Debat

Hospitalsdirektør og lægefaglig vicedirektør: Sådan får vi et sundhedsvæsen under pres til at hænge sammen

Der er brug for en grundlæggende gentænkning af vores sundhedsvæsen, så ressourcerne anvendes mere effektivt og klogt til at skabe mest mulig sundhed for borgerne, skriver Kirsten Wisborg og Kristian Antonsen.

Der skal luges ud i virkningsløse behandlinger, patienter skal involveres mere, der skal foretages hårde prioriteringer og øget fokus på forebyggelse i sundhedsvæsenet, skriver Kirsten Wisborg og Kristian Antonsen.
Der skal luges ud i virkningsløse behandlinger, patienter skal involveres mere, der skal foretages hårde prioriteringer og øget fokus på forebyggelse i sundhedsvæsenet, skriver Kirsten Wisborg og Kristian Antonsen.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Kirsten Wisborg
Kristian Antonsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvordan får vi enderne til at hænge sammen i det danske sundhedsvæsen med næsten uanede muligheder, men også begrænsninger i forhold til økonomi og menneskelige ressourcer?

Det vil vi komme med et bud på.

Der skal luges ud i de virkningsløse behandlinger, patienterne skal involveres langt mere, og der skal være tid til nærvær og omsorg. Der skal mere fokus på forebyggelse og på at fastholde sunde leveår. Samtidigt kommer vi ikke uden om at foretage en prioritering, hvis vi skal bevare et sundhedsvæsen med fri og lige adgang.

Befolkningens levestandard vil stige i årene fremover og i takt hermed vil også forventningerne til det offentlige sundhedsvæsen stige. Samtidigt vil befolkningen blive ældre med raketfart og få behov for stadig flere ydelser fra sundhedsvæsenet. Antallet af leveår uden sygdom stiger desværre ikke i samme takt som levealderen.

Sammentænkning af specialiserede kompetencer
Skal det ændres må der lægges langt større vægt på forebyggelse. I Danmark har vi, trods behandlingsfremgang på de store sygdomme, stadig en lavere levealder end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Primært fordi flere danskere dør af sygdomme relateret til livsstil. Særligt rygning og alkohol spiller en stor rolle - både for udviklingen af livsstilsygdomme og risikoen for at dø af dem. Her er der behov for politisk vilje til at træffe de nødvendige beslutninger.

Vi har i årtier forbedret den specialiserede behandling og organiseret os herefter. Nu er der behov for en langt større sammentænkning på tværs af de mange specialiserede kompetencer, som stadigt flere patienter har behov for

Kirsten Wisborg og Kristian Antonsen
Hhv. lægefaglig vicedirektør og hospitaltsdirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Sundhedsvæsenet har gennem de seneste årtier formået at øge effektiviteten og kvaliteten i patientbehandlingen. Frem mod 2020 blev stadigt flere patienter behandlet i det offentlige sundhedsvæsen og overlevelsen blandt patienter med kræft og hjertesygdom væsentligt forbedret. Vi stod, og står stadig, trods nuværende udfordringer, på en succes. Så hvorfor er det så behov for forandringer af et i øvrigt godt fungerende sundhedsvæsen?

Levealderen er steget, antallet af patienter på hospitalerne er øget, og vigtigst af alt, så er kompleksiteten i sygdomsbilledet for den enkelte patient øget væsentligt. Vi behandler mere og længere end nogensinde før, og hver enkel patient har brug for behandling fra stadig flere specialister. Vi har i årtier forbedret den specialiserede behandling og organiseret os herefter. Nu er der behov for en langt større sammentænkning på tværs af de mange specialiserede kompetencer, som stadigt flere patienter har behov for.

Udsatte og ældre patienter betaler prisen
Hurtige udrednings- og behandlingsforløb med stadigt kortere indlæggelsestider har gennem de seneste årtier tegnet billedet på hospitalerne. Det er kommet rigtig mange patienter til gavn. Nogle patienter har imidlertid betalt prisen og er blevet tabt på hastighedens alter.

Det gælder de multisyge patienter og til dels også de ældre patienter. Alt skal afklares hurtigt og effektivt, hvilket for nogle har medført både overdiagnosticering og overbehandling – og til tider unødvendige og unyttige lidelser.

Andre har slet ikke fået del i udviklingen og er blevet efterladt tilbage på perronen. Det er de udsatte, sårbare og psykisk syge, som fortsat må affinde sig med at dø i en væsentlig yngre alder end resten af befolkningen. Det er måske vores største paradoks. Vi jager for nogle patienter forbedringer i overlevelse på uger eller måneder samtidigt med, at grupper af borgere har kortere levetid på 10-12 år.

Øget patientinvolvering
Befolkningens forventninger vil i stigende grad være at kunne leve et aktivt liv, uden at skavanker og sygdom sætter begrænsninger. Samtidigt vil sundhedsvæsenets muligheder for diagnosticering og behandling stige i takt med nye videnskabelige landvindinger.

Det lægger pres både på de menneskelige og de økonomiske ressourcer og kalder på en aktiv stillingtagen til, hvilke forventninger befolkningen rettelig kan have til det offentlige sundhedsvæsen. Vores klare vurdering er, at det ikke bliver muligt at tilbyde alt, og at der skal ske en forventningsafstemning med både politikere og befolkningen om, hvad det offentlige sundhedsvæsen kan og skal tilbyde i fremtiden.

Vores klare vurdering er, at det ikke bliver muligt at tilbyde alt, og at der skal ske en forventningsafstemning med både politikere og befolkningen om, hvad det offentlige sundhedsvæsen kan og skal tilbyde i fremtiden

Kirsten Wisborg og Kristian Antonsen
Hhv. lægefaglig vicedirektør og hospitaltsdirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Et vigtigt greb vil være at involvere patienter og pårørende i langt højere grad i beslutninger, der handler om deres behandlingsforløb. Studier viser, at når patienter inddrages, vælger de mere fra, end hvad lægerne ville tilbyde dem af behandling. Og interessant nok gør det sig i endnu højere grad gældende for læger, når de selv bliver patienter. Læger som patienter ønsker mindre behandling end det, de mener deres patienter skal udsættes for.

Virkningsløse behandlinger skal væk
En del af den behandling, patienter tilbydes i dag, er virkningsløs. Behandlinger, der er uden evidens og indført på baggrund af observationelle data og sund fornuft. Der skal luges ud i de virkningsløse behandlinger, der i bedste fald blot skaber falske forhåbninger og i værste fald medfører alvorlige bivirkninger.

Det kræver, at der afsættes forskningsmidler til kliniske studier, der kan skabe evidens for det, vi gør. Det bliver næppe medicinalindustrien, der kommer til at finansiere den forskning, og derfor er det bydende nødvendigt, at der i de offentlige sundhedsbudgetter afsættes midler til denne type af forskning.

Når vi fokuserer på mulig overbehandling, bør vi også have fokus på, hvordan syge borgere tilbringer deres sidste tid. Alt for mange patienter tilbringer en stor del af deres sidste tid på hospitalet, hvor de gennemgår udsigtsløse undersøgelser og behandlinger, som fratager dem tid til samvær og nærvær med familie og venner.

Statsrevisorerne kom i 2020 med en kritisk rapport om patienters adgang til specialiseret palliation. Vores opfattelse er desværre, at mange patienter fortsat ikke tilbydes palliativ behandling rettidigt, og at der er behov for at styrke den palliative indsats generelt i sundhedsvæsenet.

Flere skal færdigbehandles uden for hospitalsvæsenet
I fremtidens sundhedsvæsen vil der være mangel på arbejdskraft. Det kommer til at lægge et pres i forhold til fortsat at kunne sikre høj kvalitet i behandlingen til alle tider af døgnet. Mest mulig behandling skal foregå planlagt inden for den normale arbejdstid. Det kræver en forventningsafstemning med befolkningen.

Bliver man syg på en lørdag, kan et besøg hos lægen i mange tilfælde godt udskydes til mandag - måske helt undværes. For den enkelte er det behageligt med en hurtig afklaring, men for det samlede træk på begrænsede ressourcer i sundhedsvæsnet er det uhensigtsmæssigt.

Der kommer flere og flere patienter på hospitalerne, og de kommer hyppigere og hyppigere. Og der er intet, der tyder på at dette ikke vil fortsætte. Det kalder på en gentænkning af det samlede sundhedsvæsen.

I Danmark har vi koncentreret en stor del af vores sundhedsvæsen i hospitalsvæsenet. Men rigtig meget sundhed skabes i kommunerne og i almen praksis. Der er behov for at styrke den primære sektor for at kunne løse opgaverne i fremtiden

Kirsten Wisborg og Kristian Antonsen
Hhv. lægefaglig vicedirektør og hospitaltsdirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

I Danmark har vi koncentreret en stor del af vores sundhedsvæsen i hospitalsvæsenet. Men rigtig meget sundhed skabes i kommunerne og i almen praksis. Der er behov for at styrke den primære sektor for at kunne løse opgaverne i fremtiden.

Flere patienter skal kunne færdigbehandles hos de praktiserende læger, kommunerne skal styrke forebyggelses- og rehabiliteringsindsatsen, og samtidigt skal der sikres tilstrækkelig pleje og behandling af de stadigt stigende antal af ældre borgere i eget hjem og på kommunale rehabiliterings- og akutpladser.

Her er hospitalerne nødt til at være medspiller og række ud med ressourcer og faglighed - også selvom det fra hospitalernes side til tider vil kunne opleves som at skulle hente ressourcer i en tom krybbe.

Solidaritet og ledelsesmæssig rummelighed
Skal vi i sundhedsvæsenet vedvarende kunne fastholde og tiltrække dygtige og dedikerede medarbejdere kræver det, at der er tid til den enkelte patient. Tid til nærvær og omsorg og tid til at etablere den relation, der skaber grobund for det gode patientforløb.

Medarbejderne skal opleve psykologisk tryghed i deres ansættelse, have de nødvendige faglige kompetencer og arbejdstider, der gør det muligt at forene et krævende arbejdsliv med et privatliv. Det kræver solidaritet blandt medarbejderne og deling af skæve arbejdstider, men også rummelighed og ledelsesmæssig organisering.

Det skal være muligt at tage individuelle hensyn i perioder af livet, hvor den enkelte medarbejder har opgaver og udfordringer udenfor arbejdspladsen, der kræver særlig tid og opmærksomhed.

Det danske sundhedsvæsen er under et stigende pres, og der er behov for grundlæggende gentænkning af det samlede sundhedsvæsen, så de samlede ressourcer anvendes effektivt og klogt og til at skabe mest mulig sundhed i den danske befolkning.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kirsten Wisborg

Vicedirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, medlem, Medicinrådet
cand.med. (Aarhus Uni. 1996), dr.med. (Aarhus Uni. 2002), speciallæge i pædiatri 2007, ekspertuddannelse i neonatologi 2010, master i offentlig ledelse (Aarhus BSS 2015)

Kristian Antonsen

hospitalsdirektør, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Speciallæge i Anæstesiologi og Intensiv medicinsk terapi, cand.med

0:000:00