Debat

Kom ind i kampen, Karen J.

BØRNEFATTIGDOM: Velfærdsministeren nægter at erkende, at der findes børnefattigdom i Danmark, skriver Mimi Jakobsen i et debatindlæg.
Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, kritiserer Karen Jespersen for at ignorere det faktum, at der findes fattige børn i Danmark.
Mimi Jakobsen, generalsekretær i Red Barnet, kritiserer Karen Jespersen for at ignorere det faktum, at der findes fattige børn i Danmark.Foto: colourbox.com
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mimi Jakobsen
Generalsekretær, Red Barnet 

Det tager kun 10 minutter at cykle fra Red Barnets hovedkontor på Rosenørns Allé til Velfærdsministeriet ved Holmens Kanal. Ikke desto mindre synes afstanden indimellem at være uoverkommelig stor. Vi oplevede det senest i december, hvor en ny undersøgelse fra Red Barnet og SFI viste, at børnefattigdommen i Danmark stiger.

På Rosenørns Allé var telefonerne rødglødende. Unge såvel som ældre fra hele landet kimede Red Barnet ned for at tilbyde deres hjælp til de 59.000 fattige børn og deres familier. De ville være frivillige, venskabsfamilier eller give økonomiske bidrag til Red Barnets arbejde. Borgerne var dybt berørte og indignerede over, at vi i et af verdens rigeste lande tillader, at børn lever på et økonomisk lavblus, der har alvorlige konsekvenser for deres udvikling og trivsel.

På Holmens Kanal var der derimod ikke megen harme og indignation at spore. Velfærdsminister Karen Jespersen (V) valgte i første omgang ikke at kommentere de nye tal, og senere gav hun udtryk for, at problemet i høj grad er de fattige familiers eget ansvar.

En erkendelse af, at der findes fattige børn i Danmark, vil være første skridt på vejen - Red Barnet stiller gerne sin viden og erfaringer til rådighed til de næste.

Mimi Jakobsen
Generalsekretær, Red Barnet

Grænser for fattigdom
I Red Barnet er vi dybt taknemmelige over borgernes overvældende interesse og vilje til at gøre noget for de fattige børn. Disse børn har brug for al den opbakning, de overhovedet kan få. Derfor er det både ubegribeligt og dybt bekymrende, at velfærdsministeren ikke udviser samme interesse.

En af årsagerne er tilsyneladende, at de nye tal bygger på OECD's relative fattigdomsgrænse - dvs. 50 procent af medianen af den disponible indkomst i befolkningen. Hver eneste gang den fattigdomsmålestok bliver brugt, er der politikere og debattører, som negligerer problemet med henvisning til, at børnene jo kun er relativt fattige - altså fattige i forhold til deres jævnaldrende.

Sammen med en lang række organisationer har Red Barnet i mange år kæmpet for at få indført en fattigdomsgrænse i Danmark. Men trods ihærdige forsøg og stor faglig ekspertise er det ikke lykkedes at finde tilstrækkelig politisk opbakning til forslaget.

Hvis man som politiker hverken vil diskutere relative tal eller fastsætte en fattigdomsgrænse i Danmark, så vender man i praksis ryggen til de mange børn og familier, der pga. deres økonomi er tvunget til at leve et liv på samfundets sidelinje. De bliver ikke-eksisterende i velfærdsdebatten. Det er en usynliggørelse og en arrogance, som vi ikke kan være bekendt, og som ingen i det danske samfund er tjent med.

Ulighed øger isolationen
Gennem Red Barnets arbejde møder vi børnene bag tallene i Red Barnets og SFI's undersøgelser. Vi ser, at flertallet af fattige børn i Danmark ikke trives i skolen, udsættes for både fysisk og verbal mobning og bliver direkte hæmmet i deres sociale og fysiske udvikling.

Vi ser også, hvordan stigende fødevarepriser og den voksende ulighed gør det endnu sværere for familierne at få ordentlig mad på bordet hver dag og endnu sværere for børnene at være fattige i forhold til deres kammerater. Økonomien og skammen over at mangle penge gennemsyrer hele hverdagen for børn og forældre, der ender med at pakke deres liv ind i løgne og leve i dyb social isolation.

Det kan vi simpelthen ikke tillade. For vi ved, at fattige børn i dag er morgendagens fattige voksne. At dårlige levevilkår desværre går i arv fra forældre til børn. Derfor skal må velfærdsministeren skride til handling. En erkendelse af, at der findes fattige børn i Danmark, vil være første skridt på vejen - Red Barnet stiller gerne sin viden og erfaringer til rådighed til de næste.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mimi Jakobsen

Fhv. minister, MF og partiformand (CD), fhv. generalsekretær, Red Barnet og direktør for Scleroseforeningen
BA.mag. i tysk sprog og fonetik (Københavns Uni. 1979)

Karen Jespersen

Redaktør, Den Korte Avis, fhv. minister (S og V), fhv. MF (S og V)
cand.mag. i historie og arkæologi (Københavns Uni. 1977)

0:000:00