Søs Marie Serup: En lidt forsigtig liberal i flæsket på DF

Af Søs Marie Serup Laybourn
Politisk kommentator og direktør i kommunikationsbureauet By Serup

“En ægte liberal” er nærmest en politisk udgave af den i de seneste år så berømte roman “Stoner” af John Williams.

Den er så stilfærdig og almindelig, at man kun kan holde af den. Jeg brugte store dele af læsningen på at fundere over, om det politiske indhold var for almindeligt, eller om Jan E. Jørgensen er for ualmindelig. Jeg blev ikke enig med mig selv om andet, end at den er læseværdig!

Bogen åbner med udlændingepolitikken, men her indledes samtalen ikke med manglende håndtryk eller danskhed. Historien starter med det enkelte menneske og et opgør med hele idéen om at skære alle over én kam. Det er sådan set også der, man forventer, at en bog om Jan E. Jørgensen starter.

Hvis man føler sig hjemme i liberal ordentlighed, som den så ud i 1980’erne og 1990’erne, vil læsningen føles som at stikke trætte kolde fødder i gamle varme støvler. Man tænker: “Ahhh”. 

Bogen er et indsigtsfuldt indspark i den kamp om Venstres sjæl, der konstant udfolder sig, men i særlig grad i disse år handler om værdipolitikken.

Søs Marie Serup
Politisk kommentator

Men hvis man forventede et åbent opgør om Venstres sjæl, så vil man blive lidt skuffet, for der bliver holdt igen i forhold til Jan E. Jørgensens eget parti. Nuvel, der er irettesættelser og løftede øjenbryn, men der er flere forsikringer om, at han skam er Venstremand med fingeren på den grønne knap i folketingssalen.

Skarp kritik af DF 
Bogen har været omgærdet af en del spekulationer op til udgivelsen, fordi forventningerne til Jan E. Jørgensens opgør med eget parti var store. Men hans opgør har en anden tydelig adresse, nemlig Dansk Folkeparti – og der lægger han ikke fingre imellem.

Igen og igen rettes navngiven skarp kritik mod både nuværende og tidligere medlemmer af Folketinget for DF. Og Jan E. Jørgensen affejer DF som mulig regeringspartner for Venstre, både med den rituelle henvisning til EU-politikken, men mere effektfuldt med afsæt i selve værdipolitikken.

Han siger blandt andet, at “Martin Henriksen definerer sig selv som anti-islam. Det mener jeg ikke, hænger sammen med et ønske om regeringsansvar. En minister kan hverken være anti-kristen, anti-jødisk eller anti-islam”. 

Jørgensen benytter også et billede af et træ med tre hovedstammer (konservative, socialistiske og liberale), hvorpå han placerer de fleste partier:

“Det er vanskeligt at forestille sig, at nogen, der sidder langt ude på den konservative gren, skal danne regering med nogen, der sidder langt inde på den liberale gren. Man kan heller ikke forestille sig, at Enhedslisten danner regering med De Konservative.”

Dertil stod budskabet rent og stærkt, men desværre tilføjer Jan E. Jørgensen den forsigtiges fornuftige kattelem: Man skal aldrig sige aldrig i politik.

Vægter loyaliteten for højt
Eftertænksomhed og realisme er godt, men forsigtigheden og hensynet til Venstres indre liv har vejet for tungt i bogen, hvor både titel, omslag og markedsføring ellers indstiller smagsløgene på principfasthed og evnen til at tale Roma midt imod.

Hvor andre Venstrefolk i de senere år har ment, at den ene eller anden situation var så ekstraordinær, at det var nødvendigt at fravige liberale principper, mener Jørgensen, at der findes liberale løsninger på alt, men i denne bog skriver han sig mere ind i den pragmatiske strømning i Venstre, end han nok selv vil være ved.

Han vægter simpelthen loyaliteten til sit parti så højt, at det koster kant på den liberale profil, hvor man i øvrigt ikke bliver væltet bagover af opfindsomme nye forslag, men man styres sikkert hen, hvor kompasset ikke bliver forvirret af flygtninge på motorvejen eller niqabber i gågaden.

Bent Winther væver smidigt tweets, klummer, kronikker, tv-debatter og taler ind i bogen, der opleves som aktuel og nærværende, ligesom han udfordrer Jan E. Jørgensen med kritiske spørgsmål på de rigtige steder.

For meget udlændingepolitik 
Desværre trækker Winther lidt for ofte samtalen over i udlændingepolitikken. Det er forståeligt, for det er netop på det felt, Jan E. Jørgensen er blevet kendt som værdikriger.

Men Jan E. Jørgensen er faktisk mindst lige så interessant, når han taler om klima, kultur, kristendom og EU. For eksempel trækker han en Trabant og en Tesla frem som eksempler på henholdsvis socialistiske og kapitalistiske løsninger på klimaudfordringerne.

Ligesom han – med baggrund i egne erfaringer – kritiserer, hvorfor det offentlige kun vil give fertilitetsbehandling til ét barn. Til argumentet om, at det ikke er en menneskeret at få børn, svarer Jan E. Jørgensen: “Men så må jeg bare sige, at det heller ikke er nogen menneskeret at kunne se. Ikke desto mindre er det et handicap, som vi går ind og afhjælper”. Men selv den tankerække føres over i udlændingepolitik.

“En ægte liberal” er en bog, der kan mange ting. Den fortæller en historie om en begavet og sympatisk mand med et sikkert politisk kompas – også i modvind. Bogen er også et indsigtsfuldt indspark i den kamp om Venstres sjæl, der konstant udfolder sig, men i særlig grad i disse år handler om værdipolitikken.

Og så er det pokkers forfriskende, at tankerne i denne bog ikke kommer som trappevask ovenfra og nedefter, men faktisk kommer fra en af de mere almindelige pladser i folketingssalen.

Om Jan E. Jørgensen er mere “ægte” end andre liberale, vil jeg overlade til bogens læsere at bedømme. “En ægte liberal” er god at læse og god at tænke over, men man skal indstille sig på, at den handler rigtigt meget om udlændingepolitik. 

Jan E. Jørgensen & Bent Winther: ’En ægte liberal’, Forlaget Momenta, 250 sider

--------------

Altinget og forlaget Momenta inviterer til live-interview med Jan E. Jørgensen om hans nye bog. Det foregår i Altingets overdækkede gård onsdag 31. oktober kl. 16-17 i Ny Kongensgade 10. Der vil blive solgt øl, vin og vand i baren, og du har mulighed for at købe bogen med hjem. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding her. Vi glæder os til at byde dig velkommen!