Bred enighed om ny kemikalie-aftale

DOKUMENTATION: Alle Folketingets partier blev onsdag enige om en ny aftale for kemikalie-indsatsen fra 2014-2014. I alt afsættes 184,8 millioner kroner. Læs hele aftalen her.

HER ER KEMI-AFTALEN 

Der indgås en aftale mellem S, SF, RV, V, K, EL, DF og LA om en ny kemikalieindsats for perioden 2014-2017. Der afsættes i alt 184,8 mio. kr. i 2014-2017.

Aftalen om den fremtidige kemikalieindsats 2014-2017 sikrer en solid indsats på kemikalieområdet. Aftalen bygger på den brede politiske enighed, som der har været om handlingsplanerne for 2006- 2009 og 2010-2013. Samtidig er den fremtidige indsats en integreret del af indsatsen for en grøn omstilling med fokus på høj beskyttelse af miljø og sundhed, vækst, innovation og ressourcer. Kemikalier og produkter produceres og handles på tværs af landegrænserne, og det kræver især international regulering. Danmark har gennem mange år spillet en toneangivende rolle inden for den fælles europæiske indsats omkring kemikalier. Den position skal bevares og forstærkes i de kommende år. Ved både at deltage aktivt i vigtige internationale fora og styrke kemikaliesamarbejdet med andre lande kan der opnås maksimal indflydelse og Danmark kan være med til at sikre, at alle lande stræber mod en ensartet og ambitiøs regulering.

0:000:00