Debat

Akutteam skal forebygge unødige indlæggelser

DEBAT: Helsingør Kommunes akutteam i hjemmeplejen forbygger ”svingdørsindlæggelser” og sparer ressourcer. Det sker blandt andet ved et besøg og overvågning af de ældre hurtigt efter endt behandling.
Foto: Colourbox
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mange ressourcer blev således brugt på såkaldte ”svingdørsindlæggelser”, ligesom mange af hospitalernes ressourcer alene blev anvendt på at pleje og overvåge patienter efter endt behandling, i mangel på mere passende plejetilbud – for eksempel i eget hjem

Pia Larsen og Søren Poulsen
Faglig og adm. souschef og distriktsleder
Fakta
Bland dig i debatten. Send dit indlæg til [email protected].

Af Pia Larsen og Søren Poulsen
Faglig og adm. souschef og distriktsleder, Helsingør hjemmepleje

Først og fremmest vil vi meget gerne takke Assens Kommune for at opfordre til, at netop vi skulle være de næste til at modtage Kommunalstafetten – tak for det.

Assens Kommune har fremhævet vores indsats i forhold til at reducere indlæggelser, blandt andet gennem vores mangeårige arbejde med at opbygge vores akutteam, som siden teamets begyndelse i 1997 er suppleret med en ordning for 2nd opinion i 2010 og et indslusningsteam i 2012.

Ressourceslugende indlæggelser

Historien går imidlertid længere tilbage:

I løbet af 1990'erne deltog Helsingør Kommune sammen med det daværende Frederiksborg Amt og det daværende sygehus Øresund i ”Det udviklende Sundhedssamarbejde” (DUS-samarbejdet), hvor der blandt andet blev arbejdet med udviklingen af ”det gode patientforløb”.

Et af formålene med dette udviklingsarbejde var at bidrage med konkrete løsninger på de problemer med overbelægning og dårlig ressourceudnyttelse på hospitalerne, som fyldte meget i debatten på det tidspunkt.

Problemerne opstod blandt andet som resultat af de mange unødige indlæggelser af patienter med simple medicinske symptomer, hvor den praktiserende læge ikke havde anden udvej end at indlægge patienten for at få stillet en diagnose.

Mange ressourcer blev således brugt på såkaldte ”svingdørsindlæggelser”, ligesom mange af hospitalernes ressourcer alene blev anvendt på at pleje og overvåge patienter efter endt behandling i mangel på mere passende plejetilbud – for eksempel i eget hjem.

Akutteam – en præhospitalsenhed
Således opstod en række initiativer, der skulle imødekomme disse udfordringer, herunder akutteamet, som en fleksibel og fagligt specialiseret enhed under Helsingør Hjemmepleje.

Tanken var, at akutteamet skulle fungere som præhospitalsenhed, der dels kunne forebygge unødvendige indlæggelser ved hurtigt at kunne aflægge besøg i hjemmet, og dels skulle stå for plejen af patienter, der havde påbegyndt behandling, indtil deres situation var stabil.

Effekten af akutteamets indsats taler sit eget klare sprog. Akutteamet er blevet en af Helsingør Hjemmeplejes spydspidser og noget, som både organisationen som helhed og medarbejderne har været stolte af at etablere, fastholde og udvikle.

Entydig ledelsesmæssig retning
Men i takt med den hastige udvikling på sundhedsområdet, har det været Helsingør Hjemmeplejes ledelses hensigt til stadighed at etablere nye arbejdsgange og initiativer, som matcher de udfordringer, vi møder.

Senest har den øgede kommunale medfinansiering, de accelererede indlæggelsesforløb og ikke mindst de efterhånden mange ambulante indlæggelser været anstødssten til udviklingen af 2nd opinion-ordningen i 2010 som supplement til akutteamets funktion.

Ordningen, som omfatter samtlige plejehjem i kommunen samt hjemmeplejen, går i al sin enkelhed ud på, at enhver medarbejder konsulterer akutteamet, når væsentlig tvivl opstår, eller når borgeren er indlæggelsestruet.

Det seneste initiativ blev taget i 2012 med oprettelsen af et indslusningsteam, som varetager hjemtagelsen af nyudskrevne borgere med henblik på at sikre den rette sygeplejefaglige vurdering, inden borgeren sendes ud i de ordinære hjemmeplejegrupper.

Ligesom akutteamet under opstarten havde sine udfordringer, herunder i særdeleshed med udbredelsen af tilbuddet til de praktiserende læger, sygehuslægerne og vagtlægeordningen, kæmper også 2nd opinion-ordningen og indslusningsteamet med udbredelsen af tiltagene og ikke mindst med at tilpasse arbejdsgangene til den eksisterende organisation.

Med andre ord har begge tiltag vist deres tydelige behov for en klar og entydig ledelsesmæssig retning, inden frugterne af indsatsen kan høstes.

Rettidig omhu
Seneste initiativer, som endnu er på tegnebrættet, skal sikre, at hjælperne i hjemmet formår at handle rettidigt på de indikatorer, som antyder, at borgeren er på vej ud af sin habituelle tilstand og således måske inden for de næste døgn vil udvikle en kritisk tilstand, som kun ved en hurtig og fagligt velfunderet indsats ikke forværres.

Flere kommuner har ligesom os allerede arbejdet med forskellige triageringsredskaber, som vi har set med stor interesse på. Endvidere har en af vores udviklingssygeplejersker deltaget i et tværkommunalt samarbejde om emnet, ligesom en af vores distriktsledere har deltaget i en arbejdsgruppe under Kommunernes Landsforening (KL) med samme punkt på dagsordenen.

Alt sammen konstruktive initiativer, som vi har stor tiltro til, og som vi også her i Helsingør Hjemmepleje formentlig inden længe kommer til at lægge nye arbejdsgange for.

Og stafetten sendes videre til…
Af samme årsag vil vi benytte lejligheden til at sende Kommunalstafetten videre til Allerød Kommune, som har implementeret triagering og arbejder med det lavpraktisk. For KOL-patienter har det givet et fald på indlæggelser på 50 procent inden for det sidste års tid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00