Debat

Der er brug for politisk handlekraft

DEBAT: Politikerne må træde i karakter, så der bliver sat stop for de unødvendige operationer. Det kan ske ved at indføre differentieret behandlingsgaranti, mener fysioterapeuterne.
Foto: www.fysio.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af: Johnny Kuhr
Formand for Danske Fysioterapeuter

Vi har i de senere år fået masser af ny faglig viden, som viser, at det både er billigere for samfundet og bedre for patienter og borgere at træne i stedet for at bliver opereret. Eksempelvis vil halvdelen af alle danskere med diskusprolaps have mere gavn af træning og fysioterapi end en operation. Det viser nye danske og internationale studier. Og træning kan være lige så godt som operation, når korsbåndet rives over. Det dokumenterer helt nye videnskabelige studier fra Syddansk Universitet. Det er blot nogle af de seneste bidrag af faglig viden, som påviser, at træning og konservativ behandling på det ortopædkirurgiske område ofte er bedre end operation.

Nu bekræfter Altingets rundspørge til ledende overlæger på det ortopædkirurgiske område mistanken om, at der er strukturelle problemer på sundhedsområdet, som er med til at give unødvendige operationer. Nemlig at behandlingsgarantien medfører for mange operationer. Det bekræfter, hvad Lægeforeningen og flere sundhedsøkonomer tidligere har peget på.

Politikerne har anerkendt, at der er faglig evidens for, at træning kan erstatte operationer. Det viste sig ved, at der i sommers blev indgået en økonomiaftale, hvor regionerne forpligter sig til at undersøge om det er bedre at træne rygpatienter og overvægtige patienter frem for at operere dem. Senest har Danske Regioner meldt ud, at der skal foregå et større udredningsarbejde af, hvilke retningslinjer der skal gælde på det ortopædkirurgiske område. Det er meget positivt. Men der mangler stadig et politisk initiativ, som kan fjerne de organisatoriske barrierer for at træne frem for at operere.

Derfor må tiden været kommet, hvor politikerne på Christiansborg træder i karakter og sikre, at de unødvendige operationer bliver stoppet. Det kan de blandt andet gøre ved at indføre en differentieret behandlingsgaranti, så patienter og borgere ikke næsten per automatik får tilbudt en operation efter få uger.

Vi står med store økonomiske udfordringer på sundhedsområdet. Her er der et område, hvor politikerne relativt let kan spare penge i en betrængt sundhedssektor og samtidig sikre patienter og borgere bedre behandling i form af træning og konservativ behandling. Det kan de gøre ved at skabe en organisatorisk struktur, der stopper for de mange unødvendige operationer. Men det forudsætter, at de tør tage hul på problemstillingen, blandt andet ved at indføre en differentieret behandlingsgaranti.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johnny Kuhr

Fhv. formand, Danske Fysioterapeuter
Fysioterapeut og MPA (Master of Public Administration)

0:000:00