Paula Larrain: Konstruktiv journalistik skal hjælpe pressen med at genvinde tilliden

KOMMENTAR: Gamle medier skal enten forgå og lade nye medier komme til. Eller også skal vi alle omstille os til en anden måde at drive journalistisk forretning på, skriver Paula Larrain.

”Man skal ikke researche en god historie ihjel.”

Hvor mange gange har man ikke hørt denne stående selvironiske bemærkning, når en reporter ivrigt har fulgt sporet på en god historie, som lige netop er faldet til jorden på grund af ”nye” oplysninger.

Det er fint med selvironi, men hvad nu, hvis klicheen er blevet ophøjet til dogme?

Det er min påstand efter 30 år i branchen, at der har indsneget sig en kultur af går-den-så-går-den i produktionen af historier. Og det hænger ikke mindst sammen med kravet om at producere konstant og råbe højt for at blive hørt.

Situationen for den samlede branche og befolkningens manglende tillid bliver ikke bedre af den flokmentalitet, som jeg beskrev i forbindelse med min kritik af Berlingskes Danske Bank-dækning.  

Netop risikoen for, at store medier bliver misbrugt til enten milliardærers eller regeringers agendaer er i disse år stor og velbeskrevet. Ikke mindst af både Vincent Hendricks og Mads Vestergaard i bogen 'Fake News' og i den britiske journalist Peter Pomerantsevs seneste bog 'This is not propaganda'.

I sidstnævnte skriver Pomerantsev sjovt nok om Danmark som det sted, hvor han har hørt om konstruktiv journalistik, og om hvordan denne skulle være fremtiden for branchen:

”En journalistik, der går længere end blot at ”balancere” det ene sæt holdninger over for et andet, men som altid forsøger at finde praktiske løsninger på de udfordringer, mediebrugerne oplever og på den måde tvinger politikere til evidens-baserede forslag … og genererer samtaler, hvor fakta igen bliver nødvendige. Det kunne genskabe tilliden til journalistik, fordi den vil blive set som noget, der arbejder sammen med os mod et større fælles mål.”

Som det er nu, er der åbenbart størst gevinst for både politikere og medier i at puste til folks frygt og herefter skabe en masse trafik via mere eller mindre ukvalificeret debat.

Og det er netop, hvad der træder tydeligt frem, når Berlingske i denne uge lader statsministeren uimodsagt trone på forsiden med et alvorligt budskab om, at kriminaliteten nu er så stor og den fejlslagne udlændingepolitiks konsekvenser så fæle, at der skal indføres ”massiv” overvågning.

For kritiske læsere af avisen tog det mindre end en formiddag at skyde hele baggrunden ned. Kriminaliteten er ikke stigende, vi er ikke mere voldelige, og Danmark er allerede udsat for massiv tv-overvågning med cirka 1,5 millioner kameraer, som politiet kan få adgang til. 300 kameraer til politiet ville være et væsentligt supplement, var metoden ikke allerede afprøvet af Københavns Politi, der måtte opgive på grund af for lille en effekt.

Tilbage stod kun nyheden om, at statsministeren havde valgt at proklamere sine planer i Berlingske og ikke i Information eller Politiken, der generelt er mere kritiske over for statsministerens dystre samfundsanalyse.

Kan det virkelig passe, at der ikke var kapacitet til at få ovenstående perspektivering af fakta ind i nyhedsartiklen, eller blev det bevidst valgt fra?

Man kan sagtens forstå mekanismen, hvor politikere maler verden sort for derefter at fortælle folk, at de – og kun de – kan komme og redde folket fra utryghed og det, der er værre. Men hvad er pressens rolle i den sammenhæng? At holde mikrofonen for politikere eller være et nødvendigt filter mellem fakta og propaganda?

Den korte og skinbarlige sandhed er, at frygt og drama sælger. Det er ingen hemmelighed, at sensation og konflikt har været bærende nyhedskriterier gennem de seneste årtier, og især efter at krimistoffet nu ikke længere er forbeholdt boulevardpressen, er følelsen af, at den er helt gal, og at vi lever i en usikker tid blevet udbredt til helt almindelige læsere, seere og lyttere.

Men det er ikke kriminaliteten, der er eksploderet. Tværtimod. Det er mediernes fokus på kriminalitet, der er eksploderet.

Følelsen af frygt sælger, men den er også destruktiv, og i disse år går den ind og destruerer vigtige dele af den frihed, som vi bygger vores demokrati på. Folk, der holder hovedet koldt, og som ikke tror på, at vi er ved at skifte befolkningen ud med islamister, eller at det er usikkert at gå på gaden på Nørrebro, bliver udråbt som naive, og når bølgerne går højest som landsforrædere. Eller det, der er værre: som svenskere.

På samme måde er konstruktiv journalistik ofte blevet latterliggjort og set ned på. Jeg har også haft svært ved at oversætte mit håndværk og tilegnede dogmer, men er efterhånden begyndt at forstå, hvad den danske verdensautoritet på området, Cathrine Gyldensted, har kæmpet for i et årti.

Konstruktiv journalistik handler ikke om at gå ukritisk til hverken magthavere eller erhvervsliv. Det handler om at identificere problemerne og i samme åndedrag informere om mulige løsninger ved også at inddrage et større billede – det være sig et historisk eller teknisk perspektiv. Derved bliver politikere og erhvervsfolk også tvunget til at forklare, hvordan de vil arbejde for et bedre samfund.

Det lyder umiskendeligt som det, Mette Frederiksen netop har gjort gennem Berlingske, men fakta er i den forbindelse ret afgørende og hendes historie kan slås ihjel ved blot den mindste research.

Hvis medierne udelukkende følger politikernes behov for udmeldinger, men ikke læsernes behov for at vide, hvad der er op og ned, så kan det nok skabe overskrifter og debat. Men bliver vi samlet set klogere? Bliver vi friere? Bliver vi tryggere? Understøttes demokratiet?

Man skal blot se på USA og Storbritannien for at konstatere, at medier i høj grad kan medvirke til at undergrave både demokrati og skabe løsninger, der direkte skader.

Derfor er det glædeligt at konstatere, at vi herhjemme er på vej i en anden retning. Stadig flere medier i Danmark bekender sig til den konstruktive journalistik. Altinget og Mandag Morgen er to gode private eksempler. Og senest, men ikke mindst har konsortiet bag radioudbyderne LOUD erklæret, at de netop vil satse på konstruktiv journalistik.

Fordi folkene bag mener, at unge er trætte af at høre gamle mennesker skændes uden at løse verdens åbenbare udfordringer. 

Det tror jeg, de har ret i. Og jeg forstår godt de unge.

Gamle medier skal enten forgå og lade nye medier komme til. Eller også skal vi alle omstille os til en anden måde at drive journalistisk forretning på.

Forrige artikel David Trads: I disse døgn falder Vesten fra hinanden David Trads: I disse døgn falder Vesten fra hinanden Næste artikel Benny Damsgaard: DF's krise er ikke 'en kommunikationsudfordring' Benny Damsgaard: DF's krise er ikke 'en kommunikationsudfordring'
Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

Farvel til velfærdsstaten - husk din forsikring

FEATURE: Op mod 400.000 danskere har tegnet lønforsikringer, og tallet stiger. Mens vi i de sidste tyve år har talt om udlændinge, er den danske samfundsmodel blevet skrevet om – uden debat.