Danmark har tøjlet sundhedsudgifterne

Af Jes Søgaard
Direktør i KORA

Midt i juli måned - midt i agurketiden - meddelte Politikens forside, at de danske udgifter til sundhed var faldet efter ti års uafbrudt stigning. Faldet indtraf i 2010 - for to år siden! Historien kørte søndagen ud på radio og tv.

Om mandagen kom der nærmest et dementi i Politiken: "I faktiske kroner brugte Danmark 3 milliarder kroner mere på sundhed i 2010 end året før" - kun som andel af bruttonationalproduktet (BNP) var udgifter til sundhed faldet - og det fald er nok en engangsgevinst, lød Politiken om mandagen den 16. juli 2012.

Ser man på historien og de seneste års produktivitetsfremgang i det danske sundhedsvæsen, så er der gode muligheder for, at sundhedsudgifterne tager en pause fra at sluge en stadig større del af BNP.

Det er sundt nu at skulle arbejde i sundhedsvæsenet under bevidstheden om en lidt strammere økonomi.

Jes Søgaard
Direktør i Kora

Hvis man ser på Danmark - den røde kurve i figuren, der kører fra 1971 til 2010 med et lille hul i 1998, hvor vi ændrede definitionen lidt. Der er tre kendetegn ved de danske udgifter til sundhed som pct. af BNP.

• Som det eneste vestlige land i verden holdt vi i 30 år udgiftsvæksten på niveau med BNP-væksten - altså væksten i hele den danske økonomi.
• Fra ca. århundredeskiftet begyndte udgifterne til sundhed at stige ca. dobbelt så hurtigt som BNP.
• Det ændredes i 2010 ved, at udgifterne i pct. af BNP faldt fra 11,5% i 2009 til 11,1% i 2010.

For at dissekere faldet i udgifter til sundhed som pct. af BNP i 2010 skal vi tilbage til udgifterne i kroner. Faktisk steg udgifterne til sundhed - i løbende priser - i Danmark med knap 4 milliarder kroner fra 191 milliarder i 2009 til 195 i 2010.
Det var en lille stigning i forhold til den voldsomme stigning på 12½ milliarder året før, men dog en stigning.

I faste priser for hele økonomien var der imidlertid et fald på 3 milliarder kroner i 2010 i forhold til 2009, hvoraf størsteparten kan forklares ved, at løn-og prisinflationen i sundhedssektoren gik langsommere end i hele økonomien.

Året før var det omvendt - og det tyder på, at en overophedet dansk sundhedsøkonomi i 2009 er nedkølet til sund temperatur i 2010.
Vi ser mange ligheder til den danske udvikling i de to andre kurver i figuren for henholdsvis det øvrige Norden og for det øvrige Nord-Vesteuropa. De fik lidt senere styr på udgiftsudviklingen end Danmark, som startede med et meget højt udgiftsniveau allerede i 70'erne, og udgifterne til sundhed begyndte at stige lidt tidligere i forhold til BNP end i Danmark.

I alle vores nabolande ses dog samme meget kraftige stigning i 2009 efterfulgt af et fald i udgifterne til sundhed i pct. af BNP i 2010. Opbremsningen i sundhedsvæsenet kommer simpelthen med et års forsinkelse i forhold til recessionen i 2009 hvor BNP i næsten alle landene falder. Det, vi ser i Danmark, ser vi også i andre lande, om end ikke helt så kraftigt.

Ingen konsekvenser for service og kvalitet
Har faldet i sundhedsudgifter på 3 milliarder kroner og i pct. af BNP i 2010 haft konsekvenser for service og kvalitet? Det er der intet i statistikkerne herfor, der tyder på. Aktiviteten - antal behandlinger - i sundhedsvæsenet steg faktisk med 5% i 2010 i forhold til året før.

Ventetiderne på at blive opereret er faldet med 9 dage i 2010. Patienternes målte tilfredshed med behandling og service på hospitaler er faktisk forbedret lidt, selvom statistikkerne herfor er lidt vanskelige at sammenligne år for år.

Der sker i Danmark et unikt arbejde med at måle den faglige kvalitet i behandlingerne, målt ved, hvor hyppigt og hvor meget behandlingerne lever op til lægernes og øvrige sundhedspersoners idealkrav. På nogle områder har den faglige kvalitet været uændret fra 2008 til 2011, som vi fokuserer på her, fx behandling af skizofreni. På andre områder er der sket et væsentligt løft i den faglige kvalitet over disse år, fx behandling af apopleksi.

Jeg har ikke i statistikkerne fundet tegn på fald i den faglige kvalitet i dansk sygehusbehandling. Behandlingskvalitet målt ved de såkaldte standardiserede dødelighedstal tilknyttet hospitalsindlæggelse bliver lige så roligt ved at falde i Danmark - også fra 2009 til 2010 og videre til 2011.

Danmark har de sidste 4-5 år konsekvent ligget på en andenplads i en kvalitetsrangordning af 33 europæiske landes sundhedsvæsener - efter Holland. Alle disse statistikker er ikke fejlfri - og de skal bestemt ikke få os til at tro, at alt er perfekt, ej heller at kvalitet og aktivitet vedvarende kan stige ved konstant endsige faldende udgiftsniveau.

Men jeg kan ikke finde statistiske tegn på, at faldet i sundhedsudgifter i 2010 har betydet fald i service og kvalitet i sundhedsvæsenet i 2010 og 2011.

Strammere økonomi er sundt
Stigningen i sundhedsudgifter i nullerne var uholdbar for dansk økonomi og medvirkende til underskud på de offentlige finanser. Stigningen var også usund for sundhedsvæsenet, som på flere områder var overophedet og trængt med personalemangel og trængsel i venteværelserne i praksisser, ambulatorier og på skadestuer og på sengeafsnittenes gange.

Det er sundt nu at skulle arbejde i sundhedsvæsenet under bevidstheden om en lidt strammere økonomi. Danske erfaringer fra 1970 til 2000 har vist, at sundhedsudgifters vækst kan holdes på niveau med BNP-væksten. Der er ingen lov, der siger, at det skal være sådan, og jeg påstår ikke, at det er et mål i sig selv.

Men stærk udgiftsstigning er heller ikke et mål i sig selv. Udgiftsstyringen i 80'erne var nok for hård og for ensidigt økonomifokuseret og gik måske sommetider ud over kvaliteten og kapaciteten. Vi skal derfor fremover blive bedre til at tænke økonomi og kvalitet sammen:

De er ikke uforenelige størrelser, og vi skal turde spørge, hvad der virker og nytter, og hvad der måske for nogle patienters sundhedstilstand er overflødigt. Vi skal overveje en overordnet strategi for effektivisering og prioriteringer, som giver plads til udvikling inden for en fornuftig økonomi.

Vi skal udvikle målesystemer, så vi samtidig kan monitorere udvikling i udgifter, kvalitet og befolkningens sundhedstilstand. Så kan vi på en god måde få styr på sundhedsudgiftsudviklingen, så den ikke igen år efter år stiger dobbelt så hurtigt som BNP og skatteindtægterne. Faktisk holdt udgiftsopbremsningen i 2010 også ind i 2011, så måske er vi på vej?