Debat

Alternativet: Indfør forsøgsordning med gratis tandpleje til borgere med lav indkomst

Tænder er en vigtig del af kroppen, som bør behandles på lige fod med alle andre kropsdele. Gratis eller reduceret egenbetaling for tandbehandling kan potentielt øge både arbejdsudbud og livskvalitet, skriver politisk ordfører Torsten Gejl.

Tænder er en integreret og vigtig del af kroppen, som bør behandles på lige fod med et brækket ben, en blindtarmsbetændelse og mere alvorlige sygdomme, skriver MF Torsten Gejl (ALT).
Tænder er en integreret og vigtig del af kroppen, som bør behandles på lige fod med et brækket ben, en blindtarmsbetændelse og mere alvorlige sygdomme, skriver MF Torsten Gejl (ALT).Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Torsten Gejl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alternativet kommer med udspil om en treårig forsøgsordning, hvor tandlægebehandling helt skal fritages for egenbetaling i lighed med lægebesøg og hospitalsbehandling. Ordningen kan blandt andet finansieres af ubrugte midler fra eksisterende tilskudsordninger, som der siden 2013 er indført tre af.

Går man til lægen, fordi man har fået noget i øjet, eller kommer på hospitalet med et brækket ben eller blindtarmsbetændelse, skal man ikke selv have pungen op af lommen.

Men har man tandpine eller knækket en tand, er det helt anderledes. Så er egenbetalingen meget stor. Så stor at mange vælger slet ikke at opsøge tandlægen, da de simpelt hen ikke har råd.

Det kan være svært at se logikken i, at tænder skal betragtes anderledes end andre kropsdele

Torsten Gejl
MF, Alternativet

Således viser en rapport udarbejdet af Oris-tandlægerne, at kun 28,8 procent af borgere uden for arbejdsmarkedet har været til tandlæge det sidste år. For uddannelsessøgende er tallet 35,8 procent, for arbejdsløse 37,9 procent, for de lavest lønnende lønmodtagere 45 procent, mens tallet for de 25 procent største indkomster er hele 70 procent.

Ulogisk egenbetaling

Det kan være svært at se logikken i, at tænder skal betragtes anderledes end andre kropsdele, når det kommer til egenbetaling i forbindelse med sygdom eller uheld.

Og særdeles problematisk, da tandproblemer påvirker en både fysisk og psykisk og således såvel ens arbejdsevne som ens livskvalitet. Endvidere har undersøgelser påvist, at tandproblemer har sammenhæng med andre alvorlige lidelser såsom hjertekarsygdomme, diabetes, gigt og Alzheimers.

Desværre er folketingets partier og skiftende regeringer alt for lidt opmærksomme på konsekvenserne af borgernes tandproblemer.

I hvert tilfælde er der ikke taget effektive initiativer til at ændre på forholdene. De tre tilskudsordninger indført siden 2013 er kun blevet udnyttet i ringe grad.

Der oplyses om ordningerne på både kommunernes, tandlægeforeningens og sundhed.dk’s hjemmesider – men det er uoverskueligt og bureaukratisk, og stort set umuligt at forstå som lægmand.

Der ligger en potentiel øgning af såvel arbejdsudbud som livskvalitet, hvis tandbehandling ikke er betinget af borgernes økonomi

Torsten Gejl
MF, Alternativet

Derfor udgør de kun et lille skridt på vejen mod en erkendelse af, at tænder er en integreret og vigtig del af kroppen, som bør behandles på lige fod med et brækket ben, en blindtarmsbetændelse og mere alvorlige sygdomme.

Forsøgsordning kan øge arbejdsudbud og livskvalitet

Alternativets forsøgsordning skal være helt enkel og mindre tidskrævende for både borgere og de offentligt ansatte, og afdække de afledte effekter af tandbehandling uden egenbetaling på borgernes trivsel, på udbuddet af arbejdskraft, på administrationen og på den sundhedsmæssige forebyggelse, herunder sammenhængen mellem tandsygdomme og andre alvorlige lidelser.

Vi forestiller os, at forsøget omfatter en repræsentativ gruppe borgere over 18 år med en årlig indtægt under 350.000 kr.

Viser forsøget, som forventet, at en det vil være opportunt at indføre en ordning omfattende alle over 18 år, foreslås en endelig model, der automatisk giver borgere adgang til behandling uden egenbetaling eller reduceret udgift til tandlægebehandling. På samme måde, som vi kender det fra fripladser i daginstitutioner, hvor der tages udgangspunkt i husstandsindkomsten.

Vi er i Alternativet overbeviste om, at der ligger en potentiel øgning af såvel arbejdsudbud som livskvalitet, hvis tandbehandling ikke er betinget af borgernes økonomi.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Gejl

MF, politisk ordfører (ALT)
journalistkursus (Frontløberne 1989), kaospilot (KaosPiloterne 1993)

0:000:00