Debat

Bekæmp fattigdom nu

FATTIGDOM: Mange børn sættes uden for det sociale fællesskab og isoleres på grund af fattigdom. Det mener socialrådmand Mai-Britt Iversen, der kræver politisk handling nu.
Hvis vi i Danmark mener noget med, at vi skal bryde den sociale arv, så kommer vi ikke uden om at medtænke økonomien i Barnets Reform, mener Mai-Britt Iversen.
Hvis vi i Danmark mener noget med, at vi skal bryde den sociale arv, så kommer vi ikke uden om at medtænke økonomien i Barnets Reform, mener Mai-Britt Iversen.Foto: Altinget.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Mai-Britt Iversen
Socialrådmand, Aalborg Kommune (S)

Lad mig lige starte med at slå fast, jeg kommer fra et arbejderkvarter, hvor de, der kunne arbejde, de skulle arbejde, og dette princip er jeg helt enig i.

Men jeg kan ikke lukke øjnene for, at der er flere og flere børn, der vokser op i fattigdom. Der er børn, der vokser op i fattigdom, fordi forældrene ikke EVNER at arbejde. I Aalborg Kommune er over 90 % af dem, der er på kontanthjælp i matchgruppe fire eller fem. Det er mennesker, der enten har det meget dårligt psykisk, eller de har krigstraumer, er mindre begavet, har ringe skolekundskaber og ofte ingen uddannelse, de har været misbrugt eller har et misbrug, og generelt har de massive sociale problemer.

I disse hjem opvokser der masser af børn, børn der ikke har den samme menneskelige ballast hjemmefra, og det er børn, der ikke har de samme muligheder blandt andet på grund en anstrengt økonomi, men også den segregering udelukkelsen fra arbejdsmarkedet er et udtryk for.

Det er børn, der for manges vedkommende sættes uden for fællesskabet.

Det er ikke spor for tidligt, at vi tænker på ligestilling til børn. Derfor kunne vi starte med at give børn lige muligheder for at gå til fritidsinteresser, lige mulighed for sund mad, lige mulighed for uddannelse osv.

Mai-Britt Iversen
Socialrådmand, Aalborg Kommune

Starter tidligt
Og det starter desværre tidligt, det er de børn, der ikke lige kommer med de andre børn hjem fra børnehaven. Senere i skolen, er det de børn, de andre ikke gider besøge, fordi de ikke har pc'er, den nyeste PlayStation osv. Og som jeg hørte en dreng sige engang, "Jeg har ikke lyst til at holde fødselsdag, for vi har kun en lejlighed, og den er ikke særlig pæn".

Eller i disse konfirmationstider er det også de børn, der ikke får en ordentlig konfirmation, og det er igen de børn, der aldrig kommer på ferie, for slet ikke at tale om at have råd til at deltage i fritidslivet.

Det er de færreste danskere, der har prøvet at være i et fattigt hjem. I et hjem, hvor møbler og gulvtæpper er gamle, og hvor lejligheden er dårligt vedligeholdt, men tro mig, børnene ser det.

Politisk uenighed
Undersøgelser viser desværre også, at der er kommet flere fattige i den nuværende regerings levetid, så mens vi er flere, der har fået det bedre, er der også mange flere, som har fået det værre. Den politiske højrefløj og den politiske venstrefløj er uenige om dels, hvor stort dette problem er, og dels, hvad der skal til for at løse det. Højrefløjen har gennemført og ønsker endnu flere sanktioner, venstrefløjen ønsker flere "gulerødder". En ting er i hvert tilfælde sikkert, vi ser forskelligt på tingene.

Uenighed om tal
Et konkret eksempel - en stor undersøgelse viste, at lovgivningen omkring starthjælp fik flere i arbejde, beskæftigelsesgraden steg fra 9 % til 13 %. Det var for Claus Hjort Frederiksen en meget stor succes. For mig var det triste tal, fordi det jo betød, at der var 87 %, der ikke magtede at komme i arbejde, selvom den økonomiske straf var hård.

Og det er ikke blot starthjælp, det er 300/450 timers-regler, det er kontanthjælpsloftet, det er udhulingen af pensionerne (f.eks. førtidspension) og det er det forhold, at samfundet ikke har brug for ufaglært arbejdskraft. Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler på, at voksne straffes økonomisk, og med dem selvfølgelig også deres børn.

Social isolering
Det der bekymrer mig er, hvad det gør ved børnene. Børnene bliver socialt isolerede eller er sammen med andre børn, der også er lukket ude fra det "gode selskab". Og set i det lys er det ikke underligt, at flere unge udvikler en vrede mod det samfund, som de føler har vendt dem ryggen.

Derfor er det nødvendigt med en holdningsændring blandt os danskere. Vi skal have tolerancen og ansvaret for børnene tilbage i samfundet. Vi skal inkludere i samfundet frem for at straffe og ekskludere.

Hvis vi i Danmark mener noget med, at vi skal bryde den sociale arv, så kommer vi ikke uden om at medtænke økonomien i Barnets Reform.

Uværdige løsninger
Det er svært for familier hver måned at kæmpe for at få råd til huslejen, hvilket de mange udsættelser også er et udtryk for, det er svært ikke at have råd til ordentlig mad, ikke at have råd til smart tøj, ikke at kunne komme på ferie osv. Og når samfundstrenden så oven i købet er, at det er deres egen skyld, de kunne da bare arbejde, så bliver det ekstra svært. Når mennesker sættes uden for samfundet og behandles dårligt, har de intet at miste. Vi har set det i Danmark med stigende social uro. De løsninger, vi har set de seneste år, har ikke virket, flere børn har det skidt. Det er uværdigt.

Ligestilling til børn
Det er ikke spor for tidligt, at vi tænker på ligestilling til børn. Derfor kunne vi starte med at give børn lige muligheder for at gå til fritidsinteresser, lige mulighed for sund mad, (det er de fattige, der har livsstilssygdommene), lige mulighed for uddannelse osv.

Jeg tror på, at tog vi børnenes briller på, så ville meget se anderledes ud.

Det er nemlig ikke ordentlig børnepolitik, at de børn, hvis forældre er socialt udsatte, får den allersværeste barndom, og at de ikke gives de samme muligheder som hovedparten af deres kammerater.

Og lad mig til sidst endnu engang gøre opmærksom på, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd netop har lavet en undersøgelse, der dokumenterer, at vi får flere og flere fattige i Danmark. Tallene siger faktisk, at der er 55.000 flere siden 2001. Så fremtidsperspektivet er skræmmende. Vi skal handle nu. For børnenes skyld.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mai-Britt Iversen

Rådmand (S), Aalborg Kommune
cand.odont. (Aarhus Uni. 1996)

0:000:00