Debat

For få tandlæger til for mange tænder

DEBAT: I 2025 vil der være dobbelt så mange patienter per tandlæge som i dag. Hvis lovgiverne forholder sig passive, kommer det til at gå ud over borgernes tandsundhed, skriver Peter Kaihøj, formand i Praktiserende Tandlægers organisation.
Foto: Pressefoto
Researcher på Altinget | Social og Altinget | Udvikling.
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi bliver altså flere mennesker med flere tænder med flere komplicerede systemiske sygdomme med indvirkning på tænder og visa versa. Er der så fornuft i at reducere antallet af tandlæger?

Peter Kaihøj
Formand i Praktiserende Tandlægers Organisation
Fakta

Bland dig i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Af Peter Kaihøj, tandlæge
Formand i Praktiserende Tandlægers organisation

Hvis vi ikke skal tabe fremtidens tandsundhed på gulvet, skal der sikres flere ressourcer til at uddanne flere tandlæger. De næste 10-15 år falder antallet af tandlæger fra ca. 5.000 til 4.000. De store årgange er på vej mod deres otium, og de bliver ikke erstattet af lige så mange nyuddannede.

Tusind færre tandlæger bliver et problem. Især set i lyset af en befolkningstilvækst på ca. en halv million, hvor denne tilvækst især udgøres af aldersgruppen 65+. Behandlingsmønstret for denne gruppe vil ændre sig, fordi patienterne vil bibeholde egne tænder. Tandlægerne vil med garanti komme til at se og behandle mere parodontose, caries og ikke mindst tandmæssige følgesygdomme til systemiske sygdomme som hjertekar-sygdomme og diabetes.

Vi bliver altså flere mennesker med flere tænder med flere komplicerede systemiske sygdomme med indvirkning på tænder og visa versa. Er der så fornuft i at reducere antallet af tandlæger?

Politikerne tror måske, at tandlægearbejdet i højere grad kan uddelegeres til andet personale på klinikken. Det må vel være ligeså godt, at hjælpepersonale undersøger og stiller diagnoserne og efterfølgende kun anvender tandlægerne til komplicerede behandlinger? Nej, ikke hvis den tandfaglige kvalitet skal bibeholdes. Sundhedsstyrelsen fastslog selv i 2013, at tandlægen er klinikkens faglige gate-keeper. Men der skal altså være nok tandlæger til at varetage denne funktion.

Udkantsdanmark vil blive hårdest ramt
Den reducerede arbejdsstyrke vil medføre en ringere tandlægedækning i Danmark. Og det vil først og fremmest komme til at gå ud over det såkaldte Udkantsdanmark. Afstande til tandlægen på 60-70 km. eller mere vil blive virkeligheden for store dele af befolkningen i yderområderne. Det vil give forøget CO2-udledning, tabt arbejdsfortjeneste for patienterne og tab af arbejdsressource for samfundet.

Mens der bliver længere mellem besøgene hos tandlægen, fordi der ingen tandlæge er i nærområdet, fortsætter tandsygdommene, der ikke bliver behandlet eller ikke behandlet i tide, så behandlingen i sidste ende får større konsekvenser og bliver dyrere for patienten og for samfundet.

Skæv prioritering
Man bygger motorveje og rydder fredede skove for at skaffe hurtig adgang til centralt beliggende hospitaler, men tandplejen har ikke samme bevågenhed. Tænder er jo ikke livstruende. Men skal tandlæger som sundhedsansvarlig faggruppe arbejde ud fra tesen om rettidig omhu, skal vi levere sundhedsydelser, der er baseret på den højeste tandlægelige faglighed. Og det kan vi ikke med for få tandlæger.

Flere tandlægestuderende vil løse store dele af dette problem. Mit råd til politikerne er: Hæv antallet af nye tandlægestuderende. Giv de to tandlægeskoler flere ressourcer. I stedet for krav om besparelser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00