Debat: Vold skal bekæmpes med fokus på børnene

DEBAT: Vold, uanset hvilken form, skal bekæmpes. Men fokuser på at skabe et helhedsorienteret samarbejde for at beskytte børnene, skriver Susanne Nour Magnusson, direktør i Dialog mod Vold.

Af Susanne Nour Magnusson
Direktør i Dialog mod Vold

Vi skal gøre alt for at bekæmpe vold mod kvinder, mænd, børn og i familierne. Vi skal have fokus på, hvordan vi skaber den bedste forebyggende og tidlige indsats – så vi standser volden i nære relationer – så volden ikke gentager sig i generationer.

Vi skal således ikke kun have et entydigt fokus på vold mod kvinder. Men i hele familien. Derfor skal vi ikke fjerne det helhedsorienterede perspektiv på vold i familien, som den nye rapport fra GREVIO peger på.

Psykisk vold skal give strafferetlig beskyttelse
I dag, den 24. november, dagen før FN's internationale dag mod vold mod kvinder, præsenterede Europarådets GREVIO-komité deres rapport om status for den danske stats implementering af den såkaldte Istanbulkonvention. Istanbulkonventionen er Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i familien.

Der er flere af anbefalingerne i rapporten, jeg fuldt ud kan tilslutte mig. Især glæder jeg mig over anbefalingen af en styrket beskyttelse mod psykisk vold i Danmark. Det er en anbefaling, som både vi i Dialog mod Vold, men også Danner og Institut for Menneskerettigheder ved flere lejligheder har fremført. Jeg håber meget, at GREVIOs anbefaling på dette punkt vil give det sidste skub til, at begrebet psykisk vold bliver implementeret i dansk ret i form af en specifik strafferetlig beskyttelse.

Fokus på 360-graders behandling til hele familien
Et andet kritikpunkt fra GREVIO-komiteen er rettet mod regeringens nationale handlingsplan ”Indsats mod vold i familien og i nære relationer”. Regeringen kritiseres for med udtrykket ”vold i familien og i nære relationer” at være kønsneutral. Komiteen anbefaler, at der i stedet laves en handlingsplan mod vold mod kvinder. Det er denne anbefaling, jeg med dette indlæg især vil forholde mig kritisk til.

Jeg er meget enig i, at kønsneutralitet ikke er vejen frem. Køn kommer til udtryk i den måde, vi som samfund og individer kan udtrykke og positionere os, og køn har betydning – også for partnervold. Der er bestemt behov for, at vi er kønssensitive snarere end kønsneutrale. Men vejen frem er efter min mening ikke, som GREVIO foreslår, at vi ensidigt fokuserer på den partnervold, kvinder udsættes for.

For vi ved og har dokumenteret, at der i Danmark årligt er 33.000 kvinder og 13.000 mænd, som oplever fysisk vold fra deres partner. Men når det kommer til andre former for vold, som for eksempel psykisk vold og seksuel vold samt de komplicerede dynamikker og mønstre, som ofte kendetegner vold i parforhold, så mangler vi dansk forskning.

Når jeg dagligt ser på de mange familier, vi i Dialog mod Vold møder, så er det helt tydeligt, at volden udspiller sig på meget forskellige måder. Vi ser et kontinuum af partnervoldsdynamikker og mønstre. Der er både tilfælde, hvor volden er ensidig, og tilfælde, hvor volden i forskellig grad er tosidig.

Ligeledes varierer volden åbenlyst i såvel styrke som frekvens, og ikke mindst varierer det, hvor meget skade og frygt volden giver anledning til. Vi ser alt fra højkonfliktfamilier til par/familier, hvor der er ekstrem og kontrollerende vold og i yderste konsekvens partnerdrab.

Vold er ikke bare vold
Vold er altså ikke bare vold. Og her er det vigtigt, at vi bliver meget mere præcise og nuancerede omkring, hvad det er, vi taler om. Ligeledes er voldsudøvere ikke bare voldsudøvere; for eksempel har voldsudøvere ofte selv været voldsudsatte som børn.

I en ny videnskabelig artikel, der er publiceret i International Journal of Offender Therapy and Comparative Criminology, og som er baseret på data om voldsudøvere, der har gennemgået behandling i Dialog mod Vold, konkluderes det, at der er en overrepræsentation af kliniske lidelser og personlighedsforstyrrelser blandt udøverne, både de mandlige og de kvindelige.

Samme type forskning foreligger i forhold til voldsudsatte, der ligeledes har en forhøjet forekomst af psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelser, som påvirker deres måde at indgå i parforhold og navigere i forhold til vold.

Det diskuteres og er de sidste 30 år blevet diskuteret blandt forskere i forskellige internationale tidsskrifter som for eksempel Journal of Family Violence, om kvinder er lige så voldelige, aggressive, fornedrende og kontrollerende i parforhold som mænd. Debatten er polariseret, og det synes, som om feltet ikke rigtig flytter sig fremad – i hvert fald ikke sammen.

Hvorfor er det sådan? Er det ikke et spørgsmål om at få fakta og de rigtige tal belyst, sådan at vi kan basere vores tænkning og indsatser på konsolideret viden frem for et fragmenteret og polariseret vidensfelt?

På mig virker det, som om ideologiske overbevisninger og fagprofessionelle grænser forhindrer, at vi løfter blikket og sætter vores fælles mål om at nedbringe antallet af voldsudsatte og sikre hjælp til dem, der har behov for hjælp først. 

Både mænd og kvinder udøver vold
På den ene side er der dokumentation for, at kvinder udøver mange af de samme former for vold og aggression som mænd, og ligeledes er der dokumentation for, at de også forårsager skader:

Derfor er det ikke en god idé at skrive mændene ud af den nationale handlingsplan, som GREVIO anbefaler. Det ville ikke sikre lige muligheder for hjælp til voldsudsatte mænd, og det ville være diskrimination mod børn til fædre, der udsættes for vold. Her er det vigtigt at huske på, at børn er de primære udsatte, og at de er udsatte, uanset om det er mor eller far eller begge, der udøver volden.

På den anden side er der, hvis vi zoomer ind på de grove kontrollerende former for vold – hvor motivationen er at dominere og intimidere – og hvor voldsudøver systematisk forsøger at kontrollere og nedbryde sin partners integritet, flere mandlige end kvindelige udøvere. Jævnfør amerikanske forekomststudier er der cirka lige mange mænd som kvinder, der handler voldeligt/aggressivt mod deres partner; hvis man derimod fokuserer på den mere systematiske kontrollerende form for vold, er fordelingen på køn 70 procent for mænd, 20 procent for kvinder og 10 procent, hvor volden er tosidig. Altså en tydelig overrepræsentation af mandlige voldsudøvere.

Det er med andre ord et felt med en høj grad af kompleksitet, og derfor er der brug for, at vi er nuancerede, kønssensitive og vidensbaserede i vores tilgang.

Jeg vil derfor gerne frembringe en alternativ anbefaling til regeringen:

Skab rammerne for samarbejde mellem myndigheder og civilsamfund om en koordineret og helhedsorienteret indsats med fokus på børnene, der vokser op i familier med vold.

Den røde tråd mangler
Der er mange gode kræfter, der arbejder for at forebygge og stoppe vold i familien og i nære relationer. Alle har vi samme mål, nemlig at stoppe vold og nedbringe antallet af voldsudsatte. Men indsatserne foregår i parallelle universer.

De kommunale tiltag bliver for eksempel sjældent tænkt sammen med de behandlingstilbud, der er i civilsamfundsorganisationer som for eksempel hos Dialog mod Vold. Og derfor får vi ikke skabt en rød tråd i form af en helhedsorienteret indsats omkring familier med vold.

Det er en skam, fordi vi dermed heller ikke får høstet den merværdi, der potentielt ligger i, at myndigheder og civilsamfund arbejder sammen og hver gør det, de gør bedst.

Forrige artikel Aktionsgruppe: Skal flygtningebørn betale for bandepakken? Aktionsgruppe: Skal flygtningebørn betale for bandepakken? Næste artikel Psykologer: Hvis alle børn skal trives, må vi ikke tænke i kasser Psykologer: Hvis alle børn skal trives, må vi ikke tænke i kasser
  • Anmeld

    Ben · Socialrådgiver

    Fornuftigt fokus

    Tak for en fin artikel.
    Når der så ensidigt lægges fokus på mænd som voldsudøvere, og kvinder og børn som ofre, så kan svaret findes i 3. og 4. generation af feminismen. Det er en næsten umulig opgave at drage det kvindelige køn til ansvar for adfærd, der taler imod forstillingen om "det blide køn". Selv debatten om §109 tilbud til mænd der er udsat for vold, blev skudt i sænk af bl.a. Kvinfo. Der er ikke ligestilling for loven mellem kønnene, og mænd og børn er generelt set de store tabere - mænds krisecentre hedder enten gaden eller §110 herberger, hvor der ikke er psykologhjælp eller plads til børn. Går mænd til politiet for at anmelde vold, begået af kvindelige partnere, bliver de ofte mødt med "så mand dig op" eller "det virker ikke så alvorligt..." eller "mon ikke det er din egen skyld?" og lignende.
    Det ville klæde debatten om vi forholdt os til fakta og mødtes som reelt ligestillede parter, med fokus på fornuftig debat og løsninger til alles bedste.