VK belønner initiativ - slaphed straffes

Virksomheder, der ikke lever op til regeringens oplæg om "Noget for noget", vil snart mærke hammeren falde. Modsat vil de, som vil gøre en ekstra indsats blive belønnet og slippe for f.eks. sundhedsmyndighedernes kontrol.
Kristian Lund Pedersen

Det er vigtigt at synliggøre den enkeltes ansvar overfor samfundet, og støtte de personer og virksomheder der kan og vil. Det er et opgør med nutidens konsekvensløshed, og en synliggørelse af regeringens principper om et bæredygtigt samfund.

Claus Hjort Frederiksen (V)
Beskæftigelsesminister
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og justitsminister Lene Espersen (K) fremlagde i dag på Christiansborg regeringens oplæg om "Noget for noget".

Regeringen vil belønne dem, der vil og kan, mens den vil gøre livet surere for dem, som ikke vil eller som begår ulovligheder:

"Det er vigtigt at synliggøre den enkeltes ansvar overfor samfundet og støtte de personer og virksomheder, der kan og vil. Det er et opgør med nutidens konsekvensløshed, og en synliggørelse af regeringens principper om et bæredygtigt samfund," sagde Claus Hjort Frederiksen, der kaldte oplægget for ideologisk.

Dagens pressemøde var derfor en "reklame" for regeringens indsats på dette område og en konkretisering af, hvad borgere og virksomheder kan vente sig. I alt 57 eksempler blev præsenteret.

Dokumentation
Læs her redegørelsens punkter med eksempler fra sundhedsområdet:


18. "Løkkeposen" til sygehusene: To-måneders behandlingsfrist
Sygehuse, der yder en ekstra indsats for at sikre korte ventetider på sygehusbehandling, skal belønnes. Med "løkkeposen" har regeringen givet sygehusene mulighed for at få flere penge, hvis de behandler flere patienter. Derudover har sygehusene pligt til at tilbyde patienterne henvisning til private sygehuse eller behandling i udlandet, hvis de offentlige sygehuse har længere ventetid end to måneder. Det skaber et incitament til at nedbringe ventetiderne, fordi amtet nu skal betale for behandling på private sygehuse eller i udlandet, hvis amtet ikke selv kan tilbyde patienterne behandling inden for to måneder. 15.000 patienter har inden for det første år benyttet ordningen.

Med "løkkeposen" har sygehusene fået et incitament til at nedbringe ventelisterne. Det betyder, at de sygehuse, der behandler flest, bliver belønnet med ekstra midler.

19. "Løkkeposen" til sygehusene: Kortere ventetider
Sygehuse, der gennem en ekstra indsats øger aktiviteten og reducerer ventetiderne til undersøgelse og behandling, belønnes med et særligt tilskud. Tilskuddet giver sygehusene et direkte incitament til dels at øge aktiviteten, dels at gennemtænke rutiner og arbejdsgange på ny og derved kunne tilrettelægge arbejdet på en mere hensigtsmæssig måde.

Samfundsmæssigt opnås lavere ventetider til gavn for patienterne. Udgifter til sygefravær, sygedagpenge m.v. reduceres, og tab som følge af mistet produktion bliver lavere.

38. Effektiv klagebehandling
Det skal ikke være ligegyldigt, om amter og kommuner gør en aktiv indsats for at øge retssikkerheden og kvaliteten i afgørelser og ved levering af serviceydelser. Amter og kommuner pålægges et økonomisk ansvar for udgifterne ved behandlingen af klager over deres afgørelser.

Amter og kommuner, der ikke yder en tilstrækkelig indsats for at følge praksis på det pågældende område, straffes økonomisk og får dermed et incitament til at forbedre forholdene.Dermed oplever amter og kommuner, der træffer korrekte afgørelser, at deres indsats anerkendes.

Samfundet beriges med en øget retssikkerhed og højere kvalitet i serviceydelserne, samtidig med at borgernes gener mindskes.

39. Benchmarking af sygehuse
Sygehuse, der lægger et stort stykke arbejde i løbende at udvikle sig og udveksle erfaringer med samt lære af andre sygehuse, skal anerkendes for deres indsats. Derfor skal der være en gulerod til de gode sygehuse i form af både økonomiske og ikke-økonomiske belønninger. Det kan fx være i form af flere frihedsgrader. På den måde belønnes sygehuse, der yder en ekstra indsats for at blive bedre og udveksle erfaringer. Andre sygehuse kan nyde godt af deres erfaringer og får incitamenter til selv at gå i gang.

Samfundsmæssigt er der også store fordele. Patienterne får et bedre grundlag for at bruge det frie sygehusvalg og bedre muligheder for at vurdere de konkrete behandlingstilbud.

41. Bedre brug af lægemidler
Det skal have konsekvenser for læger, når de ikke har en rationel lægemiddelordination. Det vil sige, når de ikke ordinerer den rigtige medicin til den rette patient og til den rigtige pris.

Ved at sammenligne ordinationsmønstre og centralt formidlede informationer om lægemidler kan de praktiserende læger blive bedre til at ordinere lægemidler. Der vil blive reageret over for læger, der ikke ordinerer den rigtige medicin til den rette patient og til den rigtige pris.

Regeringen vil understøtte initiativer fra overenskomstparterne om rationel lægemiddelordination.

Samfundsmæssigt er det også en fordel, da patienterne fx sikres billigere medicin.

42. Respekt for andres tid – udeblivelse fra sygehusbehandlinger
Der bør udvises respekt for den tid, de offentligt ansatte bruger på at servicere borgerne. De borgere, der udebliver fra planlagte behandlinger, er skyld i ressourcespild, demotiveret personale og ikke mindst, at den næste patient i køen må vente unødigt længe. Derfor skal det have konsekvenser at udeblive.

Regeringen vil arbejde for, at det på forsøgsbasis bliver muligt for sygehusene at opkræve betaling fra de patienter, der udebliver fra planlagte behandlinger. Den konkrete model, hvor der blandt andet skal tages hensyn til gebyrets størrelse, og hvornår det er acceptabelt at udeblive, vil bero på drøftelser med de sygehusejere, som gerne vil deltage i en kommende forsøgsordning.

Borgere, der udebliver fra planlagte behandlinger, skal mærke en konsekvens. Borgere, der kommer til de planlagte operationer, behøver ikke vente unødigt længe.

Samfundsmæssigt opnås kortere ventetider.


Altinget logoSundhed
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget sundhed kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00