Forskere: Hvis vi skal leve op til verdensmålene, kommer vi ikke uden om at se på ydelserne

I Danmark har vi forpligtet os på at leve op til FN’s verdensmål fra 2015. Vi skal halvere andelen af fattige danskere inden 2030. Halvvejs inde i perioden har fattigdommen snarere været svagt stigende – både ifølge Danmarks Statistiks og OECD's fattigdomsdefinition.

Da Danmark ikke har en officiel fattigdomsdefinition, er der dog ikke et nationalt fastlagt mål, som FN’s verdensmål kan holdes op imod. Vi giver her et indblik i, hvordan vi kan måle fattigdommen, og hvad vi kan gøre for at reducere antallet af fattige i Danmark og dermed leve op til FN’s verdensmål.

Hvordan måler vi fattigdom?

Fattigdom er, når man har så få ressourcer til rådighed, at man ikke kan opretholde livsmønstre, vaner og aktiviteter, der er almindelige i et samfund.

Den mest udbredte metode er at betegne en familie som fattig i et givet år, hvis familiens indkomst er under halvdelen af en almindelig dansk families (for eksempel Danmarks Statistiks og OECD's fattigdomsmål).

Denne statistiske metode er særligt brugbar, hvis man ønsker at danne et billede af udviklingen i antallet af fattige over tid.

Den er dog mindre egnet til at målrette sociale indsatser, da der ikke tages stilling til årsager til den lave indkomst, og at gruppen af økonomisk fattige består af forskellige undergrupper (for eksempel udsatte borgere, små selvstændige, personer med delbeskæftigelse med videre). Det taler for, at vi supplerer med mål for fattigdommens konsekvenser.

Fattigdommens konsekvenser

Man kan få et indblik i fattigdommens konsekvenser ved at spørge ind til oplevede afsavn (for eksempel mad, medicin og fritidsaktiviteter). Forskellige undersøgelser af afsavn har generelt vist, at en betydelig del af individer og familier i kontanthjælpssystemet, og særligt dem på de laveste ydelser, oplever omfattende afsavn og har svært ved at få råd til både basale fornødenheder og sociale aktiviteter.

Mange familier på kontanthjælp oplever omfattende afsavn og har svært ved at få råd til både basale fornødenheder og sociale aktiviteter

Rune Vammen Lesner og Lars Benjaminsen
Seniorforskere, Vive

Endelig kan et detaljeret minimumsbudget bidrage med en illustrativ forståelse af, hvad man ikke har råd til, når man er fattig.

Denne metode bygger dog på en lang række svære faglige vurderinger om, hvad der er nødvendige udgifter.

Fordelene og ulemperne ved de forskellige metoder taler generelt for, at bringe alle tre metoder i spil i forhold til at måle og beskrive fattigdommen, da de hver især bidrager med vigtig viden og nuancer til at forstå omfanget og konsekvenserne af fattigdommen.

Hvordan hjælper vi de fattige?

Langt størstedelen af fattige i Danmark er afhængige af indkomstoverførsler og forskellige offentlige indsatser for at få hverdagen til at hænge sammen.

Derfor er andelen og kompositionen af gruppen af fattige tæt knyttet til en politisk afvejning mellem socialhjælp og støtte, beskæftigelsesincitamenter og integrationspolitiske overvejelser.

Eksempelvis er tre ud af fem børn, der lever i en fattig familie, indvandrere eller efterkommere, hvilket i nogen grad kan tilskrives de lavere indkomstoverførsler til denne gruppe (selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse – SHO-ydelsen).