Ved årsskiftet udløb det fireårige program ”Høreområdet i fremtiden”, der har haft som målsætning at øge kvaliteten af høreapparatbehandlingen i Danmark. Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning (PAKS) har været en aktiv medspiller i processen og vover på den baggrund en foreløbig status på de vigtigste af de i alt seks initiativer, som udgør høreprogrammet.

Historisk har høreområdet været udfordret på både kapacitet og gennemsigtighed. Er det blevet nemmere at være borger med et høretab, og er kvaliteten af høreapparatbehandling blevet styrket efter fire år med høreprogrammet og samlede ekstrainvesteringer, inklusiv penge til pukkelafvikling i det offentlige på 215 millioner kroner?

Svaret blæser i vinden. Måske for altid, idet ”Høreområdet i fremtiden” i sit aftalegrundlag ikke har indbygget en systematisk evaluering. Ej heller er der, forud for at programmet kom på finansloven, blevet foretaget en systematisk analyse af, hvordan det forholdt sig med den samlede kvalitet af høreapparatbehandlingen. Effekten kan derfor blive svær at måle.  

Høreapparatbehandlingen digitaliseres
Har høreprogrammet så været spild af penge? Det korte svar er ”nej”. Vores vurdering er, at især ét programelement kan vise sig at revolutionere høreforsorgen. Det gælder afprøvningen af digital visitation af borgere med høretab.

Ej heller er der, forud for at programmet kom på finansloven, blevet foretaget en systematisk analyse af, hvordan det forholdt sig med den samlede kvalitet af høreapparatbehandlingen

Leif Hindsted
Direktør, Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning

InHEAR-projektet, som blev afviklet i Region Nordjylland, dokumenterer med stor overbevisning, at den digitale visitation både er sikker og effektiv. Faktisk er den digitale visitation bedre til at afdække behov for videre udredning end traditionel fysiske udredning. I begge tilfælde er visitationen foretaget af en speciallæge i øre-, næse- og halssygdomme. Teknologien er på plads og venter blot på at blive taget i anvendelse over en bred front.

Sundhedsstyrelsens information vedrørende høreapparatbehandling er også blevet betydeligt forbedret. Materialet formidler et klart billede af, hvilke rettigheder man har som borger, og hvordan man frit vælger behandlingsspor. Samtlige ørelæger, der visiterer borgerne fysisk, er nu forpligtede til at udlevere informationsmaterialet.  

Politiske mål fortonede sig i processen
På andre punkter har programmet desværre ikke formået at levere. Et af målene tilbage i 2019 var at sikre ”klarere visitationsretningslinjer”. Politisk ønskede man smidigere visitationskriterier, der dels understøtter borgernes egne valg, dels mindsker presset på det offentlige sygehusvæsen. Dette især til gavn for dem, som er komplicerede at behandle. Hvordan er det så gået?

Målt ud fra intentionerne, er det ikke gået så godt. Visitationskriterierne er reelt kun justeret på få enkelte punkter, hvilket helt unødvendigt prædestinerer en stor gruppe borgere til offentlig behandling.

Det er lykkedes Sundhedsstyrelsens lægefagligt dominerede arbejdsgruppe at skrue visitationskriterierne sammen på en sådan måde, at de – hvis de følges slavisk - vil tvinge flere borgere i offentlig behandling end efter gældende praksis. Et fagpolitisk interesseforsvar, der hverken er godt for de offentlige ventelister eller borgernes frie valg.

Udredning af eventuel sygdom i ørerne og høreapparatbehandling er og bliver to helt forskellige størrelser. Det reflekterer visitationskriterierne ikke.

Heldigvis ser det dog ud til, at Sundhedsstyrelsen vil genbesøge sine faglige kvalitetskrav og spejle dem i data fra det føromtalte InHEAR-projekt. Forskningsresultaternes entydighed bør varsle markante ændringer af de faglige kvalitetskrav – herunder visitationskriterierne.

Samlet set er der mange løse ender i forhold til høreprogrammet, og spørgsmålet er, hvordan området hurtigt kommer videre, så de sidste fire års indsats ikke spildes på gulvet

Leif Hindsted
Direktør, Private Audiologiske Klinikkers Sammenslutning

Stigende behov for høreapparatbehandling
Samlet set er der mange løse ender i forhold til høreprogrammet, og spørgsmålet er, hvordan området hurtigt kommer videre, så de sidste fire års indsats ikke spildes på gulvet.

Da behandlingsbehovet er stigende, både som følge af demografi og borgernes forventninger, er kapaciteten under pres. Når ressourcerne – både de økonomiske og personalemæssige – er knappe, må indsatsen fokuseres. Efter PAKS´ opfattelse bør prioriteringen derfor være enkel.

En hurtig digitalisering af høreforsorgen er den lavest hængende frugt i SVM-regeringens have. Det er enkelt at tage den digitale visitation i anvendelse med det samme – på tværs af høreforsorgen – uden at skulle vente på opbygningen af en kompleks, centraliseret datainfrastruktur. Det er positivt, da store dataprojekter har det med at trække ud.

De øvrige elementer i høreprogrammet – herunder nye faglige kvalitetskrav og måling af borgernes oplevede kvalitet - bør afstemmes efter og integreres med digitaliseringen. Det samme gælder behovet for løbende kompetenceudvikling af hørespecialisterne, som står for høreapparatbehandling.

Deres fremtid er også digital, hvilket bør afspejles i både tilrettelæggelsen af deres grunduddannelser og løbende efteruddannelse. Uanset om man som borger vælger offentlig eller privat høreapparatbehandling, skal der naturligvis leveres. Digitaliseringen er midlet til at imødekomme behandlingsbehovet hos et stigende antal ældre borgere.