ADHD-behandling er andet end piller

Sundhedsstyrelsen (SST) er – som det har været omtalt hos Altinget.dk de seneste dage – i gang med at udarbejde i alt 50 nye nationale kliniske retningslinjer (NKR) for behandling af en række forskellige sygdomme og lidelser. Én af disse er de nye NKR for udredning og behandling af ADHD hos børn og unge.

Set med Dansk Psykolog Forenings øjne er det fornuftigt, at SST på denne måde sætter fokus på at forbedre behandlingen af psykisk syge i det offentlige sundhedsvæsen. Det afspejler en fornuftig politisk prioritering af, at behandlingen af psykiske lidelser har behov for et generelt kvalitetsløft og et presserende behov for kvalitetsmæssig og økonomisk ligestilling med behandlingen af somatiske lidelser. For vi kan gøre det meget bedre, end vi gør det i dag.

Det er indlysende, at arbejdet med at fastlægge 50 nye NKR både er enormt, komplekst og kræver benhård prioritering. Det handler om at få det bedst mulige faglige indhold ind i retningslinjerne – og det handler om, at de bliver klinisk relevante, så de resulterer i, at borgerne får gavn af det store arbejde.

NKR skal baseres på bedst tilgængelig viden
Og det er netop hér, vi på nuværende tidspunkt er bekymrede. For den kloge beslutning om at sammensætte arbejdsgrupperne tværfagligt med henblik på at sikre en nuanceret og reel kvalitet i NKR er stødt på knaster undervejs. Der er behov for at træffe beslutninger om at udvikle den tværfaglige og videnskabelige metodik, NKR udarbejdes efter, hvis vi skal fastholde målet om at ende med retningslinjer, der er baseret på den bedst tilgængelige viden, den aktuelle forskning af højeste kvalitet og med klinisk relevans for de medarbejdere, der skal gøre brug af retningslinjerne.

Hvis den nuværende praksis for udvikling af NKR fortsætter, er der nemlig stor risiko for, at de ender med at cementere en forældet og ufleksibel tænkning om, hvad borgerens behov er, hvordan vi bedst tilrettelægger behandlingen, og hvem der har bedst forstand på, hvad der er skidt og kanel. Sagt på en anden måde: Vi er i gang med at producere en række NKR, der understøtter det, vi gør i forvejen, som ikke inkluderer den bedst tilgængelige viden eller den aktuelle forskning, og som ikke har et tilstrækkeligt tværfagligt sigte. Udfaldet risikerer dermed at blive klinisk irrelevant for de personer, der skal udføre opgaven, og helt utilstrækkeligt for den patient, som skal modtage behandlingen.

Mere konkret kan jeg pege på det foreliggende udkast til NKR om udredning og behandling af ADHD hos børn og unge. Overordnet er udkastet indtil videre præget af en snæver metode, der har sit overvejende fokus på brugen af medicin og stort set ser helt bort fra anbefalinger af rådgivning, støtte til relationsudvikling og sociale kompetencer, psykoedukation m.m. På trods af den foreliggende faglige evidens for, at disse metoder virker over for denne patientgruppe.

Vi har gjort SST opmærksom på vores betænkeligheder ved det foreliggende udkast til retningslinjer, og vi anbefaler, at retningslinjerne – hvis de i den endelige udgave ikke bliver markant ændret – suppleres med nogle langt klarere retningslinjer for ikke-medicinske og kombinerede interventioner.

Eva Secher Mathiasen
Formand for Dansk Psykolog Forening

Ikke-medicinske metoder er fraværende
De ikke-medicinske, tværfaglige, pårørendeinddragende og borgerinvolverende metoder er stort set fraværende. Dette til trods for at et barn med en ADHD-diagnose har en familie og et institutionelt netværk omkring sig, der er helt afgørende for at understøtte barnets forudsætninger for at udvikle sig positivt med diagnosen.

Disse indsatser er ikke fraværende, fordi vi ikke kan dokumentere, at de virker. De er fraværende, fordi de ud fra et lægefagligt videnskabsteoretisk grundsyn ikke kan dokumenteres. Og det kan de af gode grunde ikke – fordi indsatserne netop ikke er lægefaglige.

Dette syn på en sammenhængende indsats, der først og fremmest skal komme borgeren til gode, er forældet, og vi er nødt til at gøre op med tænkningen om, at de samfundsvidenskabelige, socialfaglige, psykologiske og pædagogiske metoder ikke er relevante i en samlet og inkluderende behandlingsindsats. Ellers får vi bare mere af det samme. Derfor er vi nødt til at turde være mere visionære, når de kommende og meget vigtige nationale kliniske retningslinjer udvikles. Borgerne har brug for andet end medicin og blodtryksmåling. Et barn med en ADHD-diagnose har brug for mangt og meget andet end det, en læge kan tilbyde. Psykologen, pædagogen, læreren, forældrene og socialrådgiveren er afgørende partnere i, at barnets trivsel bringes på rette spor.

Vi har gjort SST opmærksom på vores betænkeligheder ved det foreliggende udkast til retningslinjer, og vi anbefaler, at retningslinjerne – hvis de i den endelige udgave ikke bliver markant ændret – suppleres med nogle langt klarere retningslinjer for ikke-medicinske og kombinerede interventioner.

De nationale kliniske retningslinjer skulle gerne ende med at fastlægge indsatser, der virker. Det er ærgerligt, hvis kvaliteten af dem begrænses af tværministerielle grænser og mangel på visioner om, hvordan vi kan tilrettelægge fagligt effektive indsatser.