Corona gør løn til en hård nød i slutspil om offentlige ansattes overenskomster

Så kom den nye smittebølge hen over julen sammen med en nedlukning, der efterfølgende er blevet skærpet og forlænget. Og samtidig med at der nu også er slinger i udrulningen af vacciner, så spreder den mere smitsomme engelske coronavirus sig.

Ifølge Altingets oplysninger opererer man på arbejdsgiversiden af forhandlingsbordet derfor med mere dystre forventninger til den nære fremtid, end hvad Finansministeriet spåede for blot et par måneder siden.

Omvendt læner de ansattes repræsentanter sig op ad mere optimistiske forudsigelser om, at der kun er tale om midlertidige og korterevarende tilbageslag på vejen tilbage på vækstsporet fra før corona.

Ingen af perspektiverne kan sige sig fri for også at understøtte den enkelte parts interesser ved forhandlingsbordet.

Lykkes det ikke at slå bro over de forskellige forventninger til fremtiden, risikerer Morten Bødskov at løbe ind i et pres for at forkorte overenskomstperioden fra tre til et år for så at genforhandle, når den økonomiske situation forventes mere forudsigelig.

Fejlskud skal håndteres
Hvor håndfast en vilje der vil ligge bag, det krav, er uklart. Men skal man nå i mål, bliver det afgørende at finde en måde at håndtere den økonomiske usikkerhed.

Det kræver, at man bliver enige om, hvordan man kan at tage højde for, hvad der skal ske, hvis virkeligheden ender med at udvikle sig markant anderledes, end de forudsætninger man måtte ende med at lægge ind i en kompromisløsning.

I den sammenhæng står den såkaldte reguleringsordning til at spille en central rolle. Det er den ordning, der binder de offentlige ansattes lønudvikling til udviklingen på det private arbejdsmarked.

Stiger den private lønudvikling hurtigere end den stigningstakst, man kan blive enige om for de offentlige ansatte, så vil de offentlige ansattes lønstigning efterfølgende blive skruet op. Og omvendt.

Men med den nuværende model vil man som offentlig ansat kun få reguleret 80 procent af forskellen i lønudviklingen i forhold til den private lønudvikling.

Skyder en offentlig overenskomst over målet, vil det på den måde være en fordel for de ansatte. Set ud fra et arbejdsgiverperspektiv vil det omvendt være en fordel, hvis man rammer under den private lønudvikling.

Og jo større forskellen der er på den offentlige og private lønudvikling, jo større betydning vil den aktuelle reguleringsmodel få.

”Der kan arbejdsgivere og lønmodtagere have lidt forskellige risikovurderinger af, hvilken aftale man er villig til at indgå. Men grundlæggende handler det om at forsøge at ramme rigtig på lønudviklingen,” siger Nana Wesley Hansen.

Plads til lidt højere løn
Ifølge hende vil man også godt kunne ændre på mekanikken i reguleringsordningen, men hun tvivler på, at man kan nå meget andet end mindre justeringer.

Reguleringsordningen er et svært spørgsmål med mange interesser på spil, og kræver solid forberedelse af ændre på.

”Derfor tror jeg, at man får svært ved bare lige at tilpasse ordningen. Men de må jo finde en måde at usikkerheden omkring lønudviklingen, og det skal lykkes her hen over de næste par døgn,” siger hun.

Trods coronakrisen forventede Finansministeriet i den økonomiske redegørelse fra december fortsat reallønsfremgang i den private sektor i både 2020 og de efterfølgende år. Konkret lyder vurderingen på en fremgang på 1,7 procent i 2020, mens buddet for 2021 og 2022 lød på henholdsvis 1,2 og 0,9 procent.

Hvis den prognose lægges til grund for en offentlig overenskomstaftale, vil der altså være grundlag forbedringer. Dog ikke helt så prangende, som de ansatte kunne have håbet på i en situation uden corona.

En fremgang i reallønnen forventer Nana Wesley Hansen også, men ikke helt så høj som i 2018.

Dengang endte den samlede lønramme med en stigning på 8,1 procent over de efterfølgende tre år, hvor af inflationen var forudsat til at spise de godt fem procent.

”Skulle man se på prognoserne, så står det til at blive en noget smallere ramme, end den man nåede i 2018. Men ikke en super smal ramme,” siger hun.