V om tjenestenumre: Vi er nødt til at hejse et bekymringsflag

Alle i sundhedssektoren skal kunne gå på arbejde uden at føle utryghed, og man skal kunne gå på arbejde uden at føle, at man skal se sig over skulderen på vej hjem. Det manglede bare.

Jeg bliver oprigtigt ked af det, når vi igen og igen hører historier om personale i psykiatrien, som er udsat for trusler, vold og chikane. Det hører simpelthen ingen steder hjemme.

Vores sundhedspersonale bidrager hver eneste dag med en stor og vigtig indsats, og "belønningen" skal ikke være, at man frygter for ens egen og ens families ve og vel.

Ventetid skaber massivt pres

Vi har i snart to år ventet på, at regeringen indkalder til forhandlinger om en ny tiårsplan for psykiatrien. Socialdemokraterne gik ligesom Venstre til valg på en ny tiårsplan. Men vi har endnu intet set.

Jeg havde faktisk fået det indtryk før valget, at det her betød noget for Socialdemokratiet. Men hånden på hjertet rejser det jo enorm tvivl, når der endnu ikke er indkaldt til realitetsforhandlinger.

Jeg har stor forståelse for, at covid-19 har trukket ressourcer, men hverdagen på de psykiatrisk afdelinger går jo ikke i stå. Tværtimod har corona været et kæmpe forstørrelsesglas på de udfordringer, som psykiatrien står overfor.

Både patienter og personale har under corona oplevet et massivt pres, som netop i disse måneder intensiveres, når de mange patienter, der har holdt sig væk fra hospitalsgangene, nu vender tilbage med endnu større udfordringer.

Forhandlinger for sikkerhed

Da vi tilbage i januar i Folketingssalen drøftede problemstillingen om genkendelige medarbejdernavne i journalerne og forslaget om at ændre journalbekendtgørelsen, således at sundhedspersonale kan registrere sig med et ID-nummer eller anden neutral identifikation af hensyn til deres egen og familiens tryghed og sikkerhed, opfordrede jeg sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at indkalde til forhandlinger.

Så kunne vi særskilt få drøftet de udfordringer, som journalføring i hverdagen giver for psykiatriens medarbejdere og deres familier. Det forslag var der ikke opbakning til fra Socialdemokratiet og regeringens støttepartier. Det er jeg selvfølgelig super ærgerlig over, for der er brug for handling, og der er brug for at få skabt tryghed.

Det handler først og fremmest om journalbekendtgørelsen, men det handler selvfølgelig også om mange andre områder i psykiatrien, som har brug for, at vi får lavet en plan, hvor vi både har det korte og det lange lys på.

Det var netop dét, som Socialdemokratiet selv pegede på tilbage i januar. Når jeg her hejser et bekymringsflag, er det, fordi der ikke er udsigt til, at psykiatriens udfordringer løses foreløbig.

Tid til handling

Regeringen har igen og igen udskudt afslutningen på det forberedende arbejde til tiårsplanen.

I skrivende stund er meldingen, at vi må vente til efter sommerferien, før vi kan forvente handlingsindkaldelser. Det betyder, at der kommer til at gå mere end to år, fra Socialdemokratiet overtog regeringsansvaret, til at vi kan forvente handling.

Jeg mener, at det er noget usikkert at basere personalets sikkerhed på en forventning om bedre tider, nu hvor man i snart to år ikke har taget skridt til at indkalde til reelle forhandlinger om den tiårsplan for psykiatrien, som står skrevet i regeringens eget forståelsespapir.

Som politiker har jeg selv oplevet på egen krop at blive råbt af og spyttet efter. Det er ikke rart, og det ønsker jeg ikke for nogen andre, at de skal opleve.

Sikkerhed for patienter og personale

Hvis vi skal have løftet psykiatrien, hvad vi i Venstre mener, at vi skal, så er vi nødt til at skabe nogle rammer for personalet, som er trygge og som skaber arbejdsglæde.

Et fagligt kompetent personale er og skal være rygraden i psykiatrien, og derfor er vi nødt til at finde en løsning, så personalet kan skrive de nødvendige noter i patienternes journaler, uden at de skal frygte for konsekvenser af, at de passer deres arbejde.

For hvis personalet skal frygte for at gå på arbejde, som det mange steder sker i dag, så frygter jeg, at dygtigt personale forsvinder fra behandlingspsykiatrien.

Det efterlader psykiatrien og de patienter, der har så hårdt brug for hjælp, alene tilbage. Det hverken kan eller skal vi acceptere.