Lektor: Forældreperspektivet er dominerende i sager om udsatte børn

DEBAT: Forældrenes perspektiv sættes alt for ofte før børnenes i sager om udsatte børn og unge. I et land som Danmark bør børns rettigheder håndhæves langt mere konsekvent, skriver Jette Wilhelmsen.

Af Jette Wilhelmsen
Lektor, socialrådgiveruddannelsen i København, formand for foreningen Joannahuset

Mette Frederiksen understregede i sin nytårstale, at hun vil sætte børnenes rettigheder over forældrenes. Det er på tide, at børnene betragtes som ligeværdige borgere i samfundet og ikke som forældrenes ejendom.

Gennem 20 års arbejde med børn i udsatte positioner i både privat og offentligt regi har jeg alt for ofte set, hvad det gør ved børn, at systemet langt hen ad vejen fastholder det forældede syn på børn som rettighedsløse.

Alt for mange socialarbejdere lader det være op til de voksne, hvad der er bedst for børnene. I sager med dysfunktionelle familier, hvor forældrene udsætter børnene for fysiske og psykiske overgreb, samarbejder socialarbejdere med forældrene og glemmer at lytte til børnene.

Jeg har talt med børn, der efter flere års svigt endelig har fundet mod til at fortælle, hvad de bliver udsat for i hjemmet, for blot at blive efterladt i vold og misbrug.

Børnenes rettigheder krænkes
Et eksempel fra min praksis, som illustrerer, hvilken virkelighed børn kan møde, når de beder om hjælp i kommunen, omhandler en 17-årig pige, der henvender sig til kommunen henvist fra en rådgivningstelefon.

Hun fortæller, at hun har brug for hjælp, men at det er svært for hende at bede om den. Hun fortæller om sin mor, der har et aktivt stofmisbrug, og som ofte indtager stoffer i lejligheden sammen med sin kæreste.

Der er mange konflikter mellem pigen og moderen, og konflikterne udvikler sig jævnligt til vold, eller til at pigen bliver smidt ud hjemmefra.

Pigen fortæller, at moderen ofte bruger alle sine penge på stoffer, og de derfor må leve af mad, som moderen stjæler. Pigen efterspørger hjælp til at komme væk fra hjemmet.

Hun fortæller, at hun har behov for hjælp fra voksne til at komme i skole eller begynde på et arbejde, og hun beskriver sig selv som deprimeret. Da kommunen efterfølgende taler med moderen, beskylder moderen pigen for at lyve, men giver sit samtykke til en anbringelse. 

Kommunen afviser en akut frivillig anbringelse med følgende begrundelse: "Hun er 17 år, og det er ikke en situation, der er akut opstået." 

Fejl i sagsbehandling
Hvis pigen havde været nogle måneder ældre og var fyldt 18 år, kunne hun have henvendt sig på et krisecenter for voldsramte kvinder, hvor hun havde fået akut omsorg og beskyttelse.

Hun havde kunnet opholde sig på krisecenteret, mens der blev lavet en plan for hendes videre forløb i et samarbejde med både krisecenter og kommunen. Hun havde haft ret til psykologsamtaler og ret til, at kommunen skulle bidrage til opholdsbetalingen.  

Eksemplet ovenfor er blot ét ud af mange, hvilket underbygges af Ankestyrelsens praksisundersøgelser, der i flere omgange har vist en relativt høj andel af fejl i den kommunale sagsbehandling på området "udsatte børn og unge".

I forbindelse med en kulegravning af sager om overgreb mod børn og unge fra marts 2012 udpegede Ankestyrelsen en række centrale problemstillinger, som gik igen i samtlige sager.

Det handlede netop om manglende inddragelse af børnene – herunder børnesamtaler. Konklusionen var, at der havde været for meget fokus på forældresamarbejde i sagsbehandlingen. 

Forældrenes perspektiv prioriteres
Man kan jo spørge sig selv, hvorfor børns rettigheder krænkes gang på gang i et moderne samfund som det danske, hvor intentionerne om at ændre synet på børn har eksisteret i årevis.

Danmark har tilsluttet sig FN's Børnekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er derved én gang for alle slået fast, at børn har menneskerettigheder på lige fod med voksne.

I 2011 indførtes ny lovgivning på baggrund af Barnets Reform og i 2013 på baggrund af Overgrebspakken, der yderligere lagde op til, at børnene skulle betragtes som selvstændige individer og som retssubjekter med særskilte behov uafhængigt af deres forældre.

I forarbejderne til Barnets Reform står dog, at det i langt de fleste tilfælde vil være til barnets bedste, at støtten gives med udgangspunkt i et tæt samarbejde med forældrene, herunder at forældrene får hjælp til at bakke op om barnets opvækst. Jeg er enig, så længe det er til gavn for barnet. 

Børnene i centrum
I Barnets Reform fra 2011 findes det centrale princip om, at alle børn skal have mulighed for nære og omsorgsfulde relationer. I de tilfælde, hvor forældrene ikke formår at give dette, har børnene ret til støtte for at sikre, at de på anden vis vokser op i et trygt omsorgsmiljø.

Et andet centralt princip i Barnets Reform er, at børnenes bedste altid skal være i centrum for indsatsen, og at indsatsen skal målrettes det konkrete barns udvikling og trivsel. I de tilfælde, hvor der er en konflikt mellem barnets og forældrenes interesser, skal det sikres, at det er barnets behov, der er i centrum. 

Til trods for disse principper oplever jeg fortsat, at der ikke lyttes til børnene, og at hensynet til forældrene sættes over børnenes behov. Vi har opbygget et system, hvor samarbejdet mellem voksne i familien og sagsbehandleren er det dominerende uanset barnets alder.

En ung pige sagde for nogle år tilbage til mig: "Alt har handlet om, hvad der var bedst for min mor, og ikke hvad der var bedst for mig. Der har altid været fokus på, hvad der fungerede for min mor. Mine søskende og jeg blev objekter. Jeg har altid følt mig som en hoppebold. Den er bare aldrig landet et sted." 

Danmark halter efter nabolande
Jeg oplever, at systemet ikke anerkender børn som borgere på lige fod med voksne. Det kan forklares med, at der findes en såkaldt lovpositivistisk opfattelse blandt sagsbehandlerne: at børn ikke har rettigheder, medmindre disse eksplicit fremgår af en skreven national lov.

Det resulterer i, at forældreperspektivet bliver det dominerende, og at børnene bliver de svage borgere, der bliver tilsidesat på trods af konventionerne og de nationale reformers intentioner.

Jeg mener derfor, at der er behov for en skriftlig tydeliggørelse af reglerne, og at de relevante regler samles i én fælles retskilde. I det øjeblik, Børnekonventionen bliver en del af dansk lov og ret, skal den overholdes.

Overholdes konventionen ikke, vil børnene have mulighed for at klage. Jeg undres over, at dette ikke er sket. Danmark er det eneste land i Norden, der ikke har inkorporeret Børnekonventionen i national lov. Sverige har netop gjort det, men Danmark halter efter. Vil børnenes statsminister ændre på det? 

Ret til krisecenter for børn
Der er derudover behov for ret til et sted, hvor kriseramte børn og unge kan tage hen på lige fod med de muligheder, der findes for voksne.

En voldsramt kvinde har ret til at tage på krisecenter, når hun har været udsat for vold, og der findes krisecentre og herberger for mænd i samme situation – men samfundets børn, som i høj grad er afhængige af voksne, er ofte nødsaget til at blive hjemme i vold, krænkelser og andre svigt.

Alternativet til at blive hjemme, hvor svigtene fortsætter, er et liv på gaden eller andre tilfældige steder. Børnene skal have ret til at tage ophold et sikkert sted, når de selvstændigt ønsker at komme væk fra overgreb og andre svigt i hjemmet.

Et sted, hvor man betragter og møder børn som aktive demokratiske medborgere, og hvor de kan få rettighedsbaseret rådgivning og vejledning. Et helle, mens barnet får mere klarhed over sin livssituation, og forholdene undersøges af kommunen.

Et krisecenter for børn og unge vil skabe mulighed for ro først og fremmest for barnet, men også for sagsbehandlere, give bedre forudsætninger for reel inddragelse, samtidig med at der tages højde for, at barnet befinder sig i en konflikt mellem loyalitet over for forældrene og ønsket om at få hjælp.

Det kræver en tilføjelse i lovgivningen. Vil børnenes statsminister arbejde for børnenes ret til et helle?

Forrige artikel Professionshøjskole: Forskning i udsatte børn er tilfældig og utilstrækkelig Professionshøjskole: Forskning i udsatte børn er tilfældig og utilstrækkelig Næste artikel Forsker: Børn må ikke stå alene med ansvaret for relationen til forældrene Forsker: Børn må ikke stå alene med ansvaret for relationen til forældrene