Vi skal turde diskutere indgreb i udsatte familier

Af Mai-Britt Iversen
Socialrådmand, Aalborg Kommune

Af og til er der ting, der pludselig står klart for en. Sådan har det været for mig at komme tæt på udsatte børn og unge.

Det er desværre sådan, at de børn, der er mest belastede, kommer fra hjem med vold, misbrug, psykisk sygdom, krigstraumer - og de har generelt meget dårlige kår. Jeg har endnu til gode at møde et barn eller en ung, der kommer fra en kernefamilie (med undtagelse af psykisk syge børn).

Hvor tydeligt det er, har jeg et eksempel på:

Når jeg hører debatten i Folketinget, kunne man tro, at kommunerne ikke forebygger. Det gør vi. I de anbringelsessager, jeg har set, har der været forebyggelse forud for anbringelse, men omdrejningspunktet er, hvordan vi ændrer uhensigtsmæssig adfærd og livsbetingelser i familien.

Mai-Britt Iversen
Socialrådmand, Aalborg

Børn reagerer på deres oplevelser
Jeg får en henvendelse om en familie, der ikke kan klare deres dreng. Han ødelægger familien, og "nu er det nok", siger forældrene. Han er kriminel og tager stoffer.

Vi har forsøgt at hjælpe familien med familiebehandling, men desværre har familien været lukket. Nu ønsker familien at få drengen fjernet, før han ødelægger sine søskende. En bekendt kontakter kommunen om familien. Jeg spørger, hvorfor drengen er blevet sådan. Den bekendte siger, at det er sådan, at faren drikker, og at han er en smule voldelig, men det er ikke noget, "man snakker om".

Og så er det, jeg tænker, at vi må få den far og mor til at forstå, at faren må i misbrugs- og voldsbehandling. De må forstå, at deres 15-årige søn reagerer på det, de har budt ham. De har ansvaret. Fortsætter faren, vil de små søskende formentlig følge i storebrorens fodspor.

De værste er, at den 15-årige får skylden for at ødelægge familien. Børn reagerer på det, de oplever.

Spørgsmål skal stilles tidligt
Derfor skal vi i kommunen, men også naboer, venner og familie gribe ind, når vi ser familier, der ikke fungerer. Vi skal stille spørgsmål til familien tidligt. Det nytter ikke at give børn en støttepædagog, hvis det, de reagerer på, er mors misbrug. Derfor skal personale, der arbejder med børn og unge, uddannes til at opdage børn, der mistrives tidligt.

Vi skal især finde årsagen til problemerne, og vi skal sætte ind med "familiebehandling". Gerne så tidligt, at børnene ikke tager skade. Vi skal finde dem, mens forældrene kan nå at blive ansvarlige forældre. Drikker forældrene, nytter det ikke, at vi går og håber, at det går. Statistikker viser, hvor galt det går. Altså misbrugsbehandling til forældrene, men også hjælp til børnene.

Vi ser tydeligt, at børn tager skade af at vokse op med en psykisk syg forælder, især hvis det er en enlig forælder. Derfor skal kommunerne vide det, når forældre er syge, sådan børnene og forældrene kan hjælpes.

Barnets trivsel den bedste målestok
Vi bliver nødt til at tale om den skade, det er for børn at vokse op med vold. Og desværre ser vi, at krisecentre får flere henvendelser. Vold er belastende for børn, både hvis de selv bliver slået, men også hvis de oplever, at mor bliver slået. De lærer, at mor ikke kan beskytte dem, og de tror hver gang, at far slår mor ihjel.

Noget af det værste er, når nogen siger: "Ja, det kunne vi se allerede i børnehaven". Vi bliver nødt til at komme ind i familierne tidligere - de negative mønstre skal ændres. Vi skal se efter, om forældrene evner at være forældre. Kan og vil de ændre sig for barnets skyld? Rigtig mange af forældrene kommer selv fra familier, der ikke har fungeret, og de mangler viden om, hvad det vil sige at være en god forælder. Vi har mange midler til at hjælpe familier, men vi bliver nødsaget til at holde for øje, om barnet eller den unge reelt får det bedre. Barnets trivsel er den bedste målestok.

Familiens livsbetingelser
Når jeg hører debatten i Folketinget, kunne man tro, at kommunerne ikke forebygger. Det gør vi. I de anbringelsessager, jeg har set, har der været forebyggelse forud for anbringelse, men omdrejningspunktet er, hvordan vi ændrer uhensigtsmæssig adfærd og livsbetingelser i familien.

Vi må f.eks. spørge os selv om:

• Børn kan vokse op i et hjem med en alkoholiker; med en voksen, der ikke er i stand til at droppe "flasken" af hensyn til barn og familie?

• Hvad skal konsekvensen være af, at en far slår sin kone eller sine børn?

• Skal kommuner underrettes ved psykisk sygdom?

Der er en debat, vi skal turde tage. Nu. Vi kan nemlig ikke vente en halv barndom.