Er privathospitaler en del af fremtiden?

Af Per Nikolaj Bukh
Professor, Aalborg Universitet

I løbet af de næste 10 år skal der i Danmark investeres 40 milliarder i nyt sygehusbyggeri. Der er nedsat ekspertpanel og styregrupper ligesom en lang række rådgivere i de kommende år får travlt med at tegne og beregne. Formodentlig bliver beløbet endda endnu større, enten fordi behovet udvikler sig eller politikerne ombestemmer sig - eller måske blot fordi det er en næsten umulig opgave at gennemføre offentlige byggeprojekter indenfor de fastlagte budgetter. Vi må håbe, at det bliver godt og ikke alt for dyrt.

Det er en enorm planlægningsopgave regionerne er i gang med, og der er et utal af hensyn, der skal tages: Miljøhensyn, arbejdsmiljø, dimensionering af specialer, sengeafsnit vs. ambulatorier, implementering af akutplanen, gode arbejdsgange understøttet af ny teknologi, sammenhængende patientforløb osv. Hen over alle disse hensyn svæver et krav om fleksibilitet og innovationskraft.

Set i forhold til de vanskeligheder, der allerede er, og det politiske klima hvad angår privathospitaler, er det næsten upassende at spørge: Hvad med de private hospitaler og klinikker? Hvor skal de være på de nye sygehuse? Og jeg skriver med vilje på sygehusene. Hvis fleksibiliteten også drejer sig om at kunne organisere det danske sundhedsvæsen i nye konstellationer mellem private og offentlige aktører, så skal den debat rejses nu. Hvis vi skal sikre et omkostningseffektivt og fagligt optimalt samspil mellem en privat og en offentlig sundhedssektor, så er det en del af planlægningsopgaven at tage stilling til om de private virksomheder skal ind på sygehusene.

Hvilken rolle kan private virksomheder have?
Den traditionelle debat om offentligt-privat samarbejde eller partnerskab (OPP) drejer sig i forbindelse med byggeri om, i hvilket omfang private aktører skal medvirke til at projektere, vedligeholde, finansiere og eje det offentlige sygehusbyggeri. I forlængelse heraf også hvilke service- eller periferiydelser, der i en driftsfase skal leveres af private aktører. Der er mange gode argumenter både for og imod OPP, men det er ikke den diskussion, jeg her vil tage op.

Spørgsmålet er derimod, om ikke vi med fordel kunne indrette sygehusene, således at dele af det kunne udbydes som privatklinikker eller -hospitaler? Det kan være fuldt udstyrede afdelinger, det kan være bygninger, det kan være sengeafsnit, ambulatorier eller det kan være operationsstuer. Det, jeg her taler om, er kerneopgaver, og ikke blot en diskussion af hvem der skal drive billeddiagnostik og laboratorier.

Hvis vi skal have privathospitaler i Danmark, hvorfor så ikke invitere dem indenfor på matriklen?
Privatpraktiserende speciallæger, almen praksis, private fysioterapeuter og andre funktioner ligeledes, om end dette er en mindre ting end deciderede privathospitaler.

Hvis vi skal sikre et omkostningseffektivt og fagligt optimalt samspil mellem en privat og en offentlig sundhedssektor, så er det en del af planlægningsopgaven at tage stilling til om de private virksomheder skal ind på sygehusene.

Per Nikolaj Bukh
Professor, Aalborg Universitet

Der er mange muligheder for at organisere samarbejdet. Regionernes kan f.eks. adskille det ledelsesmæssige ansvar for at stille infrastruktur, bygninger, teknologi, it, laboratorier etc. til rådighed fra driften af de direkte patientorienterede aktiviteter. Disse kan principielt varetages af regionen selv eller de kan udbydes til private aktører på forskellige vilkår. Ligeledes kan man forestille sig kombinationer, hvor regionerne sammen med private virksomheder driver afdelinger i fælles ejerskab.

Hvorfor er det en fordel?
For det første drejer det sig om at sikre den størst mulige fleksibilitet, så samspillet mellem private og offentlige leverandører af sundhedsydelser kan ske mest effektivt og sikre, at de investeringer der nu foretages, ikke bliver en hæmsko for i løbet af de næste mange år at kunne organisere sundhedsvæsenet på en anden måde.

Dernæst drejer det sig om at kombinere fordelene ved mindre enheder, f.eks. den ledelsesmæssige nærhed, den tætte ansvarsfølelse for økonomi såvel som patienter etc. med fordelene ved store enheder, f.eks. faglige miljøer, opbygning af specialefunktioner. Ligeledes at opnå stordriftsfordele på en række funktioner lige fra it til bygningsdrift. I forlængelse heraf kan mindre og mere selvstændige enheder, hvor ledelsen har ejermæssig indflydelse formodentlig også fremme innovation og imødekomme den ansættelsesmæssige fleksibilitet i relation til overenskomster og lønaftaler, som der vil være brug for.

Endelig åbner det også op for, at både regionernes egne hospitalsenheder og private virksomheder kan byde på at drive de enkelte afdelinger. Da den ydelse, der skal leveres, vil foregå i de samme fysiske rammer, vil der kunne skabes en reel konkurrencesituation på et sammenligneligt grundlag. Ligeledes vil kvalitetsparametre af forskellige art udover pris kunne indgå i tildelings- og afregningskriterier (Pay-for-Performance).

Hvis Danmark skal have private hospitaler og klinikker kan det ligeså godt organiseres mest omkostningseffektivt, med stor forsyningssikkerhed og på en fleksibel måde, hvor det samtidig kan øge både den faglige og patientoplevede kvalitet. Derfor bør rammerne for et fremtidigt samarbejde mellem private og offentlige parter være en central del af planlægningen, inden de første linjer for de nye hospitaler tegnes på papiret.