Debat

Bred vifte af aktører: Digitalt alderstjek kan sætte en stopper for ulovligt alkoholsalg

Det skal være slut med, at mindreårige har meget let ved at købe alkohol og andre varer i butikker, når de ikke er gamle nok. Håndhævelsen af salgsaldersgrænserne skal derfor moderniseres og digitaliseres, skriver afsenderne af indlægget.

Adskillige undersøgelser konkluderer, at det lykkes for to ud af tre unge at købe alkohol med videre, som de ikke må købe, skriver indlæggets ti afsendere.
Adskillige undersøgelser konkluderer, at det lykkes for to ud af tre unge at købe alkohol med videre, som de ikke må købe, skriver indlæggets ti afsendere.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har alt for længe talt om, at håndhævelsen af salgsaldersgrænserne sejler. Og det er naturligvis vigtigt at tale om udfordringerne, men nu er det tid til handling.

Det skal være slut med, at mindreårige har meget let ved at købe alkohol og andre varer i butikker, når de ikke er gamle nok. Vi skal også hjælpe personalet i nattelivet, så vi reducerer risikoen for, at unge under 18 år får udskænket alkohol på diskoteker, på festivaler og i barer.

Tiden er moden til, at vi som samfund gennemfører en effektiv og tidssvarende løsning på den mangeårige udfordring med at håndhæve salgsaldersgrænserne. Derfor appellerer vi til, at håndhævelsen af salgsaldersgrænserne moderniseres og digitaliseres.

Med Danmark som digitalt foregangsland kan en løsning udvikles, så vi kan få sat en stopper for det ulovlige salg. Effektiviteten af alderstjek må ikke blive ved med alene at afhænge af, om kassemedarbejderen og bartenderen er i stand til at vurdere, om kunden eller gæsten ser gammel nok ud.

Håndhævelse af loven

I årevis har detailhandlen kæmpet ihærdigt for at sikre en effektiv håndhævelse af salgsaldersgrænserne. Men i praksis er det en særdeles vanskelig opgave, fordi det alene er den enkelte kassemedarbejder, der er ansvarlig for at vurdere kundens alder. Det medfører for mange fejl.

Afsendere

Indlægget er skrevet af:

  • Mette Høgh, formand, HK Handel
  • Camilla Rathcke, formand, Lægeforeningen
  • Jannick Nytoft, adm. direktør, De Samvirkende Købmænd
  • Leif Nielsen, branchedirektør, DI Fødevarer
  • Jesper Lundberg, formand, Nærbutikkernes Landsforening
  • Torben H. Rosenstock, direktør, Danmarks Restaurationer & Caféer
  • Susanne Kleist, formand, Tandlægeforeningen
  • Elisabeth Gregersen, formand, Danske Tandplejere
  • Per Thau, koncerndirektør, COOP
  • Nick Hækkerup, direktør, Bryggeriforeningen

Adskillige undersøgelser konkluderer, at det lykkes for to ud af tre unge at købe alkohol med videre, som de ikke må købe. Samtidig viser en undersøgelse fra HK Handel 2022, at hele 80 procent af de adspurgte butiksansatte har oplevet at blive talt grimt eller nedsættende til af kunder.

Også i nattelivet kæmper personalet på diskoteker og i barer hårdt for at håndhæve lovgivningen om, at øl, vin og drinks kun må købes af personer over 18 år. Det samme gælder medarbejdere på festivaler og ved byfester.

Men i et travlt arbejdsmiljø med festglade unge mennesker er det ofte en vanskelig og tidskrævende opgave.

Digitalt alderstjek

Et digitalt alderstjek kan ske både enkelt og hurtigt, når forbrugeren eller gæsten skal betale, hvad enten det er med kort eller telefon. Hvis køberen ikke er gammel nok, bliver betalingen automatisk afvist.

Dermed undgås ubehagelige episoder for medarbejderen, alle kunder bliver behandlet på samme måde, og loven bliver overholdt.

Vi alle har et fælles ansvar for at skabe trygge rammer

Mette Høgh, Camilla Rathcke m.fl.
Se alle indlæggets forfattere i faktaboksen

Naturligvis kan digitalt alderstjek i teorien omgås ved at anvende kontanter, men i praksis bruger unge sjældent kontanter.

Kun seks procent af de 15-29-åriges betalinger sker med kontanter, og faldet i brugen af sedler og mønter er især drevet af de helt unge, der foretrækker digitale og mobile løsninger til betalinger.

Hvis mindreårige alligevel ønsker at betale eksempelvis alkohol med kontanter, skal butiksmedarbejderen, tjeneren eller festivalmedarbejderen bede om ID, akkurat som det er tilfældet i dag.

Salgsaldersgrænserne er indført på basis af videnskabelig dokumentation med henblik på at passe på de unge, som vi alle har et fælles ansvar for at give trygge rammer.

Vi opfordrer derfor regeringen til at tage initiativ til at implementere digitalt alderstjek, så lovgivningen bliver effektivt håndhævet.

Det kan ske med afsæt i regeringens kommende forebyggelsesplan målrettet børn og unge samt regeringsgrundlagets mål om at beskytte børn og unge ved brug af digitale løsninger.

Lad os én gang for alle få lovgivningen til at virke.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Høgh

Formand, HK Handel

Jannick Nytoft

Administrerende direktør, De Samvirkende Købmænd
cand.scient.pol. (Københavns Uni.)

Leif Nielsen

Branchedirektør, DI Fødevarer
cand.polit. (Københavns Uni. 1998)

0:000:00