Sex er ikke en menneskeret

Ingen – heller ikke handicappede - har ret til sex. Ikke i betydningen rettighed. I Danmark har vi ret til uddannelse, ret til behandling på sygehuset og ret til sociale ydelser. Med borgerens ret til at modtage følger fællesskabets pligt til at levere. Men hvis vi har ret til sex, hvem har så pligten til at levere?

Mikkel Warming (EL)
Socialborgmester i Københavns Kommune

Af Mikkel Warming
Socialborgmester i Københavns Kommune (EL)

Hvis alle har ret til sex, hvem har så pligt til at levere varen? Der er mange dilemmaer og ingen lette svar i debatten om prostitution. Det viser den første runde af indlæg i debatten her i panelet tydeligt.
 
For os i kommunerne ligger et af de mest påtrængende dilemmaer i spørgsmålet om, hvorvidt vores ansatte skal hjælpe eksempelvis borgere med handicap, når de gerne vil i kontakt med en prostitueret. Mit eget svar på spørgsmålet er nej, og her er jeg heldigvis på linje med flertallet af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Forhindre handicappede i købesex
Vi vedtog i 2006, at hjælpepersoner ikke længere må tage kontakt til prostituerede på vegne af dem, de er ansat til at hjælpe. København er stadig den eneste kommune i landet, der forhindrer ansatte i at hjælpe borgere med at opsøge prostituerede.
 
Har vi dermed frataget borgere med handicap deres ret til sex? For når vi nu bestræber os på at give borgere med handicap lige vilkår på alle andre områder, hvorfor så ikke når det kommer til sex?

Eller sat på spidsen – er Københavns forbud i strid med FN’s handicapkonvention? Konventionen bygger på, at borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har de samme grundlæggende behov og rettigheder som alle andre?

Hvem har pligt til at levere?
Som sagt – jeg er bestemt ikke blind for dilemmaet. Jeg har fuld forståelse for, hvor fortvivlende det må være ikke at kunne tage fuldt ansvar for sine egne seksuelle behov. Behov, der indimellem kan være så påtrængende, at de kan føre til frustration og i sjældne tilfælde overgreb. Og når der er ansatte, som gerne vil hjælpe handicappede med at opsøge prostituerede, og loven ikke opstiller nogle forhindringer, hvorfor så ikke?
 
Fordi det ville være dobbeltmoralsk. Jeg og et flertal af mine politikerkolleger i Borgerrepræsentationen mener, at prostitution er skadeligt for langt de fleste prostituerede. Vi bruger derfor ganske mange ressourcer på at hjælpe kvinder ud af prostitution. For mig giver det simpelthen ikke mening at arbejde målrettet på at slukke en social ildebrand med den ene hånd, mens man smider mere brænde på bålet med den anden.
 
Dertil kommer det mere filosofiske aspekt omkring borgernes rettigheder og spørgsmålet om, hvorvidt vi i Københavns kommune fratager handicappede deres grundlæggende ret til sex. Og her er vi tilbage til indledningen og den provokerende overskrift. For nej, det mener jeg ikke, vi gør. Alene af den grund, at ingen – heller ikke handicappede - har ret til sex. Ikke i betydningen rettighed.

I Danmark har vi ret til uddannelse, ret til behandling på sygehuset og ret til sociale ydelser. Med borgerens ret til at modtage følger fællesskabets pligt til at levere. Men hvis vi har ret til sex, hvem har så pligten til at levere? Det vil jeg godt bede læseren om at tænke igennem. Hvem har pligten til at levere?