Psykiatrimedarbejder: Mine kollegaer fortjener et arbejdsmiljø uden frygt for trusler

Hvorfor har jeg skrevet under på borgerforslaget "Offentlige ansatte skal kunne gå sikkert på arbejde og kunne føle sig trygge når de har fri"?

Jo, det har jeg, fordi jeg som lægesekretær og fællestillidsrepræsentant i HK og Region Hovedstadens Psykiatri har talt med flere kollegaer, som er utrygge i deres arbejde på grund af den logning, der sker, når man arbejder i en patientjournal – som er tilgængelig for patienterne. 

Lægesekretærerne har altid været de første til at møde patienten i sit ærinde på hospitalet. Vi er hjælpsomme og imødekommende, og patienterne sætter stor pris på vores tilstedeværelse. Vi har i mange år været nogle initialer i den dokumentation, som blev registreret i patientens journal, som i øvrigt kun blev udleveret efter anmodning. 

Men med den digitale udvikling og indførelsen af elektronisk patientjournal er lægesekretærernes fulde navne tilgængelige, når de tilgår journalen. Derudover dannes der en logfil, hver eneste gang vi laver et opslag i en patients journal. 

Hvordan kan det være et problem, når nu vi har så god kontakt med patienterne, kunne man spørge. Men det er et problem, fordi patienterne ikke ved, hvordan vi udfører vores arbejde, men kun kan se de mange logninger på vores navne i deres journal. 

En digital udfordring 
I min egen region, Hovedstaden, har indførelsen af Sundhedsplatformen været en meget stor og kompliceret opgave – og det er den stadig. 

Hver tredje måned kommer der en større eller mindre opdatering, og vi skal igen tillære nye måder at håndtere registreringen på. Mennesker lærer forskelligt, og det har også vist sig, at lægesekretærerne har vidt forskellige kompetencer til at udføre deres arbejde. Heldigvis er vi rigtig gode kollegaer, så vi søger råd og støtte hos hinanden. 

Nogle lægesekretærer er nøglepersoner, så de kan fjernstyre ens pc, så man samtidig lærer nyt, mens man arbejder i journalen. Vi arbejder blandt andet med at håndtere de informationer, som andet sundhedspersonale indtaster i systemet, men som ikke registreres korrekt eller som mangler oplysninger. Rettelserne sker bagudrettet, i nogle tilfælde meget lang tid, efter at den egentlige registrering er sket, fordi der trækkes opsamlingslister.

Vi arbejder på tværs af afdelinger i de situationer, ligesom vi hjælper hinanden i spidsbelastninger med arbejdslister og lignende. Det vil sige, at rigtig mange lægesekretærer arbejder i patientjournaler, som ikke tilhører deres egen afdeling. 

Det gælder både i ovennævnte situation, hvor vi hjælper hinanden, men også ved håndtering af post, hvor vi har brug for at kunne slå op i det cpr-nummer, som henvendelsen drejer sig om, for at se, om det tilhører ens afdeling. 

Det samme gælder for de mange telefonopkald, som vi besvarer dagligt. For at kunne hjælpe må vi slå cpr-nummeret op, så vi kan se, hvem der er ansvarlig for behandlingen, om recepten er dannet og på vej, om hvornår den næste tid er planlagt til og mange andre relevante forespørgsler. 

Medarbejdere har intet valg
Som på andre store arbejdspladser går både telefonopkald og post indimellem til det forkerte sted på vores store hospitaler, og derfor står vores navne i loggen på rigtig mange journaler – til stor forundring for patienterne.

For hvorfor fremgår der i loggen et navn, som de ikke kender, fra en afdeling, som de ikke er tilknyttet, og på et tidspunkt, hvor de ikke var i kontakt med hospitalet? 

For at undgå uberettigede opslag i patientjournaler har man indført et internt automatisk datatræk fra loggen på medarbejderne, som ud fra bestemte kriterier udsøger de opslag, som kræver en yderligere afklaring. 

For man må ikke foretage opslag i sin egen journal, i familiens, i naboens og så videre. Der skal være en behandlerrelation eller anden gyldig grund. Dette er en yderst relevant procedure, som også beskytter patienterne.

Det skaber utryghed og en følelse af mistænkeliggørelse hos lægesekretærerne

Lisa Greve Korsbæk
Medarbejder i psykiatrien

Derfor behøver vores navn ikke fremgå af endnu en logfil tilgængelig for patienten eller på hver enkelt journalside, som vi printer ud. Vi vil foretrække at kunne oplyse vores fulde navn på forespørgsel. 

På den måde kan vi være forberedt på, hvis en patient er utilfreds med vores håndtering af deres henvendelse, og gå til vores leder for råd og vejledning. Men vi får ikke valget med den digitale indretning, som vi arbejder under i øjeblikket. 

Frygt for at blive opsøgt 
Det skaber utryghed og en følelse af mistænkeliggørelse hos lægesekretærerne. Som det er nu, kræver det, at lægesekretæren husker, hver gang der rettes i en registrering, fordi man risikerer, at patienten kontakter én efterfølgende. 

Så selvom de fleste konflikter mellem patienten og medarbejderen opstår i det fysiske møde, så gælder det for lægesekretærerne, at de oftest kontaktes telefonisk eller på mail. 

Der er allerede flere eksempler på, at vrede patienter ringer op og forlanger forklaringer. Der er en reel frygt hos mine kollegaer for at blive opsøgt privat eller på sociale medier, ligesom man har set i andre faggrupper, hvor der skrives grimme ting om én, uden at man har mulighed for at forsvare sig, fordi man er underlagt tavshedspligten. 

Mine kollegaer fortjener et sikkert arbejdsmiljø uden frygt for trusler. Derfor har jeg skrevet under på borgerforslaget.