestil dig, at du er færdig med en lang arbejdsdag. Sammen med dine gode kolleger har du nået dagens mål, der er blevet arbejdet koncentreret, og nu nærmer fyraften sig. Du er en del af et byggesjak, og I har fået opsat skurvogne til kaffepause og omklædning.

Du er eneste kvinde på holdet, og hele vejen gennem din uddannelse og dit arbejdsliv har du oplevet, hvordan dine mandlige kolleger, mandlige undervisere og mandlige chefer har forfægtet, at det her er en mandsdomineret arbejdsplads.

Derfor bider du det i dig, når gutterne kommer og hænger nøgne damer op på væggene. Du må finde dig i, at vittighederne handler om, hvor mange damer man kan nedlægge. Og nu, hvor du skal klæde om og skal under bruseren, kan du hvert øjeblik risikere, at en af dine mandlige kolleger kommer ind. For noget så simpelt som lås på døren til baderummet er der ikke.

Indtil i dag. For takket være en ung kvindelig murer, Mette, der kørte en hel skurvogn ind foran Christiansborg, er problemet blevet tydeligt. 3F, Dansk Byggeri og Beskæftigelsesministeriet tog handsken op, og der er nu indgået aftale om, at der skal være mulighed for privatliv, når man skal tage bad efter dagens arbejde.

Det er en lille lås på en dør. Men det er et stort skridt for ligestilling på arbejdsmarkedet, hvor vi må og skal bryde med stereotyper og det kønsopdelte arbejdsmarked. Og det siger meget om vores samfund, at det først er her i 2019, at spørgsmålet er blevet taget seriøst op, og der er gjort noget ved det.

For præcis to år siden mødte jeg en tømrer. Hun var en af Danmarks ekstremt få kvindelige håndværkere, og hele uddannelsen igennem havde Trine været eneste pige på holdet, eneste kvinde på byggepladsen og eneste kvindelige lærling. Nu havde hun startet sin egen tømrervirksomhed.

Mødet med hende blev afgørende for mig. For aldrig havde jeg mødt så sej en kvinde. Aldrig havde jeg mødt en kvinde, som på dansk jord havde krydset så mange benspænd og sprængt så mange glaslofter for at kunne være, hvor hun var i dag.

Alle de vigtige udfordringer, jeg hidtil havde arbejdet med, blev pludselig reduceret, for her stod en kvinde, som havde oplevet mere modstand end de fleste. Og som fik de sædvanlige fordomme om, hvad kvinder kan og ikke kan, til at blegne.

Sagen om låsen til bruseren i skurvognen er symptomatisk for ligestillingsdebatten i Danmark. For mens debatterne raser, mens skyttegravene gøres stadig dybere, har vi nogle kvinder, som står med problemer, som faktisk kan gøre en stor og konkret forskel i vores samfund.

Jeg har deltaget i ligestillingsdebatterne i Danmark i en årrække. Jeg oplever desværre mere og mere, hvordan debatterne bliver stadig mere ophidsede.

På den ene side står en fløj, der synes at ville gøre alle ligestillingsproblemer til såkaldte elitære og ligegyldige projekter. Til det anvender de deres nye yndlings fy-ord: identitetspolitik. De finder typisk et forslag fra et forældremøde i en børnehave i Sverige, og så handler vores debat om, at nu er det hele da gået for vidt.

På den anden side står en gruppe, som synes at glemme, at hver eneste forandring starter med det første skridt. Som ikke er tilfredse, før alt er ændret, og alle kønsstereotyper er nedbrudte. Derfor har de for ofte fokus på at debattere de næste problemer og glemmer det vigtigste, nemlig at få løst nogle af problemerne undervejs.

Midt i det hele står resten af samfundet. Og jeg tror, de ryster på hovedet. For de bliver kun bekræftet i, at ligestillingsdebatterne er noget fjern og irrelevant symbolpolitik, som ikke rigtig handler om virkelige menneskers virkelige udfordringer.

Dermed går vi glip af det vigtige: at prøve at forstå hinandens synspunkter. Så bliver vi alle tabere. Især unge kvinder som tømreren Trine eller mureren Mette, som står og faktisk er i gang med at løse et af de helt store strukturelle problemer, nemlig det kønsopdelte arbejdsmarked.

-----

Nina Groes (f. 1968) er iværksætter og står blandt andet bag foreningen Divers og initativet Boss Ladies. Hun har tidligere været direktør for Kvinfo. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Martin Lidegaard: Arktis bør fylde langt mere i den kommende valgkamp Martin Lidegaard: Arktis bør fylde langt mere i den kommende valgkamp Næste artikel Harun Demirtas: Derfor blev mit hjemland til et ”lorteland” Harun Demirtas: Derfor blev mit hjemland til et ”lorteland”