Debat

Se børnene, Birthe

DEBAT: I mange udlændingesager gemmer sig børn, der har levet det meste af deres barndom i et retsligt ingenmandsland og med en usikkerhed, der mærker dem for livet. Hvornår mon integrationsministeren sætter sig på hug og ser børnene i øjnene, spørger Red Barnet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mimi Jakobsen
Generalsekretær i Red Barnet 

Sidste søndag bragte Politikken en helsides artikel om en familie - ægteparret Zeyneb Ali og Abdallah Tumeh og deres to børn, der har levet mere end seks år under et umenneskeligt pres i Danmark.

En del af tiden med frygten for, at deres familie kan risikere at blive splittet ved tvangshjemsendelse til forskellige lande. Familien har tidligere henvendt sig til Red Barnet for at få hjælp.

I denne uge blev vi ringet op af en pige, der har ventet ni år i danske asylcentre. Hun ønskede bare så inderligt, at nogen kunne hjælpe hende og hendes mindre søskende til en normal tilværelse i Danmark.

For et land som Danmark burde det være en selvfølge at respektere Børnekonventionen - også i udlændingesager.

Mimi Jakobsen
Generalsekretær, Red Barnet

De to henvendelser er blot de seneste, Red Barnet har modtaget fra fortvivlede forældre og børn. Sagerne vidner endnu engang om, hvor grel livssituationen er for børn i asylsøgende familier.

Det er efterhånden dokumenteret adskillige gange, at børnene tager skade af at vente, og at skaderne ofte er synlige allerede efter et år. Ved at lægge risikoen for at familien kan blive splittet til den i forvejen nedslidende ventetid og usikkerhed, skaber de danske myndigheder et univers af kaos for børnene.

Man behøver ikke være psykolog for at forstå, at frygten for families opløsning rører ved selve fundamentet for børns udvikling og trivsel og angsten for at miste i sig selv er en dyb, dyb sorg.

Respektér konventionen
Retten til familie er konventionsforankret. I indledningen til FN's Børnekonvention fremgår det, at de lande, der - som Danmark - er underskrivere af konventionen, "er overbeviste om, at familien, som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel, bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet."

For et land som Danmark burde det være en selvfølge at respektere Børnekonventionen - også i udlændingesager. Ovennævnte eksempler viser, at det desværre ikke altid er tilfældet.

Jeg mener, at det er på høje tid, at vi begynder at se den verden, børnene vokser op i, med børnenes øjne. Børn i asylsøgende familier har sjældent - hvis nogensinde - deres egen asylsag og dermed udlændingenummer.

Når der bliver truffet afgørelser om børnene og deres families fremtid, fremgår det til Red Barnets kendskab meget sjældent af afgørelsen, at der er taget hensyn til deres tarv.

De gange hensynet til børnenes udvikling og trivsel nævnes, er det ikke klart, hvem der har foretaget den nødvendige undersøgelse af børnenes tarv og i hvilken grad børnefaglig viden har været inddraget og hvilken vægt disse hensyn har fået i afgørelserne. Børnene er vedhæng, og hensynet til dem nærmest usynligt i afgørelser af udlændingesager.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) siger i denne uge, at danske asylmyndigheder kun skiller familier ad, hvis forældrene ikke vil benytte den mulighed, danske asylmyndigheder skal have sikret for at udsende familien samlet. Den garanti vil Red Barnet holde skarpt øje med.

Men en mulighed for samlet udsendelse er dog bare én af de faktorer, der skal sikres, før tvangsudsendelse overhovedet kan overvejes.

Myndighederne bør foretage en undersøgelse af børnenes muligheder for trivsel og udvikling ud fra princippet om barnets bedste. Red Barnet mener, at følgende faktorer bør indgå i en vurdering af det enkelte barns sag:

  • Længden af opholdet i Danmark (Det er aldrig i barnets tarv at leve i usikkerhed og under stort stress over tid og det er ikke i barnets tarv, at der hænger en trussel over deres familie om adskillelse).

  • Barnets sprog

  • Barnets mulighed for fortsat skolegang

  • Barnets fortsatte fysiske og psykiske trivsel

  • Barnets netværk og familie

  • Barnets sikkerhed

  • Forældrenes mulighed for at sikre barnets udvikling og muligheden for, at de kan få den støtte, de har behov for

Listen er ikke udtømt, men først når en afgørelse bygger på en reel undersøgelse af barnets bedste og hensynet til barnets tarv kommer i første række kan man tale om, at vi i Danmark respekterer Børnekonventionen i udlændingesager.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mimi Jakobsen

Fhv. minister, MF og partiformand (CD), fhv. generalsekretær, Red Barnet og direktør for Scleroseforeningen
BA.mag. i tysk sprog og fonetik (Københavns Uni. 1979)

Birthe Rønn Hornbech

Fhv. minister (V), fhv. MF, fhv. vicepolitimester
cand.jur. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00