Sind: Tjenestenumre fremmer ikke relationen mellem patient og behandler

På baggrund af sager, hvor medarbejdere i psykiatrien har været udsat for trusler og chikaner på baggrund af, hvad de har skrevet i patientjournaler, har der været fremsat et forslag om, at medarbejdere i psykiatrien i journaler og på navneskilte skal kunne optræde anonymt under et tjenestenummer.

Lad mig starte med at sige, at ingen (som i absolut ingen) skal gå på arbejde i psykiatrien og risikere liv eller helbred. De skal selvfølgelig heller ikke risikere, at deres kære udsættes for trusler.

Medarbejderne gør hver dag et kæmpe arbejde for og med de borgere, der i en periode af deres liv har det så dårligt, at de er nødt til for eksempel at være indlagt på en (lukket) psykiatrisk afdeling. Det skal de selvfølgelig ikke "betales" for med vold eller trusler. Når det er sagt, så er tjenestenumre ikke løsningen.

Patientrelationen er afgørende

Hvis en behandling af en psykiatrisk patient skal lykkes, er relationen mellem behandler og patient helt afgørende. Uden relation bidrager medarbejderen ikke til patientens helbredelse/recovery.

Som patient eller pårørende kan man i min optik ikke have en relation til et nummer. Man kan have en relation til et menneske. Mennesker er forsynet med et ansigt, en personlighed og et navn.

Kan man forestille sig en samtale, hvor en patient siger: "Jeg havde en god snak med #48 i dag," eller "nummer 48 er godt nok et røvhul"? Så nej tak til tjenestenumre. Vi har brug for mennesker – ikke numre.

Men hvad så med sikkerheden?

Som sagt skal ingen "betales" for sit arbejde med trusler eller vold. 

Hvis det er nødvendigt at beskytte medarbejderne mod trusler og vold, er der andre måder, man kan gøre det på, end ved at skifte navne ud med numre.

Én måde er at tillade, at medarbejderne på navneskilte udelukkende anvender fornavne. En anden måde er at tillade, at medarbejderne i journalen udelukkende registrerer sig med initialer.

For så vidt kunne det også være acceptabelt i journalen at anvende et tjenestenummer – bare ikke i den daglige kontakt eller på navneskiltet.

En helt anden – og mere effektiv – metode kunne være, at man i det daglige arbejde blev meget mere opmærksom på, hvad det betyder for den enkelte patient, hvad der skrives i journalen. Og hvordan det skrives.

Ny tilgang til journalnoter

I Sind hører vi ofte fra eller om patienter, der slet ikke kan genkende sig selv i journalnotaterne. De føler, at der tegnes et forkert billede af dem, de føler, at der direkte lyves om dem og deres tilstand.

Her kunne man ofte undgå konflikter, hvis man gennemgik journalen sammen med patienten, når der tilføres notater af væsentlig betydning. Hvis patienten ikke er enig, kan man lade patientens afvigende opfattelse fremgå af journalen, så patienten kan føle sig mødt og hørt.

I nogle (opkørte) situationer kunne det måske være hensigtsmæssigt, hvis man forsinker perioden, fra journalnotatet skrives, til det bliver tilgængeligt på Sundhed.dk. Herved når patienten måske at falde til ro, inden han/hun læser journalnotatet.

Stærke relationer er forebyggelse 

Overordnet er mit svar, at man skal styrke relationen mellem patient og behandler for at forebygge vold og trusler.

Ja tak til at beskytte medarbejderne og dermed også patienterne

Knud Kristensen
Landsformand, Sind

Tjenestenumre fremmer ikke relationen. Afslutningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at det naturligvis også er i patientens/borgerens interesse at forebygge vold og trusler.

Hvis man i en opkørt situation – for eksempel på grund af en psykose – ender med at true eller være voldelig, har det også store negative konsekvenser for en selv.

Man ender måske med en foranstaltningsdom, og man skal måske leve resten af livet med viden om, at man har forvoldt et andet menneske skade.

Så ja tak til at beskytte medarbejderne og dermed også patienterne, men nej tak til at skifte Per ud med nummer 48.