Her er opskriften på evidensbaseret socialpolitik

Af Agi Csonka
Direktør i SFI

Socialpolitikken bør i højere grad være evidensbaseret – deri er det svært at være uenig.

Men her et årti efter, at evidensbølgen rullede ind over det danske politiske landskab, har vi stadig ikke helt knækket nødden. Måske fordi det kræver meget mere af både politikere, forskere og praktikere, end vi havde forestillet os.

En evidensbaseret socialpolitik indeholder nemlig mindst tre ingredienser: En klar evidensstrategi, en dialog mellem forskning og praksis, og en analytisk tilgang til socialt arbejde.

Også behov for anden viden
Ofte sættes der lighedstegn mellem evidens og effekt. ”Vi vil vide, hvad der virker,” lyder det fra især politikernes side. Eller: ”Med alle de milliarder, vi poster i det sociale arbejde, er det vigtigt at finde ud af, om indsatserne virker eller ikke virker.”

Og det ER vigtigt, at vi i forskningsverdenen til stadighed bestræber os på at udvikle metoder, der giver os sikker viden om, hvorvidt en indsats har den forventede effekt.

Der vil altid være brug for megen anden viden for at kunne træffe gode beslutninger i det sociale arbejde. Og det er egentlig dét, evidens handler om: at træffe de bedst mulige beslutninger på en bund af solid viden.

Agi Csonka
Direktør, SFI

Men uanset hvor dygtige vi bliver til at måle effekt, så er det i bedste fald naivt at forestille sig, at vi i en nær lysende fremtid vil have kortlagt alle effekter af alle sociale indsatser, og så er det bare at gå i gang med at sortere i dem.

Der vil altid være brug for megen anden viden for at kunne træffe gode beslutninger i det sociale arbejde. Og det er egentlig dét, evidens handler om: at træffe de bedst mulige beslutninger på en bund af solid viden. Viden om, hvad der virker, ja – men også viden om forskellige målgrupper og deres livsvilkår, om inklusions- og eksklusionsdynamikker, om implementering af indsatser, om ledelse osv.

Èn evidensstrategi
Der er ingen tvivl om, at politikere og beslutningstagere drømmer om en mere evidensbaseret socialpolitik. Men hvis forskningsmæssig viden skal kvalificere beslutningerne derude, hvor de sårbare børn og de hjemløse mærker det, så kræver det, at politikerne samler sig om en egentlig evidensstrategi:

Hvordan sikrer vi, at der er den rette balance mellem udvikling af specifik viden om konkrete indsatser og mere generel viden om målgrupper og dynamikker? Hvordan designer vi politikker og indsatser, så vi bliver i stand til at måle effekter? Hvordan får vi samlet forskere, praktikere og beslutningstagere om at identificere, hvad de næste store udfordringer i velfærdssamfundet bliver?

Dialog mellem forskning og praksis
En evidensbaseret socialpolitik kræver videre et helt andet samspil mellem vidensinstitutioner og praktikere. Det er en udbredt forestilling, at forskningen sådan nærmest af sig selv producerer relevant viden, som derefter blot skal bringes til praktikernes kendskab – og vupti bliver viden omsat til praksis. Så enkelt er det imidlertid ikke.

At stille de rigtige forskningsspørgsmål og udvikle det rigtige forskningsdesign, som vil kunne levere de svar, som praktikere har behov for, er i sig selv en videnskab. Også her handler det om en delikat balance mellem at levere svar på aktuelle problemer, og samtidig også have et blik for, hvad spørgsmålene vil blive om fem og ti år. Det kræver en stor lydhørhed fra forskerne side, og det kræver en løbende dialog mellem forskere og praktikere.

Analytisk tilgang i det sociale arbejde
Sidst, men ikke mindst kræver en evidensbaseret socialpolitik, at praktikere har en professionel analytisk tilgang til egen praksis. At socialarbejderen, læreren og pædagogen interesserer sig dybt for, hvordan deres indsats virker, og for at drøfte det med kolleger på et professionelt og veldokumenteret grundlag. Jeg taler ikke om, at hver enkelt velfærdsmedarbejder skal gennemføre komplicerede statistiske analyser. Og heller ikke om flere kolde hænder, der bare sidder langt fra klienterne bag skærmen og dokumenterer hele dagen.

Jeg taler om, at en analytisk tilgang, hvor det er helt naturligt at tilrettelægge sit arbejde, så man opnår mest mulig viden om, hvordan det, man gør hver dag, virker. At jobcentermedarbejderen lige beder de ledige, hun sender ud i et beskæftigelsesprojekt, om at besvare et par spørgsmål om deres udbytte. Eller at integrationsteamet bruger tid på at opstille nogle mål for, hvad man mener med ”god integration”, så det også bliver muligt at vurdere, om man når målene.

Eller som en leder af en børneinstitution gjorde, da nogle pædagoger foreslog, at de i institutionen skulle arbejde med at danne venskabsgrupper blandt børnene for at fremme inklusionen: Hun bad gul stue om systematisk at arbejde med venskabsgrupper og grøn stue om at lade være. Og så analyserede personalet sammen efter et stykke tid, om børnene på gul stue havde dannet flere venskaber, end børnene på grøn stue.

Er det dermed videnskabeligt dokumenteret? Nej. Men denne form for analytisk professionelle ”hverdagsevidens” er en helt nødvendig forudsætning for både at træffe gode beslutninger om egen praksis og for at udvikle også mere videnskabelige former for evidens.

Så en velgennemtænkt evidensstrategi fra centralt hold, en frugtbar dialog mellem forskning og praksis og en analytisk tilgang til det sociale arbejde – det er opskriften på en evidensbaseret socialpolitik.