Cepos: Vi fortjener bedre argumenter for at hæve prisen på cigaretter

Det største problem med børneargumentet er i mine øjne, at der ikke er nogen dokumentation for, at en (højere) afgift på cigaretter samlet set hjælper børnene. Selvfølgelig vil højere afgifter umiddelbart reducere mængden af passiv rygning. Sådan virker priser – jo højere prisen er, jo mindre bliver der forbrugt. Og det må alt andet lige slå igennem på antallet af cigaretter, der ryges i børnehjem.

Men det er jo blot den effekt, vi umiddelbart kan se. Der kan være mange andre effekter, som trækker i den modsatte retning, som vi overser. Helt lavpraktisk, så vil rygerforældrene have færre penge til andre ting – herunder til at investere i deres børn – hvis de skal betale mere for cigaretterne. Og denne effekt rammer også de tre af fire rygerfamilier, hvor hjemmet er røgfrit, og hvor der altså ikke umiddelbart er en sundhedsgevinst for børnene.

Sat på spidsen kan afgiften betyde, at nogle få børn undgår passiv rygning, mens rigtig mange børn til gengæld får færre friske grøntsager og færre sunde oplevelser. I midten af 1800-tallet skrev den franske økonom, Frederic Bastiat, sit (for liberale økonomer) berømte essay "That Which is Seen, and That Which is Not Seen".

Pointen i Bastiats essay er, at vi (også politikere!) har tendens til at fokusere på den umiddelbare effekt (mindre passiv rygning), men glemmer de afledte effekter. Kan Mette Abildgaard & co. garantere, at højere afgifter samlet set er gavnligt for børnene? For så vil jeg nok være mere positivt stemt over for afgiften. Men ellers ligner det en klassisk politikfejl, hvor man tror, man kan løse komplicerede problemer med simple værktøjer.

Argument nummer tre – Statens menneske
Endelig er der statskasseargumentet. Altså argumentet om, at folk, der ryger, trækker hårdere på sundhedssektoren og betaler mindre i skat, fordi de er mere syge, og det skal de betale for.

Lad os starte med de færre skatteindbetalinger. Der er nemlig et helt grundlæggende problem med den type af argumenter, hvor det ses som et problem, at den enkeltes usunde adfærd fører til færre skatteindtægter for staten. For hvem er egentlig til for hvem i relationen mellem stat og borger? Er det ikke staten, der er til for borgeren skyld?

Den anden del af argumentet – det højere træk på sundhedssektoren – er muligvis rigtigt (selvom en undersøgelse fra Holland faktisk tyder på, at rygerne er de billigste, fordi de dør tidligere), men i mine øjne også lettere problematisk. Når du bliver mere syg, påfører du andre en omkostning, fordi sundhedssektoren er betalt af fælleskassen i Danmark.

Og derfor er der måske et argument for at beskatte rygerne. Det samme argument kan man i virkeligheden føre over på debatten om nedslidning. Hvis du har et job, der slider dig ned, så hænger vi andre på regningen. Og derfor er der et argument for at beskatte folk, der vælger nedslidende jobs.

Når jeg alligevel ikke bryder mig om argumentet, er det, fordi man anvender tvang som argument for mere tvang. I Danmark er det ikke frit for den enkelte, om man vil deltage i fællesskabets sygesikring. Du SKAL være med. Og nu vil mange politikere og 71 procent af danskerne bruge det forhold, at vi er tvunget ind i et kollektivistisk sundhedssystem, til at tvinge afgifter og forbud ned over folk, der ikke opfører sig i kollektivets interesse.

Argumentet åbner for tvang i alle afskygninger i forhold til at få den enkelte til at leve et sundt liv, fordi det ellers vil koste andre danskere penge. Så selvom jeg som økonom sagtens kan se det økonomiske argument, så bryder jeg mig som liberal ikke om det, fordi den slags argumenter – i et land, hvor staten fylder halvdelen af økonomien – kan bruges til at gribe ind i alt, hvad vi foretager os.

Den rigtige debat
Hvis politikerne ønsker at påvirke danskernes sundhed, bør de tage fat i den rigtige debat med udgangspunkt i det rigtige argument. For selvom det måske er rigtigt, at man – gennem den offentlige sundhedssektor – påfører andre en omkostning, hver gang man ryger en cigaret, så er den gode løsning ikke nødvendigvis at lægge (yderligere) afgifter på cigaretterne.

Andre løsninger – for eksempel individuelle sundhedsforsikringer betalt af staten – kan være bedre løsninger, fordi de i højere grad kan give folk lov til at leve det liv, de ønsker, uden statens indgriben. Og fordi en markedsløsning vil sikre folk mod forkerte argumenter fra statens side. Individuelle, obligatoriske sundhedsforsikringer findes blandt andet i Holland og Schweiz, som interessant nok ligger over Danmark i en europæisk sammenligning af landenes sundhedsvæsener.

For at vi kan tage de rigtige beslutninger, er det vigtigt, at vi holder os til de rigtige argumenter. Derfor bør politikerne holde sig til argumentet om, at rygning koster andre penge. For ud over at være rigtigt kan argumentet føre til en diskussion om, hvorvidt den måde, vi har indrettet sundhedssektoren på, er hensigtsmæssig.

Og lad mig til sidst slå fast, at det ikke er et argument i sig selv, at højere afgifter får forbruget til at falde, eller at man har flertal i befolkningen eller i Folketinget. Argumenterne bør alene gå på, om danskerne får det bedre – også selvom de ikke lever op til politikernes sundhedsidealer.

PS: Der er andre argumenter end de tre, jeg har gennemgået ovenfor. Men hvis du tager dig tid til at tænke dem igennem, så synes jeg ofte, at de falder på samme type modargumenter. Altså, at man 1) rammer meget, meget indirekte med afgiften, fordi man lægger den på alle cigaretter, selvom det kun er en lille del, der udgør problemet, 2) slet ikke har styr på de afledte effekter, og 3) løser problemerne på et for højt niveau (for eksempel bør problemer med røg, der siver op fra underboen, løses i de enkelte ejerforeninger – ikke på statsligt niveau).

PPS: Ud over ovenstående modargumenter, så skal man huske på, at rygning – og dermed afgifter på cigaretter – "vender den tunge ende nedad". Afgiften rammer simpelthen de svageste hårdest. Og der er ingen dokumentation for, at det samlet set skulle hjælpe de svageste. Al overregulering af danskernes liv er problematisk – og det gælder særligt, når reguleringen rammer de svageste.

[i] Min kollega Otto Brøns-Petersen har skrevet et glimrende notat om markedsfejl, som kan læses her.
[ii] Andelen kan udledes ud fra tallene i tabellen 2017Q01.1 i dette dokument. Jeg har opgjort forældre, der aldrig eller sjældent ryger i hjemmet, i én gruppe (ryger ikke i hjemmet), mens forældre, der altid, ofte eller nogle gange ryger i hjemmet er betegnet ryger i hjemmet.

-----------------

Jonas Herby er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering, men han påtaler også gerne, når han oplever ressourcespild eller prioriteringsproblemer i den offentlige sektor. Jonas er cand.polit. og har tidligere arbejdet i konsulenthusene Cowi og Incentive.