Bedre Psykiatri: Tjenestenumre er nytteløs symptombehandling, som vil gøre ondt værre

Forslaget om at udskifte navne med numre og initialer i psykiatrien ligger i fin forlængelse af flere års ønsker om narkohunde, kropsscannere og udvidede magtbeføjelser. Argumenterne, motiverne og afsendernes frustrationer er de samme. Og det er svaret fra Bedre Psykiatri også: Vi siger nej tak.

Ligesom i de tidligere diskussioner om, hvordan vi løser problemer med vold og trusler i psykiatrien, er forslaget om tjenestenumre både forståeligt og sympatisk: Vi må tage hensyn til medarbejdernes tryghed, og vi kan ikke læne os tilbage og vente. Det er jeg enig i.

Men spørgsmålet, som står tilbage – også efter de mange gode indlæg her i Altinget – er: Hvor længe skal vi håndtere psykiatriens strukturelle problemer med symptombehandling?

Ingen interesserer sig for kvaliteten
Efter de forfærdelige drab på bostederne etablerede politikerne de "særlige pladser", men lod bostederne fortsætte som passive misbrugsplagede opbevaringsanstalter.

Efter historierne om det totale fravær af uddannet personale på døgninstitutioner i Nordjylland samledes al kritik sig om Socialtilsynet, mens nul mennesker interesserede sig for, hvordan ikke bare kontrollen, men også kvaliteten af institutionerne kunne blive bedre.

Mønsteret var det samme efter historier om vold og trusler på psykiatriske afdelinger i Region Midtjylland. Hvis der var forslag om flere ansatte, bedre behandling og mere omsorg, blev de totalt overdøvet af krav om narkohunde og kropsscannere.

Forringer relationen og hjælpen
Det er urovækkende, at ingen af tjenestenummertilhængerne kommer ind på, hvorfor truslerne og volden opstår. Det gør den, fordi patienterne ikke får den hjælp og behandling, som de har brug for.

Når nu vi ved det, skal vi så ikke lade være med at gøre hjælpen dårligere? For det er jo det, vi gør med anonymiseringen. Den forringer, som Knud Kristensen fra Sind så rigtigt fremhæver i sit indlæg, den altafgørende relation mellem patienten og behandleren.

Uden den tillidsfulde relation er patienten en "black box", og risikoen for fejldiagnosticering, forkert medicin og farlige situationer stiger.

Det vil med andre ord sige, at det, som skal løse problemet med vold og trusler med alt sandsynlighed, vil medvirke til at gøre problemet endnu større. I stedet for at ødelægge psykiaternes bedste værktøj skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at værktøjet fungerer og bliver bedre.

Langtidsholdbare løsninger
Vi skal give de ansatte bedre muligheder for at lære patienterne og deres pårørende at kende og forstå deres symptomer og handlemønstre. Det kan lade sig gøre.

Med flere ansatte og mere tid til at danne relationer bliver tvang, utryghed og overdrevet medicinforbrug til omsorg, faglighed og tryghed – for både patienter og medarbejdere i psykiatrien.

Ja, det er dyrt, men kom nu: Det kan jo ikke nytte, at man selv i et panel som dette, som er befolket af superengagerede psykiatrifortalere som dig, Jane Heitmann (V), eller dig, Liselott Blixt (DF), er så optagede af at kapsle psykiatriens nedsmeltning ind i symptombehandling i stedet for ægte langtidsholdbare løsninger.

Det skal vi simpelthen gøre bedre.