Få antallet af smertepatienter frem i lyset

Af Gitte Handberg
Specialeansvarlig overlæge, Smertecenter Syd, OUH, formand, SmerteDanmark

For nogle år siden blev jeg opfordret til at deltage i en ekspertgruppe, der skulle være back up for embedsværket i Dansk Regioner.

I månederne op til denne invitation var kroniske smertepatienter blevet omfattet af den generelle behandlingsgaranti, og det betød i praksis, at en patient kunne søge et andet behandlingstilbud, herunder private tilbud, såfremt behandling til henvisende sted ikke kunne tilbydes inden for garantiperioden.

På det tidspunkt var der op til 4 års ventetid på behandling i de tværfaglige behandlingscentre i Danmark, og det var derfor en ren akademisk diskussion, om garantien for smertepatienter skulle være 4 eller 8 uger.

Manglende indrapportering 
På det første møde i arbejdsgruppen blev der rejst et meget centralt spørgsmål: Hvor i alverden kommer alle de smertepatienter dog fra?

Og her er det så, at jeg gerne lige vil spørge: Hvor længe skal vi på denne måde gå over åen for at hente (råddent) vand? Vi har diagnosekoder på kroniske smerter, både i de systemer, vi benytter på sygehusene, og i det system, de praktiserende læger benytter.

Gitte Handberg
Specialeansvarlig overlæge, Smertecenter Syd, OUH

For når man forsøgte at finde patienterne i Landspatientregistret (LPR) under smertediagnoserne, så var der ikke ret mange, og slet ikke et antal, der svarede til alle de mennesker, der med garantien i hånden var dukket op til overfladen. Det kan der være flere årsager til.

En af de væsentligste er, at kroniske smerter ikke indrapporteres til LPR som en selvstændig diagnose, alene grundlidelsen registreres, som eksempelvis diskusprolaps eller arthrose. Kroniske smerter opfattes ikke som det selvstændige problem, det er, men alene som et biprodukt - også selvom det i mange tilfælde er smerterne, der er årsag til udvikling af depression, svære søvnforstyrrelser, og til at folk mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Det er grotesk, når der nu findes diagnosekoder for kroniske smerter.

Problemet findes også i udlandet 
Det er ikke kun i Danmark, vi har dette problem. I december måned 2011 udkom fra Dansk Sygehus Institut en rapport over de socioøkonomiske konsekvenser af kroniske smerter.

For overhovedet at finde smertepatienter i registrene måtte man ty til mildest talt uortodokse metoder, der var blevet udviklet til et lignende studie i Tyskland. Ved at søge i databaser over udskrevet medicin kunne man finde de patienter, der over en længere periode havde fået udskrevet morfin og dermed måtte forventes at have kroniske smerter, uanset årsagen. Disse data blev sammenlignet med diagnosekoderne på de pågældende patienter, og man fik derved et billede af, hvilke diagnoser der kan forårsage kroniske smerter.

Med udgangspunkt i de på den måde isolerede diagnoser begyndte så beregningerne over, hvad kroniske smerter betyder for den enkelte og for samfundet. At vi ikke "gider" registrere kroniske smertelidelser som et selvstændigt problem, er både respektløst over for patienterne og useriøst i forhold til normering af behandlingskapacitet, forskning og kvalitetsudvikling.

Der er mange mennesker med arthrose, som ikke har ondt, og mange med diagnoser, der normalt ikke er smertefulde, som har ondt.

Hvordan løses problemet?
Og her er det så, at jeg gerne lige vil spørge: Hvor længe skal vi på denne måde gå over åen for at hente (råddent) vand? Vi har diagnosekoder på kroniske smerter, både i de systemer, vi benytter på sygehusene, og i det system, de praktiserende læger benytter. Er det ikke en vanvittig god idé at benytte de koder, så myndigheder, behandlere og forskere kan få et overblik over og direkte adgang til reelle data?

Hvordan danske læger skal anspores til at registrere deres patienters smerteproblematikker, er både et fagligt spørgsmål og et politisk spørgsmål. Vi bliver ikke bedre til at registrere, så længe vidensniveauet omkring kroniske smerter hos danske læger er så ringe, som det er - danske læger lærer alt for lidt om at behandle og håndtere kroniske smerter.

Politisk må man tage stilling til, om der skal et økonomisk incitament til, i det mindste i en periode, hvor brug af de relevante smertediagnoser udløser en ydelse. Det er ikke en sympatisk tanke, at lægen skal have penge for at sætte de korrekte diagnoser på et behandlingsforløb, men dette problem stikker så dybt, at jeg i denne sag mener, at målet helliger midlet.

Reference:
1: J.Christensen, L.Bilde, A.Gustavsson. Socio-economic consequences of pain-intensive diseases in Denmark. DSI publication december 2011.