Jens Chr. Grøndahl: Et frit samfund kræver frie kvinder

KOMMENTAR: I år er det 80 år siden, Tove Ditlevsen debuterede med digtsamlingen Pigesind. Men nutidens generation kan stadig genkende sig selv i værket, der udfolder unge kvinders indre modsætninger og frihedstrang, skriver Jens Christian Grøndahl.

Nu skal det være forbudt at ydmyge sin partner verbalt eller i det hele taget udøve det, som i en kommende lov defineres som "psykisk vold". Regeringen vil med sit lovforslag hindre, at den ene part i forholdet ødelægger den andens selvværd og undergraver hendes – eller hans – værdighed.

Straks lyder kommentaren, at det vil være svært at løfte bevisbyrden i den slags sager. Det er sikkert rigtigt. Er det en grund til ikke at lovgive? I så fald er der mange lovovertrædelser, man burde legalisere.

Regeringens tiltag indebærer en bemærkelsesværdig anerkendelse af, at sår på sjælen er lige så alvorlige som de fysiske konsekvenser af hustruvold. Det er jo især kvinder, det går ud over. Man skønner, at kun en lille del af ofrene for psykisk vold er mænd.

Det forlyder, at fysiske overgreb ofte er fortsættelsen på krænkende verbal adfærd hos den voldsparate partner. Kriminaliseringen af nedværdigende tale er derfor et stærkt signal. Måske en øjenåbner?

Jeg synes, det er et godt lovforslag, og det samme synes åbenbart et flertal af Folketingets medlemmer. Samtidig kaster forslaget lys på den øgede følsomhed i samfundet. Den øgede vægt på følelser i det hele taget.

Man er inde og lovgive på kærlighedens område. Kan man det? Spørgsmålstegnet kommer nemt til at ligne et forsvar for "le crime passionnel". Voldsmanden – eller kvinden – der i sine følelsers vold går til håndgribeligheder. Eller får sagt nogle uhyrlige ting.

Der vil stadig finde krænkelser sted, fysiske som psykiske. Det ved lovgiverne godt. Men vores lovgivning er også samfundets selvportræt. Sådan vil vi gerne være. Sådan ser vi kærligheden og dens relationer.

Alt andet end jævnbyrdighed er os fremmed. Enhver form for underkastelse og nedværdigelse er os modbydelig. Ligesom i samfundslivet er vi også i kærligheden frie og selvberoende individer udstyret med både rettigheder og selvrespekt.

If You Love Somebody Set Them Free. Stings hit fra 1985 ramte i hjertet af vores selvforståelse. Holder den? Eller mere præcist: Kan kærligheden holde til friheden? Og omvendt?

I 2019 er det 80 år siden, at Tove Ditlevsen debuterede med digtsamlingen "Pigesind". En straksklassiker, der gjorde hende til litterær stjerne, fordi den artikulerede livsfølelsen for en hel generation. I hvert fald generationens kvinder.

Man kan slå op hvor som helst i den lille bog og finde vers, der med smidig prægnans udfolder den unge kvindes indre modsætninger, den piblende livslyst, den snigende angst og den allestedsnærværende ambivalens neden under trangen til frihed og flugt.

Det er smukt og fuldkommen illusionsløst, og man kan kun undre sig over den purunge forfatters modenhed, såvel stilistisk som hvad angår den rystende selvindsigt.

Til trods for sin store popularitet måtte Tove Ditlevsen leve uden parnassets fulde og uforbeholdne anerkendelse. Digtene rimede jo, det skulle de ikke have gjort. De var desuden til at forstå. Ikke nogen anbefaling i dét miljø.

Men først og fremmest var de vel bare for meget. Handlede alt for uskrømtet om kærlighedens tinder og afgrunde. Ømhed og begær, utroskab, længsel og fortrydelse. "Sært er vort sind – vi elsker mest / det, der er længst forbi. / Musikken spiller – men skønnest var / en fjern og tabt melodi."

Hos Ditlevsen var der ingen blasert, prætentiøs armslængde mellem liv og digtning. Både udsatheden og livsmodet blev uden omsvøb krystalliseret. I romanen "Gift" fortalte hun om sit ægteskabelige liv og om, hvordan den narkoman, hun blev, styrede direkte ned i misbrugets kviksand med åbne, klare øjne.

Det er ikke så mærkeligt, at hun er blevet genopdaget af nutidens unge, kvindelige forfattere, der i Tove ser en søster snarere end en bedstemor. Man behøver kun læse en side af hendes prosa for at se, at hun er en af efterkrigstidens helt store stilister. Men man ser også noget andet.

Hendes generation var den første, der med krop og sjæl gennemlevede den moderne storbykulturs forandrede kulturelle præmisser. Rodløsheden, der var frihedens bagside og også dens pris. Relationernes umådelige skrøbelighed, når friheden og kun dén styrer på kærlighedens veje og vildveje.

At være fri i kærlighed er også at gøre sig sårbar, og under den ryggesløse frihed ligger længslen efter ømhed og en sikker havn. Den kendte Tove Ditlevsen også, men noget har forandret sig siden dengang. Friheden er ikke længere uartig som i "Umoralsk vise":

"Og at være letsindig – hvor sødt at forarge; / at elske og svigte, og elske igen, / hver time at leve, at vælge og vrage, / og ejes af hele kaskader af mænd …"

Den franske filosof Jean-Paul Sartre mente, at vi er dømt til at være frie. Han og Simone de Beauvoir var blandt de første til at praktisere det åbne parforhold. De proklamerede det som noget nær en ideologisk manifestation. Jalousi var forbudt, ærlighed til gengæld en del af pagten.

Men hvad, hvis man til friheden også regner at få lov at blive fri for at vide alt? Slippe for at få sit frisind sat på prøve?

Friheden kan somme tider ligne en forbandelse. Har vel været det for mange af den seksuelle revolutions kombattanter. Ømheden og tilliden får det svært, hvis begæret og den uhindrede behovstilfredsstillelse altid kommer først.

Nutidens unge smiler hovedrystende ad 70'er-generationens frihedstyranni. Selv underkaster de sig lige så fanatisk en anden slags tvangsmæssighed, når de lader selvfølelsen afhænge af, hvor mange "likes" de får.

Internetkulturens narcissisme har mange kritikere, og én af dem er den israelske sociolog Eva Illouz. Hun ser nutidens datingsider som et udslag af kapitalismens indvirkning på de menneskelige relationer.

I det virale forbrugersamfund falbyder man sig selv og underkaster sig skabeloner for beundring og accept, som ingen kan leve op til. Samtidig banaliseres den romantiske kærlighedslængsel til en tjekliste, der skal sættes flueben ved.

Det handler heller ikke længere om den eneste ene, tværtimod er antallet af bekendtskaber et mål for, hvor attraktiv man er. Tove Ditlevsens dagdrøm om "kaskader af mænd" er blevet kærlighedsmarkedets benhårde succesparameter. Imens vokser ensomheden. Følelsen af afmagt og utilstrækkelighed.

Ingen tidligere generation af unge kvinder har kendt den frihed og de muligheder, som nutiden byder på. Og ingen unge kvinder har som nutidens vendt ufriheden indad i form af overdrevne forventninger og svigtende selvværd.

Det kan lyde, som om jeg vil bagtale friheden, løfte en moralsk pegefinger, men hvem ønsker sig tilbage til den seksuelle forbudstid, før Tove Ditlevsen gav sig hen til det sødmefulde ved at forarge?

I virkeligheden kan man slet ikke agere moralsk uden friheden og den eftertanke, der følger med. Ellers bliver det jo bare en form for udenadslære. De ti bud, hvordan er det nu … Egentlig kan det siges meget enkelt: Er din frihed også min? Eller mere prekært: Indebærer din frihed, at jeg må være ufri?

Den mest knusende undertrykkelse er den, man udsætter sig selv for. Problemet er især kvindeligt. Det er svært at ryste årtusinders patriarkat af sig, det kræver mod. Især kræver det modet til at være sig selv uden andres billigelse. Med andre ord noget nær det stik modsatte af Facebook-kulturens gensidige sociale kontrol.

Det handler om at være sig selv bekendt. Er man det, vil man også være bedre til at tage konsekvensen af partnerens grænseoverskridende adfærd. Regeringens lovforslag om psykisk vold ligner en nødudgang for kvinder, der alt for længe har fundet sig i alt for meget.

I et emanciperet samfund burde ingen komme så vidt, men dét er vel også, hvad lovforslaget indirekte sætter fingeren på: Et frit samfund kræver frie kvinder. Frihed er ikke noget, man får forærende.

Bag de psykiske voldsofres oprørende langmodighed ligger selvfølgelig trangen til at føle sig elsket. Og bag trangen til at føle sig elsket trives viljen til selvbedrag. Den indbildske drøm om at redde det dumme svin, omvende ham til kærligheden.

Det kan godt være, at han inderst inde er en bange lille dreng, der råber om hjælp, men drengen er selv ansvarlig for det uhyre, han har forvandlet sig til. Ingen kvinde kan forvandle ham tilbage.

At gøre sig fri forudsætter en vis portion kynisme. Den besad Tove Ditlevsen også. Det er derfor, hendes klarsyn kan virke så skræmmende. Selv når mændene var værst, og hun var allerlængst ude i selvdestruktion, fremstod hun aldrig som offer for andre end sig selv.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Følg L 139
(Justitsministeriet)

26/3
2019
19/3
2019
21/2
2019
18/2
2019
22/1
2019
13/1
2019
9/1
2019
Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Derfor bliver verdensmødet i Davos anderledes i år Lisbeth Knudsen: Derfor bliver verdensmødet i Davos anderledes i år Næste artikel Lidegaard: Obamas udenrigspolitik var langt bedre end sit rygte Lidegaard: Obamas udenrigspolitik var langt bedre end sit rygte