Radikal: Bare rolig, din privilegerede position som hvid og heteroseksuel er ikke truet

Jeg skal love for, at frustrationerne fra den privilegerede gruppe af hvide, heteroseksuelle danskere, der langsomt tvinges til at dele små bidder af deres magt med minoritetsgrupperne, har fået frit løb på det seneste.

Godt bakket op af opportunistiske politikere, der kun har brug for en halv undskyldning for at være på "den almindelige danskers" side, er det på 0,5 blevet en nationalsport at hive selv de mindste sager frem og voldsomt latterliggøre dem.

Senest skal vi nu igennem hele møllen igen, fordi en lektor hævder, at nogle studerende på Københavns Universitet i en fokusgruppe har givet ham feedback vedrørende hans firkantede brug af kønsidentiteterne ’han’ og ’hun’ uden hensyntagen til, at mange i dag udfordrer vores traditionelle opfattelser af køn.

Akkurat som med højskolesangen "Den danske sang er en ung, blond pige", hvor en medarbejder udfordrede, at de altid skulle synge den sang, da hun angiveligt ikke mente, hun kunne relatere til den, blæses sagen op til overdrevne dimensioner.

Begge sager viser, hvor beskidt kampen om magten i samfundet er. Begge sager hijackes af meningsdannere, politikere, folk, der jagter likes, og alle dem, der oprigtigt føler sig pressede over det multikulturelle samfund til i fællesskab at lave et modpres over for "minoritetstyranniet" og "de politisk korrekte", der udfordrer majoritetens traditioner og magtbase.

Vi lever i en syg "krænkelseskultur", må man forstå. En kultur, hvor folk angiveligt og helt uden grund som overdrevent følsomme og ureflekterede individer, lader sig såre af helt normal adfærd. Adfærd, som naturligvis defineres af majoriteten.

Påstanden om den stigende "krænkelseskultur" og den voldsomme reaktion på de mindre sager viser på den måde alvoren i minoriteternes kamp for respekt og lige vilkår. 

Tommy Petersen (R)

I den ene sag er de studerende blevet bedt om deres feedback, hvorfor de naturligvis kommer med deres refleksioner. I den anden sag påpeger medarbejderen et forhold på arbejdspladsen, som hun ikke finder hensigtsmæssig for fællesskabet. I begge sager har den kritiserede part både magt og lov til at ignorere kritikken og gøre, som de vil. Hverken lektor eller CBS er således en sagesløs, svag part, der intet kan stille op over for kritikken, som de derfor burde kunne finde sig i og konstruktivt forholde sig til uden alt det drama. Men det formår de ikke.

Påstanden om den stigende "krænkelseskultur" og den voldsomme reaktion på de mindre sager viser på den måde alvoren i minoriteternes kamp for respekt og lige vilkår. En kamp, der langtfra er slut.