Meningsmåling: Vold mod kvinder i hjemmet stiger

VOLD: Ny Eurobarometer-meningsmåling antyder, at danske kvinder er hårdere ramt af vold i hjemmet end EU-gennemsnittet. Formanden for Det Kriminalpræventive Råd giver dog ikke meget for undersøgelsen.
Morten Øyen
Fakta
Eurobarometer har siden 1973 lavet undersøgelser for Den Europæiske Kommission. Undersøgelserne måler den offentlige mening til bestemte emner på tværs af de europæiske landegrænser.

Kilde: Eurobarometer

En ny måling fra Eurobarometer viser, at 72 procent af danskerne mener, at vold mod kvinder i hjemmet generelt er udbredt. Tallet er steget med 25 procent over en årrække på 10 år. 33 procent af alle danske kvinder har kendskab til veninder eller familiemedlemmer, der er udsat for vold i hjemmet. EU-gennemsnittet ligger vel at mærke på 25 procent.

Eva Smith, formand for Det Kriminalpræventive Råd, mener dog ikke, at undersøgelsen giver et retvisende billede af udviklingen.

"Det overrasker ikke, at undersøgelsen viser, at flere danske kvinder rammes af vold. Der er en anden fortrolighed blandt danske kvinder, som er udslagsgivende for resultatet af undersøgelsen," siger hun.

Det er især måden, undersøgelsen er foretaget på, som Eva Smith kritiserer:

"Jeg mener, at måden, som undersøgelsen er blevet udført på, er uheldig. Det giver et meget mudret billede, og man burde i stedet have spurgt, om kvinderne selv er udsat for vold og derefter, om de kender nogen, der er det."

Foruroligende høje tal
Eva Smith betoner dog, at antallet af danske kvinder, der er ramt af vold i hjemmet eller har kendskab til det, under alle omstændigheder er meget højt.

Det høje tal undrer hende, da hendes indtryk ellers er, at danske kvinder ikke finder sig i vold i hjemmet.

Undersøgelsen viser også, at vold mod kvinder i hjemmet har relativ stor fokus i offentligheden i Danmark i forhold til andre EU-lande. Det er et billede, Eva Smith også genkender.

Nyt EU-initiativ
EU-Kommissionen har netop vedtaget et arbejdsprogram for ligestilling mellem kønnene i EU for perioden 2010-2015. En del af arbejdsprogrammet er nedsættelsen af et arbejdsudvalg, der skal arbejde for udveksling af erfaringer, politik og praksis mellem medlemslandene og de forskellige berørte parter. Et af områderne, som arbejdsgruppen netop skal sætte fokus på, er forebyggelse af vold mod kvinder i hjemmet.

Altinget logoSocial
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget social kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00