Paula Larrain: Flokmentalitet og ført hånd i hvidvask-dækningen bør mane til journalistisk selvransagelse

Egentlig var sagen lukket. Berlingske havde fået sin Cavling, hele ledelsen i Danske Bank var skiftet ud, og rundt omkring i landet var bankfolk bange for at sige, hvor de var ansat.

Berlingske havde gennem en kampagne om "afsløringer" af hvidvask fået en af landets mastodonter ned at bide i græsset. Og det ganske land jublede. Ikke mindst journalister jublede med til Cavling-ceremonien.

Men undervejs var der andre journalister, som undrede sig. Jeg var en af dem. Det vender jeg tilbage til. For det er langt vigtigere, at to uafhængige journalister – en tidligere erhvervsjournalist ved Reuters, Børsen og Jyllands-Posten samt en tidligere ansat på Berlingske Tidendens erhvervsredaktion – også undrede sig og begyndte at grave sig ned i sagen.

Det blev til en skræmmende bog, der udkom i august, og som siden er blevet nedgjort af den ene avis efter den anden. Anmelderne har forholdt sig til stilen og til "angrebet" på deres kollegaer, men ikke gjort sig den ulejlighed at tjekke indholdet nærmere efter eller gået tilbage i Berlingskes dækning for at se, om de to journalister har ret i, at Berlingske mangler dokumentation for sine påstande, at kampagnen var oppustet, og at Berlingske har ladet sig misbruge af en magtfuld kilde med egne klare interesser. 

Det sidste først. Bill Browder, kapitalfondsmilliardær, manden bag Hermitage Capital, er blandt Berlingskes gennemgående kilder og for at illustrere, hvordan han er lykkedes med at plante oplysninger, vil jeg her liste en række eksempler på påstande, hvis faktuelle indhold i den grad kan diskuteres.

Påstande, som har været med til at tegne et billede af, at Danmarks største bank skulle have været medskyldig i hård kriminalitet. I denne artikel skriver Berlingske uden kildehenvisning:

Jo større kanoner, man skyder med som presse, desto mere skal der være styr på fakta.

Paula Larrain

"De har alle forbindelse til den såkaldte Magnitskij-sag, som handler om den russiske advokat Sergej Magnitskij, der afslørede, hvordan højtstående russiske embedsfolk og organiserede kriminelle stod bag tyveri af enorme skatteindbetalinger fra bl.a. investeringsfonden Hermitage Capital." 

Sergej Magnitsjkij har ikke afsløret, hvordan russiske embedsfolk skulle have stjålet skatteindbetalinger fra Hermitage Capital. Den påstand har Berlingske intet belæg for, men det er en påstand, som Bill Browder har fremsat uden beviser.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) har så sent som den 27. august 2019 slået fast, at efterforskningen af Magnitskij begyndte allerede i 2004, længe inden Browder klagede over korrupte embedsmænd.

De russiske skattemyndigheder havde til gengæld forinden afsløret grove uoverensstemmelser i to selskaber under Hermitage Capital, ligeledes ejet af Bill Browder. Sergej Magnitskij var ikke Browders advokat, som hævdet i Berlingske og andre medier, men Browders skatterådgiver ansat i Firestone Duncan - og altså fra 2004 under myndighedernes efterforskning for organiseret skattefusk.

Du kan læse hele sagens afgørelse her. Læg mærke til de oplistede fakta i begyndelsen og især afgørelsen i punkt 202 og 205. 

ECHR afviser, at de russiske myndigheders sag mod Magnitskij skulle være grundløs og anerkender tilmed varetægtsfængslingen. Men det blev ikke verdenspressens vinkel på ECHR's afgørelse. Rusland blev i samme omgang dømt til erstatning for at have behandlet Magnitskij så dårligt under varetægtsfængslingen - i forbindelse med sygdom - at han døde.

Og da sagen om hans tragiske død har haft kæmpe bevågenhed, var det naturligvis denne vinkel, der blev fulgt op på. 

Uanset, at manden var under mistanke for skattesvindel og siden kendt skyldig, skal ingen behandles så dårligt i myndighedernes varetægt. Han er desværre ikke ene om den skæbne. Hele 54 personer døde samme år i Moskvas fængsler. 

Hele sagen er virkeligt kompliceret, og jeg forstår skam godt, at du, som læser, ikke har tillid til det russiske retssystem, men kan man uden videre tage den ene parts udlægning af sagen som given fakta i en dansk avis? Det mener jeg ikke, at man kan.

I 'Troldmanden' tilbyder Birgitte Dyrekilde og Lars Abild en ganske anden vinkel på Berlingskes historier og kilder.

ECHR's afgørelse er ikke nået at komme med i bogen, men domstolens opridsning af fakta stemmer godt overens med fortællingen i 'Troldmanden' om en mand, der bruger vestlig presse til at undgå en udlevering til Rusland, der ligeledes har dømt ham for skattesvindel i samme sagskompleks. 

I den proces er Berlingske blevet involveret og har brugt Browder som neutral kilde over for Danske Bank, der er den gennemgående skurk i dækningen. 

Hvor meget, Browder er sluppet af sted med gennem Berlingskes dækning, kræver en mere systematisk tilgang. Jeg har fundet flere indikationer, for eksempel i denne artikel under overskriften "fakta".

Den russiske finansmand Aleksander Perepilitjnij, i øvrigt forbundet til Hermitage Capital, dør ifølge Berlingskes "fakta" under "mystiske" omstændigheder.

Det er ikke korrekt. Hele to obduktioner har slået fast, at han døde af naturlige årsager under en løbetur.

Læs i detaljer her, hvordan familien siger, at han levede fredeligt, og både britisk politi og retsmedicinere slår fast, at han ikke døde mystisk, men naturligt. Kun Browder har hævdet, at der var noget "mystisk" over dødsfaldet, og at også Perepilitjnij var en "whistleblower" i Browders sag mod Rusland.

Hvordan er det blevet til "fakta"? Kan I se mønsteret? Eller skal vi have endnu et eksempel? 

I denne artikel, hvor Magnitskij-myten gentages ukritisk, bruger Berlingske en faksimile af et brev, som de betegner sådan her:

"Ifølge efterforskningsmateriale fra estisk politi, Berlingske er i besiddelse af, var selskabet ledet af russiske statsborgere." 

Af brevhovedet i faksimilen fremgår det, at det er et svar til Browders advokat og dennes anmeldelse af den pågældende hvidvasksag. Ja, det er da en del af efterforskningsmaterialet, men anklagerne stammer fra den anmeldende part, og da Browder er åben, neutral kilde i samme artikel, er det mere rigtigt at sige, at materialet oprindeligt stammer fra ham. Browder siger også direkte, at det er ham, der står bag anmeldesen i både Estland og Frankrig.

Forfatterne bag 'Troldmanden' har med andre ord ret i, at Browder fejlagtigt er blevet brugt som neutral kilde, når han jo tydeligvis er en mand med en sag. Men hvor meget af hele kampagnen mod Danske Bank stammer fra ham? Og hvorfor lige Danske Bank?

I 'Troldmanden' påviser Dyrekilde og Abild, at Browder står bag ikke bare mange af Berlingskes historier, men også historier i international presse siden 2011. Browder bliver brugt som åben kilde, men leverer også ifølge 'Troldmanden' materiale og ideer til journalister.

Den kritik Dyrekilde, Abild fremfører i 'Troldmanden' er alvorlig, men velunderbygget. I 'Troldmanden' går de ikke systematisk efter Berlingskes påstande, som jeg har gjort i ovenstående, men de fortæller historien set fra andre vinkler, med dyb research og med helt åbne, navngivne kilder.

Berlingske har svaret på kritikken ved at sige, at de har mange flere kilder end Browder. Ja, fx direktør i eget enmandsfirma Jakob Dedenroth Bernhoft, der fremføres som hvidvaskekspert, og som siger bastante ting til citat, uden at være bredt anerkendt ekspert på området.

Berlingske har også brugt Howard Wilkinson som kilde. Han var tidligere anonym, selvudråbt whistleblower, var ansat i Danske Bank i Estland og siden afsløret i at skjule oplysninger fra hovedsædet i København.  

Kritikken i 'Troldmanden' fortjener som minimum at blive lyttet til. Dyrekilde og Abild hævder, at Berlingske ikke har dokumentation for, at der er blevet begået hvidvask og slet ikke for, at topledelsen skulle have tilladt det med vilje.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke har fundet hvidvask sted, men rygende pistoler kan man ikke finde i de mange spaltemillimeter. Besynderligt nok har forsvaret mod kritikken da også været, at de store konsekvenser i Danske Bank skulle vise, at Berlingske havde ret.

Det er noget af en journalistisk stramning. Konsekvenserne for Danske Banks ledelse kom på grund af nedslidning af bankens omdømme. Banker lever af tillid. Vedholdende kampagner imod bankens troværdighed slider, og det blev derfor selve kampagnen, der afstedkom konsekvenserne. Ikke hvidvask.

For da Bruun og Hjejle kom med sin rapport i september 2018, hørte folk knapt nok efter, hvad der blev sagt. Dele af den blev lækket på forhånd, så vinklen var lagt, allerede inden rapporten blev læst i detaljer.

Man havde undersøgt transaktioner for 1.500 milliarder kroner med udspring i Estland over en årrække fra 2007-2015. Hvis man perspektiverer de 1.500 milliarder – som man jo skal for at være fair ved at sætte fakta ind i en sammenhæng – så svarer tallet til tre dages transaktioner i det danske betalingssystem. Ja, du så rigtigt. 1.500 milliarder over otte år svarer til tre dages transaktioner i Danmark.

Af disse var en stor del 'mistænkelige transaktioner', fordi banken ikke havde haft kendskab til de reelle ejere, eller fordi en eller flere transaktioner hos kunderne så mærkelige ud. Banken havde indberettet fem-seks procent til hvidvaskmyndighederne, men 10 gange så mange transaktioner burde have været indberettet, lød Bruun & Hjejles konklusion.

Altså, havde banken ifølge deres egen undersøgelse ikke gjort det godt nok i Estland. De skulle have indberettet langt flere. Hvidvask var stadig ikke bevist, men indicierne var overvældende.

Intet tydede på, at topledelsen havde været ligeglad med hvidvask, eller at nogen i Holmens Kanal aktivt havde forsøgt at hjælpe kriminelle til hvidvask. Men det var ikke den historie, der blev ekkoet ud i 'Meningsdanmark'. 

Man kan selvfølgelig ikke direkte klandre Berlingske for, at folkedomstolen puster historien yderligere op, men det er min påstand, at sensationalisme uden fairness og perspektivering netop fører til den slags misinformation.

Og den ophidsede stemning blandt meningsdannere og politikere udnyttede Browder med det samme. Han bad simpelthen de amerikanske myndigheder om at lukke Danmarks største bank ude – for at statuere et eksempel.

I de danske medier blev vinklen, at nu gik amerikanske myndigheder ind i sagen. Igen pustede man historien op ved at hænge krogen på en autoritativ kilde frem for blot at konstatere, at Bill Browder – en mand med en sag – havde valgt at anmelde Danske Bank. Igen.

Prøv at forestille jer scenariet, hvor USA lukker Danmarks største bank. Hvad ville det gøre ved Danmarks økonomi? Er sagen stor nok til det? For manglende indberetninger af "mistænkelige transaktioner" for flere år tilbage?

Hvorfor er en historie fra fortiden i det hele taget blevet pustet sådan op i nutiden? Det nærliggende svar er, fordi kampagnen ikke er rettet mod bekæmpelse af hvidvask, men mod Danske Bank. 

Jeg er ikke selv et øjeblik i tvivl om, at også Danske Bank i lighed med andre nordiske og vestlige banker som Swedbank, Nordea, Deutsche Bank og HSBC er blevet misbrugt af kriminelle til hvidvask og til kapitalflugt, men derfra og så til at efterlade et indtryk af kriminalitet helt oppe i topledelsen er der trods alt meget langt.

Dyrekilde og Abild påviser i 'Troldmanden', hvordan journalister – mere eller mindre bevidst og i flok - tager skyklapper på for at sælge artikel efter artikel uden tilstrækkelig selvkritik eller selvkontrol.

Nu har den interne kontrol været der, hurra for ytringsfriheden, men siden 'Troldmanden' blev udgivet, har en lang række journalister haft travlt med at gå efter kritikerne personligt frem for at gå substantielt til kritikken. Hvorfor mon?

Alene påvisningen af flokmentaliteten gør bogen læseværdig og bør være en del af pensummet på Danmarks journalistuddannelser. Ligesom Berlingskes artikler bør bruges til undervisning i kildekritik.

Jeg anbefaler dig i samme ånd at læse det her som et partsindlæg. Jeg er ikke direkte involveret, men jeg har en klar faglig og samfundsmæssig interesse i, at journalistik bliver administreret efter fagets principper om tilstræbt objektivitet, herunder balance og fairness gennem kildekritik og korrekt perspektivering. Og ja, jeg er emsig omkring det.

Vi er ikke sat i verden for at fortælle røverhistorier, men for at oplyse, kritisk og fair.

I nærværende sag er jeg tilfældigvis gift med den vicedirektør i Danske Bank, der i dag har ansvaret for at lukke og slukke i Baltikum og Rusland. Men da hans arbejde naturligvis er belagt med tavshedspligt, er han ikke kilde til noget af det, jeg har skrevet her.

Det forhold har naturligvis vakt en særlig interesse for mig, men jeg har på ingen måde fralagt mig min journalistiske faglighed, som ledte mig til forundring allerede ved første artikel i serien, hvor jeg tænkte: 

Hvorfor fokuserer man på banken, dem der leverer infrastruktur, fremfor dem der hvidvasker pengene, nemlig de kriminelle?

Jeg tror sandheden skal findes i de journalistiske dogmer. Jo større man er, jo mere synlig, jo mere sårbar, når der begås fejl, jo større en fryd at få "afsløret". Omvendt er det sådan, at jo større kanoner, man skyder med som presse, desto mere skal der være styr på fakta.

Danske Bank har gang på gang understreget, at de har et samfundsansvar, og at de derfor oprigtig beklager, hvis deres kontrol ikke har været god nok. Det må retten jo afgøre - om de kan slippe af sted med en undskyldning eller skal have en bøde for manglende compliance. Bankerne er ved lov forpligtet til at arbejde imod hvidvask.

Men hvor er myndighederne, der skal bekæmpe de kriminelle? Her har DR skrevet en historie om, hvordan myndighederne drukner i bankernes indberetninger. 

Hvad skal det nytte, at man presser flere indberetninger ud af bankerne, hvis sagerne blot ender med at samle støv hos politiet?

Den del af virkeligheden er fordampet i vreden over de "grådige" banker og deres forgyldte direktører. Imens har vi borgere som konsekvens fået mere overvågning og mere kontrol.

Danske Bank har mistet mere end 100 milliarder kroner på børsen under kampagnen. De har mistet dygtige medarbejdere, der trods sigtelser formentlig aldrig kommer for en dommer. Folkets domstol er åbenbart nok til at bremse deres karrierer.

Aktionærer – små som store - har allerede tabt en masse penge, som betyder, at vi alle som samfund er blevet fattigere. For jeg skal da minde om, at Danske Bank har mere end 300.000 aktionærer, og alle os, der har en privat pensionsopsparing, har derfor en interesse i klemme her.

Hvis aktionærer beslutter sig for at søge erstatning, kan de efter afsløringerne i 'Troldmanden' tænke over, hvem de egentlig skal søge erstatning hos. Og for hvad.

I reglen går man i Danmark ikke efter medier i den slags sager, og det skal vi være glade for. Men hvem sikrer så vores compliance, hvis ikke retssystemet?

Medievirksomheder har også et samfundsansvar, og det forvaltes nu bedst ved, at vi holder os til journalistikkens principper om balance og fairness og ikke bliver blinde i kampagner mod personer eller virksomheder, der dømmes på forhånd.

På den måde minimerer vi også risikoen for selv at blive misbrugt til at vaske dubiøse kilders beskidte historier hvide.

-----

Paula Larrain (f. 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.