Bioanalytiker: KL skal tænke diagnostikken ind i sundhedsplejen

Af Martina Jürs
Næstformand i Danske Bioanalytikere

KL's ambition for det nære sundhedsvæsen har en beklagelig, blind vinkel:

De kommende sundhedshuse i kommunalt regi bør nemlig oprustes med knivskarpe laboratoriefaglige kompetencer, så sårbare borgere ikke fortsat skal være svingdørspatienter på sygehusene.

Accelererede udredningsforløb
Sidste år forekom der godt 62.500 såkaldt forebyggelige indlæggelser i Danmark. De fleste af disse ældre patienter var indlagt mindre end et døgn, og indlæggelsen blev således et accelereret udredningsforløb.

Det vil blandt andet sige, at der blev taget blodprøver, der typisk viste, at der såmænd blot var tale om væskemangel, en urinvejsinfektion eller en uheldig medicinering.

Alt sammen noget, som kunne have været opsnappet i tide og ikke ville være livstruende, hvis den kommunale hjemmepleje og de praktiserende læger havde lettere adgang til laboratoriemedicinske kompetencer ude i forreste frontlinje.

80 procent af alle kliniske diagnoser bygger på laboratoriemedicinske analyser og er altså forudsætningen for, at en behandling kan igangsættes eller justeres.

Martina Jürs
Næstformand for Danske Bioanalytikere

KL er som mange andre galt på den
Ifølge næstformand Erik Nielsen er det KL's vision for en styrket primærsektor, at der oprettes mindst ét og måske flere effektive og kompetente sundhedshuse i hver kommune.

Som det i øvrigt allerede er sket en del steder.

Her skal en udbygget version af den kommunale hjemmepleje og de lokale praktiserende læger, der allerede står for 90 procent af kontakterne i sundhedsvæsenet, i en eller anden model samarbejde med regionerne, altså sygehusejerne.

Opdraget er at tage sig af de udskrevne patienter, der enten skal færdigbehandles, følges i forhold til en kronisk lidelse eller som det nyeste på den front: gennemgå en kemoterapi i deres eget hjem.

Det ærgrer mig noget, at Erik Nielsen som eksempler på, hvad der kan foregå inde i disse sundhedshuse, imellem at få skiftet gips og blive behandlet for dehydrering, nævner det at få taget blodprøver.

Det er ikke for at være faglig forfængelig, og KL er langt fra alene om det.

Men rigtig mange sundhedsaktører og –debattører deler desværre det samme blinde perspektiv, når det kommer til diagnostiske værktøjers værdi og deres rette plads i en sundhedsfaglig organisering.

Analyser er forudsætningen for behandlingen
80 procent af alle kliniske diagnoser bygger på laboratoriemedicinske analyser og er altså forudsætningen for, at en behandling kan igangsættes eller justeres.

Skal kommunerne virkelig få held til at optimere deres sundhedsydelser, skal de sørge for at have indtænkt en laboratorie-logistik, der ikke længere alene er hæftet op på sygehusene.

Det kunne for eksempel være i form af selvstændige laboratorie-satellitter, dér hvor det giver mening i den enkelte kommune:

I sundhedscentrene, oplagt!

Men også med udgående funktioner i forhold til hjemmeplejen, plejecentre og rehabiliteringsenheder. Meget laboratorieudstyr er nu af en størrelse og har en pris, der gør det til absolut overkommelige investeringer.

Og med den længe ventede udrulning af diverse telemedicinske løsninger vil det også blive yderst relevant, at distribution, kvalitetssikring og monitorering af borgernes eget prøvetagningsudstyr er forankret samme sted i kommunen.

Et sted, hvor der er adgang til de rette kompetencer inden for biokemi og sundheds-it. 

Diagnostikken som dynamisk omdrejningpunkt
Fokus bør ikke alene være på selve blodprøvetagningen. Det handler nemlig også i høj grad om, hvorvidt der hurtigt kan foreligge et eller flere valide analysesvar, der umiddelbart kan tolkes og indgå i diagnosticering eller i forbindelse med et opfølgningsforløb ved kronisk sygdom.

Så kan behandlingen prompte sættes i gang eller justeres.

Ud over udgifterne ved en unødvendig indlæggelse ville en sådan strategisk brug af laboratoriemedicin spare skrøbelige, multisyge borgere for endnu en strabadserende tur på sygehuset.

Og i forhold til de sparsomme ressourcer i de kommunale på plejeenhederne ville det også spare et styk personale i X antal timer, når en ældre, immobil, måske endda dement medborger ellers skal ledsages til prøvetagning på et sygehusambulatorium.

Eller følges hen til et kommunalt sundhedscenter for den sags skyld.

Jeg vil derfor stærkt appellere til, at KL tænker diagnostikken ind som et dynamisk omdrejningspunkt i den borgernære sundhedspleje.